Login

13 CUP-FINALER: KLOPP & CO. KLAR TIL STÆRK FINISH
  • Skrevet: 22 februar 2017

Mens drengene har brugt weekenden og det meste af sidste uge på at oplade batterierne på træningslejren i La Manga i Spanien, så sidder vi herhjemme og gør klar til den tætteste kamp om top 4-placeringerne i mange sæsoner. 

 

13 kampe resterer i Premier League og Liverpool er placeret på femtepladsen - blot et enkelt point fra top 4, som vil bringe Champions League-fodbold tilbage til Anfield. Målet er i indenfor rækkevidde, men resultaterne i 2017 har givet god grund til bekymring blandt os røde fans, som har set vores hold gå fra at være mesterskabskandidater til nu at hænge bagefter Chelsea, Man City, Spurs og Arsenal.

 

Blot fire point adskiller 2. og 6. pladsen i Premier League. Kun Chelsea lader til at være selvskrevet i top 4.

 

Den overbevisende 2-0-sejr i forrige weekend over Spurs har givet et frisk pust og en tro på, at vi fortsat har realistiske muligheder for at sikre os en plads i top 4. Det er dog ikke noget nyt, at Liverpool spiller godt mod topholdene, hvorfor den endelige test fortsat ligger for fødderne af drengene. Det har nemlig knebet med at hente tilfredsstillende resultater mod holdene uden for top 6. 

 

Liverpool er ubesejret mod de andre hold i top 6, men har smidt hele 18 point mod de resterende hold i ligaen.

 

Man kan se på det sådan at The Reds' næste fem kampe bliver en god test, der kommer til at give os en god indikation af, hvordan vi er gearet til at styre sæsonen i mål. De næste tests er nemlig udfordringer af meget forskellig karakter. 

 

Mandag aften går turen til de nedryksningstruede forsvarende engelske mestre fra Leicester. En type kamp, som tidligere på sæsonen har voldt Liverpool store problemer. Herefter venter et brag hjemme på Anfield lørdagen efter, når Arsenal kommer på besøg til en sand klassiker. Ugen efter venter ligaens dårligste udehold, Burnley. De gæster Anfield den 12. marts. Herefter skal vi en tur til Manchester, hvor Guardiola og City tager imod, mens der den 1. april står Merseyside derby på programmet på L4. 

 

Personligt tror jeg på, at vi får et friskt Liverpool-mandskab at se i sæsonens sidste tredjedel og med fodbold, der når en anden standard end den vi har set de sidste to-tre måneder. Jeg vil se fri, flydende, aggressiv og sulten overfaldsfodbold, som vi så det i sæsonens første måneder (og i sidste weekend mod Spurs) og det tror jeg på Klopp & co. kommer til at levere. Med noget der ligner en fuld trup tilbage fra slutrunde og skader, forventer jeg at drengene er klar til at steppe up. 

 

THE RUN IN

Efter de næste fem kampe, venter et - på papiret - overkommeligt slutprogram. Men igen, kampe vindes ikke på papiret - noget vi har måtte sande flere gange i denne sæson. Det er derfor usandsynligt vigtigt, at vi viser i kampene mod Leicester, Burnley og Everton, at vi også kan vinde kampene mod de klubber vi ikke karakteriserer som topklubber (sandheden gør ondt, Everton!). 

 

Således ser Liverpools slutprogram ud. 8 kampe mod modstandere, der alle er langt fra topstriden. Kan Liverpool hæve niveauet mod denne type modstander? Det bliver nøglen til en top 4-placering.

 

Af de otte klubber vi skal op mod i sæsonens afslutning, har vi tidligere på sæsonen slået fem af dem i de omvendte opgør. Det skal som minimum matches, men formentlig også gøres bedre, hvis vi vil være sikre på en plads blandt de fire bedste. Især opgørene ude mod Stoke og WBA er tricky, mens sidste hjemmekamp mod en potentiel nedrykker, som har stået kompakt mod de andre tophold på udebane, kan blive en udfordring. 

 

Pole position

Meget taler dog for, at vi går en god periode i møde og kan få den afgørende "edge" foran vores konkurrenter. Som nævnt har vi alle nøglespillere tilbage fra skade og batterierne er ladet op og klar til intenst og aggressivt presspil igen. Derudover har vi - modsat de resterende klubber i top 6 - kun ét fokus: nemlig Premier League. Både Man Utd, Arsenal, Tottenham og Man City lever både i FA Cuppen og har europæisk fodbold på programmet (sidstnævnte har endda en omkamp tilgode i FA Cuppen), mens de kommende mestre fra Chelsea ligeledes skal spille FA Cup. United har desuden også en EFL Cup-finale i weekenden at koncentrere sig om (...). Dertil kommer de andre holds kampprogram i Premier League, hvor især Arsenal og Manchester United har mange svære kampe tilbage. 

 

Selvom vi gerne ville være med der hvor det er sjovt og spille om pokaler, så kan det i denne kontekst komme os til gode og potentielt give konkurrenterne en god portion flere kampe end Liverpool og desuden tager det meget af fokus væk fra top 4-striden, når man spiller med i de afgørende runder af de europæiske turneringer og cupturneringerne.

 

Jeg tror uanset hvordan man vender og drejer det, at det bliver en historisk tæt strid om top 4-placeringerne. Vi får formentlig en situation at se, hvor store dele af udfaldet står til at blive afgjort på sidste spilledag. Angående Liverpools chancer i dette ræs, er jeg dog optimistisk. Med færre kampe, fornyet energi, spillere tilbage fra skader, tilbagevendt selvtillid og et fornemt kampprogram tror jeg at vi får en lækker finish på sæsonen. Champions League skal tilbage til Anfield - og det kommer det. 

 

Roll on the rest of the season! 

 

Seneste nyheder

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere



KARAKTERER: VS. SAINTS

KARAKTERER: VS. SAINTS

Af Frederik Fonnesbech-Wulff   ”That’s how an away game should be”.   Sådan sagde vores allesammens yndlings-Gaffer - Jürgen Klopp i post-match-pressekonferencen efter...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere