Login

HAR FSG LÆRT NOGET SOM HELST AF HISTORIEN?
  • Skrevet: 27 oktober 2017

Af Esben Suurballe og Andreas Brøns Riise

 

Fenway Sports Group har netop rundet syv år i som ejere af Liverpool FC, og på disse mærkedage er det oplagt at kigge tilbage på, hvor klubben var, da de kom ind.

 

Kørt helt i sænk sportsligt og økonomisk af de tidligere ejere, efter sigende få timer fra at komme under administration og uden nogen afklaring i sigte på det spørgsmål, der har været det vigtigste at besvare for Liverpool FC i 25 år: Nyt stadion eller udvidelse af Anfield?

 

Alt dette har FSG fået ændret. Der er en tiltrængt opgradering af træningsanlægget på vej, og de har bogstavelig talt fået klubben ind i det nye årtusind, når det kommer til den økonomiske del af moderne fodbold. Det skal de have tak for. Oprigtigt og af hjertet tak. Uagtet at vi stadig mangler en afklaring af udvidelsen af Annie Road-tribunen, som bør – og skal - være en prioritet.

 

Og så er der så det, der absolut ikke er nyt under FSG's ledelse. For fjerde gang i det nye årtusind – og for anden gang under de nuværende ejere – ser Liverpool ud til at have brændt en 100%-chance for at reducere gabet op til den forjættede førsteplads.

 

Det føles som en naturlov, at efter en tilbagevenden til Champions League-land, og når der derefter skal fastholdes momentum, så bliver der fulgt op med en sammensmeltning på transfermarkedet og en middelmådig placering året efter.

 

Ikke kun under FSG, men i nyere LFC-historik. Det skete under Gerard Houllier i sommeren 2002, hvor man valgte ikke at skrive permanent under med Nicolas Anelka til fordel for El Hadji Diouf, hvilket resulterede i, at LFC ikke kaptiliserede på den 2. plads man havde opnået, men i stedet sluttede på en 5.plads.

 

Det skete under Rafael Benitez, der efter at have været mesterskabs-lige ved og næsten i 08/09, solgte Alonso og hentede Aquilani ind som erstatning, og som resultat mistede både klub og hold pusten.

 

Og så skete det igen i 2014, hvor man solgte en hårdtarbejdende verdensklassespiller i Luis Suarez og erstattede ham med dennes diamentrale modsætning i Mario Balotelli. Og det endda efter at daværende manager Brendan Rodgers tydeligt havde afvist ham som transfermål. Sikke en måde at underminere en managers troværdighed på af transferkomitéen. Èn transferkomité vi skal komme ind på senere.

 

Grunden til, at den nuværende situation gør så allerhelvedes nas, er, at FSG intet synes at have lært af 2014/15-sæsonen og Liverpools nyere historik generelt.

 

Godt nok lykkedes det denne gang at holde fast i stjernespilleren, da Barcelona kaldte, men så stopper rosen for klubbens ageren i sommertransfervinduet – et fint køb af Mo Salah undtaget - også mere eller mindre der.

 

Ligesom efter 2013/14-sæsonen oprustede de klubber, vi havde skubbet ud af top 4, mens Liverpool selvsaboterede deres momentum. Især defensiven skreg på forstærkninger, og for hver gang den bliver udstillet i øjeblikket, øges presset på Jürgen Klopp:

 

Hvorfor lagde man alle æggene i Virgil van Dijk-kurven, ligesom man lagde alle æggene i Alexis Sanchez-kurven i 2014? Og havde han i det hele taget været nok?

 

Skulle vi ikke også have løst et målmandproblem, der har eksisteret, siden Pepe Reina blev fed?

 

Er Andy Robertson virkelig løsningen på venstre back, hvis han ikke engang kan slå Alberto Moreno af?

 

Og hvad med den defensive midtbane, der har været tyndt besat, siden Lucas' knæskade i 2011(!) - hvis ikke siden Javier Mascherano forlod klubben i 2010(!!)?

 

Allesammen helt relevante spørgsmål. Men skal Jürgen Klopp virkelig tage skraldet alene?

 

Arven fra transferkomitéen

 

Det er efterhånden velkendt, at transfersetuppet under Brendan Rodgers var til rotterne, og lige inden nordireren forlod klubben, lod FSG da også via Liverpool Echo forstå, at det nu var tid til en grundig evaluering og eventuel omstrukturering af den sagnomspundne transferkomité.

 

For til sidst blev der briefet til de lokale journos, der dækker LFC, i øst og vest. Ingen ville tage ansvaret for de transfers, der var gået galt, og der var ellers en del af tage fat i, mens alle ville tage guldmedaljen for de få, der var ramt rigtige.

 

Da Jürgen Klopp kom ind, lød der dog ubehageligt bekendte toner. ”Jeg har første og sidste ord på alle transfers”, forsikrede tyskeren. Fuldstændig det samme sagde Brendan Rodgers om sin egen rolle.

 

”Vi snakkede ikke to sekunder om transferkomitéen under kontraktforhandlingerne. Jeg har brug for disse mennesker til at rådgive mig – ingen manager kan holde sig opdateret om alle spillere i verden”, lød det videre fra Klopp.

 

Hvis den lovede dybdegående evaluering af transfersetuppet faktisk blev gennemført, har FSG gået stille med dørene med resultaterne. Som udgangspunkt har den eneste ændring været, at Klopp - i modsætning til Rodgers - gerne ville arbejde med en sportsdirektør, og hvem fik så den post?

 

En rutineret fodboldmand som Michael Zorc, som Klopp arbejdede sammen med i Dortmund, eller sågar Louis van Gaal, der efter sigende var FSG førstevalg til tjansen i 2012? Måske gik man efter et friskt pust som Monchi, der har spottet den ene fantastiske spiller efter den anden i Sevilla, eller Steve Walsh, der vidt og bredt er anerkendt som den hemmelige ingrediens i Leicesters mirakelsæson?

 

Nej. Det lignede aldrig rigtig, at der var andre end én kandidat til jobbet, nemlig firmaets mand: De facto-formanden for den så forhadte transferkomité, den i brede fodboldkredse ukendte dataanalytiker Michael Edwards.

 

Ellers er der intet lavet om i personalesammensætningen i den scouting-afdeling, der i ramme alvor præsenterede en liste med to navne på Luis Suarez-erstatninger til Brendan Rodgers: Mario Balotelli og 33-årige Samuel Eto'o. Den forhadte og dysfunktionelle transferkomités medlemmer er ikke skiftet ud. De har blot fået finere titler og højere løn.

 

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at FSG havde mere travlt med at sole sig i skæret fra Kloppmania end at bekymre sig om, hvad der egentlig gik galt under den tidligere manager.

 

Den mystiske sportsdirektør

 

At researche Michael Edwards er som at forsøge at hacke sig ind i Fort Knox. Der findes mere eller mindre ét billede af ham på det store internet, og oplysningerne om, hvad hans nye rolle i klubben indebærer, er yderst sparsomme.

 

Derfor er det også svært som udenforstående fan at finde ud af, hvad rollefordelingen i klubben er. Når Klopp siger, at han har første og sidste ord på alle transfers, er det så på samme måde, som Brendan Rodgers havde det? Første ord: ”Jeg vil have Alexis Sanchez”. Edwards: ”Du kan få Balotelli, Eto'o eller ikke nogen”. Sidste ord: ”Suk. Så giv mig Balotelli”.

 

Da Klopp efter sigende havde gjort det indledende arbejde for at få van Dijk til klubben, og det efter alt at dømme mislykkedes på grund af borderline-amatørisme fra klubbens side, hvad var så processen derefter?

 

Havde Klopp virkelig ikke en Plan B, eller bestod den af spillere, som Edwards' excelark ikke var lun på? Præsenterede Edwards måske spillere til Klopp, som tyskeren ikke var overbevist om, hvorfor hans sidste ord i modsætning til Rodgers var ”så vil jeg hellere undvære”?

 

Med tanke på, at Edwards og co.'s seneste ”fund” til defensiven var Steven Caulker, kan man – udefra set - ikke fortænke manageren i det sidste.

