Login

JULE OG NYTÅRS-FORUDSIGELSER
  • Skrevet: 24 december 2017

Julen er over os og dermed også vores elskede, men hårde juleprogram, hjemme i Englands Premier League. 

 
Stort set ens forudsætninger for alle hold. Kun tv-stationerne spiller os et lille pus i antallet af timer mellem kampene. 
 
Liverpool lagde ud fredag aften, mens alle andre afviklede deres på lillejuleaftensdag eller aften. 
 
Dermed er LFC også det hold efter Arsenal, der får længst hvile mellem første og anden kamp i programmet, i og med at vores næste kamp først falder på Boxing Day kl. 18.30 dansk tid. 
 
Første kamp kastede et enkelt point af sig. Endnu en af de kampe der burde have givet alle tre af slagsen. Solid 2-0 føring blev forvandlet på små fatale fem minutter, men en blanding af Bobby Firminos ihærdighed og Petr Cechs fumlen, gjorde at vi trods alt, fik et enkelt velfortjent point med os hjem fra Emirates. 
 
Manchester City udbyggede endnu engang føringen, da alle øvrige konkurrenter satte point til.
 
Faktisk var det kun Tottenham der for alvor fik noget ud af julens første kamp. En flot og overbevisende 3-0 sejr hos sæsonens hidtidige overraskelse fra Burnley, efter en kamp hvor Harry Kane med et snuptag satte sig selv op på siden af Mohamed Salah på topscorerlisten, med sit hattrick på Turf Moor mod Sean Dyche & Co. 
 
Turf Moor er et sted vi selv besøger Nytårsdag, der jo som bekendt også er lig med årets første dag. 
 
Manchester United dummede sig i overtiden med en mand i overtal på King Power Stadium mod et op-og-ned Leicester-mandskab der dukker op på Anfield dagen før nytårsaften. 
 
Chelsea formåede ikke, trods stort spilovertag, at få andet end et enkelt point med sig hjem fra Goodison, mod et Everton-mandskab, der under Big Sam (desværre) ser ud til så småt at være kommet på ret køl. Det bliver (endnu) et brag (i FA-Cup’en) næste fredag på Anfield. 
 
Dermed er der tale om en slags status qua efter julens første kamp. Så meget desto mere ærgerligt, at det ikke lykkedes at tage alle tre point med hjem fra London. 
 
De kommende tre kampe, bliver alle ‘ubehagelige’ kampe. Det er der slet ingen tvivl om. Det er svært at forudse udfaldet af de opgør. Det kan, som det oftest er med LFC, både blive en dreng og en pige. 
 
Meget afhænger af kampenes første scoring. Når Liverpool scorer først, så er det yderst sjældent, at det ender i et nederlag. Men sådan gør det sig gældende for de fleste hold, rent statistisk. 
 

SWANSEA CITY:

 
Den første af de kommende tre kampe, er kampen på Anfield på Boxing Day. Kampstart kl. 18.30. 
 
Bundproppen fra det walisiske, tager turen op til Anfield som gigantiske underdogs. 
 
Igennem november og december måned har The Swans blot prøvet at vinde en enkelt gang. Dette var mod West Bromwich Albion hjemme på Liberty i starten af december. Ellers er det endt med to uafgjorte mod Bournemouth og senest i lørdags mod Crystal Palace. Resten er tabt. 
 
8 af Swanseas 13 point er samlet op på hjemmebane, mens det blot er blevet til 5 af slagsen på udebane. Seneste udebanesejr i Premier League, skete hos dengang kriseramte Crystal Palace, helt tilbage i slutningen af august. Derudover har de hentet to x 0-0 i august og september hos hhv. Southampton og Tottenham. 
 
Holdet sagde for nylig farvel til Paul Clement og har indsat Leon Britton, midtbaneveteranen - som ny midlertidig manager. Spørgsmålet er om det kan få en effekt á la den Gary Monk blev indsat med for år tilbage. 
 
Wilfried Bony, der er hjemvendt efter mislykkede ophold i Manchester City og Stoke, er meldt ude af opgøret. Dermed overlades målfarligheden oppe i front til Tammy Abraham, Nathan Dyer og Jordan Ayew, ud fra deres velkendte 4-3-3 opstilling. 
 
Det er jo umiddelbart et opgør der ligger lige til højrebenet for Liverpool. 
 
Men nu er der bare sjældent noget der ligger lige til højrebenet for de røde. Vi skal blot tilbage til starten af dette år og Liverpools sorte januar måned. Alt var iscenesat til en hjemmebane pligtsejr, men Swansea ville det anderledes og drog hjem med en 3-2 sejr. Llorente nettede til både 1-0 og 2-0, inden Bobby Firmino gjorde ham kunsten efter og fik reduceret til 1-2 og udlignet til 2-2, kun for at Liverpool fortsatte deres vaklen og Gylfi Sigurdsson kunne afgøre kampen med et kvarter tilbage. 
 
Det må ikke ske igen. Det vil være tæt på en katastrofe. Svanerne kommer - som så mange andre hold - med et defensivt udgangspunkt og de bliver svære at nedbryde. Første mål bliver virkelig afgørende - og det kan meget vel komme efter en personlig fejl. Når så den kommer, så skal Liverpool nok sætte kul på maskineriet og spille dem ud af brættet. 
 

FORUDSIGELSE: SIKKER LIVERPOOL-SEJR

 

-
 

LEICESTER CITY

 
Straks en noget værre modstander end Swansea. De gæster Anfield dagen før nytårsaften med kickoff kl. 16.00.
 
Leicester har vaklet gevaldigt i første halvdel af sæsonen, men efter fyringen af Craig Shakespeare i slutningen af oktober og indsættelsen af franske Claude Puel med en fortid i blandt andet Southampton, så har Leicester så småt fundet melodien igen. Det er blot blevet til to nederlag i PL siden, nemlig som forventet til Manchester City og knap så forventet til Crystal Palace for nylig. 
 
Jamie Vardy har også fundet vejen til netmaskerne igen og er oppe på 8 fuldtræffere, mens Shinji Okazaki har scoret 6 gange. 
 
Kasper Schmeichel gør det glimrende i buret og Wes Morgan og Harry Maguire i samarbejde foran, har sammen med Simpson og Fuchs på hver side, fundet stabiliteten frem i bagerste geled. 
 
Leicester har det endvidere med at volde Liverpool problemer. Det så man i Carabao Cuppen, men omvendt så man også den forskel der skal være, da det gjaldt i ligaen nogle dage senere, hvor det blev til en smal 3-2 sejr på King Power Stadium. Retfærdigvis skal det siges, at Liverpool plejer at have okay styr på dem, hjemme på Anfield. 
 
Dog er det med bange anelser, at de kommer på besøg og det kunne godt være en af de kampe, der ender uafgjort. Det vil i givet fald så være for 9. gang i sæsonen og 7. gang for Leicester. Så det vil - desværre - langt fra være et unormalt resultat for The Reds. 
 

FORUDSIGELSE: LIVERPOOL MÅ NØJES MED UAFGJORT

 

-
 

BURNLEY F.C

 

Så har vi rundet årsskiftet og ingen tid til festivitas for Jürgen Klopps tropper. 
 
Kl. 16.00 nytårsdag står den på besøg hos Sean Dyche’s tropper fra Burnley på Turf Moor. Burnley FC har overrasket alt og alle i denne sæson og er i skrivende stund blot 3 point efter Liverpool. Det er en yderst imponerende første halvsæson som The Clarest har haft gang i. 
 
Særligt defensiven har været imponerende, de har blot lukket 15 mål ind i 19 kampe og det er et hold der virker omtrent lige dygtige, om de spiller hjemme eller ude. 
 
Blot 5 gange har holdet tabt i de 19 kampe og rent faktisk hevet lige så mange sejre i land som Liverpool, nemlig 9 af slagsen. De 5 nederlag er faldet til WBA, Man City, Arsenal, Leicester og senest Tottenham i lørdags. 
 
Det omvendte opgør i september måned på Anfield endte som bekendt 1-1. Det var endnu en af de kampe, hvor Liverpool ud fra overvægt i både spilovertag og afslutninger, skulle have hevet en stensikker hjemmesejr. 71 procents boldbesiddelse til LFC, fortæller om et opgør hvor gæsternes defensiv stod nærmest urokkelig og hvor hjemmeholdet efter Mo Salahs udligning i det 30. minut, lignede et hold der kunne spille resten af dagen, uden at kunne sende bolden ind bag keeper Nick Pope. 
 
Burnleys svaghed består dog primært og modsat Liverpool, i at score mål. Blot 16 kasser har de formået at score indtil videre. Det er tyndt for et hold der er placeret på 7. pladsen. Angriberne Chris Wood og Sam Vokes har blot nettet 4 og 3 gange.
 
Der er ingen tvivl om, at det igen bliver en kamp på Liverpools præmisser. Kan offensiven nedbryde muren, så bliver det også til en rimelig sikker sejr på Turf Moor. Man kan fristes til at sige, at heldigvis er Liverpool på udebane. Som Europas mest scorende hold væk fra egen hjemmebane, samt det faktum at alle hjemmehold uanset placering, kommer frem på en anden måde i egen hule, gør Liverpool til forholdsvis sikre favoritter. Tottenham viste vejen på lillejuleaften og dominerede Burnley i store dele af kampen. 
 

FORUDSIGELSE: TRE SIKRE LIVERPOOL-POINT

 
Det efterlader Liverpool med samlet 7 point for de 3 jule/nytårskampe. 
 
Ingen tvivl om at Manchester City tager fuld gevinst med 9 point i opgørene mod Newcastle, mod Crystal Palace og hos Swansea. 
 
Manchester United kan til gengæld ikke forvente fuld pointhøst. Selvom de møder Burnley hjemme på Old Trafford, så er det et fair bud, at det ender 0-0. Southampton samme sted giver sejr, mens Everton sandsynligvis godt kan tage alle 3 point på Goodison den 1. januar. Samlet giver det 4 point til United og Liverpool henter dermed 3 point ind på dem. 
 
Chelsea møder Brighton og Stoke hjemme og henter her 6 point. Til gengæld får de store