 

Men så er der alle Klopps udtalelser til pressen. Hvor Brendan Rodgers ikke var bleg for at lade sive til pressen, at diverse spillere bestemt ikke var hans valg, så synes den nuværende manager i høj grad at være en systemets mand.

 

”Liverpools scoutingafdeling skal have æren for Solanke og Salah”, lød det fra Klopp efter sommerens transfervindue. ”Nævn mig fem tilgængelige centerbacks, der vil kunne forstærke holdet”, lød det polemiske modspørgsmål, da han blev spurgt til, hvorfor der ikke var en Plan B til Virgil van Dijk.

 

Succeserne tilhører fællesskabet, fiaskoerne er managerens. Og hvorfor nu disse nye toner?

 

Ikke ødelægge den gode stemning

 

Det kan jo være, at alt er fryd og gammen mellem Jürgen Klopp og ledelsen i Liverpool. At alle beslutninger er taget i enighed, og at der var tale om konsensusstrategi, da man lagde alle æggene i én kurv.

 

At vi med dette indlæg gør os skyldige i den klassiske fodboldfan-synd: Kan man ikke lide manageren, er de dårlige resultater hans alene – kan man godt lide ham, peger pilen automatisk på ejerne.

 

Et andet bud kunne være, at en fodboldklub er en politisk arbejdsplads. Som tilfældet Rafa Benitez, Brendan Rodgers og utallige Chelsea-managers viser, er der ingen vej tilbage, hvis man først har luftet sin utilfredshed. Herfra bliver det en kamp mellem klubben og manageren i pressen om at undgå at stå tilbage med den uundgåelige og meget snart serverede lort.

 

Mens Brendan Rodgers nok havde set skriften på væggen og mest af alt kæmpede for eftermæle og fremtidig karriere, da han lod detaljer om transfersetuppet sive, er Jürgen Klopp er en procesmanager, der er med på, at ting kan tage sin tid, og han regner ganske givet med at skulle være i Liverpool (mindst) kontrakten ud.

 

Samtidig virker han overbevist om, at stemninger og følelser i sidste ende er det, der skal give resultaterne på banen. ”Emotional football”, du ved. Lad os derfor bevare den gode stemning.

 

Managerens ønskespillere Naby Keita og sikkert også van Dijk (fingers crossed) kommer jo på et tidspunkt, og Klopps job er næppe i fare inden da. Hvorfor så starte en kamp, man ikke kan vinde?

 

FSG's ubesvarede spørgsmål

 

Jürgen Klopp går selvsagt ikke ram forbi, når ansvaret for den uimponerende sæsonstart skal placeres. Og han skal, ligesom Rodgers skulle, stå på mål for, at spillere, der helt tydeligt var hans valg – Karius, Klavan og Matip – ikke præsterer.

 

Men FSG skylder svar på, hvad der egentlig er lavet om siden 2014/15, der skal få os til at tro på, at den sæson og den nuværende ikke er meget sammenlignelige størrelser. At det ikke er nøjagtig de samme fejltagelser, vi ser udspille sig.

 

Hvad blev resultatet af den lovede evaluering af transfersetuppet?

 

Hvorfor har en underpræsterende scoutingafdeling ikke fået nyt blod?

 

Hvad er det for nogle meritter, der retfærdiggør transferkomitéens egen Michael Edwards' forfremmelse til topfodbolds vel nok mest ukendte og utilgængelige sportsdirektør?

 

Hvis det var scoutingafdelingens arbejde (her gætter vi, for vi bliver som fans holdt hen i det uvisse - men det ville ikke være en usædvanlig arbejdsgang) at finde alternativer til Virgil van Dijk, er det så scoutingen, der ikke er god nok, eller en for svag sportsdirektørs skyld, hvis manageren fravælger dem?

 

Og kan en sportsdirektør i en klub som Liverpool FC undlade at stille op til interviews, hvor hans rolle og overordnede transfermæssige strategier mv. bliver belyst?

 

Hvilke beføjelser har han og Klopp, og hvad er arbejdsgangen, når Liverpool udser sig transfermål?

 

Liverpool har taget stormskridt på den økonomiske front under FSG. På den sportslige føles det hele ubehageligt bekendt.

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere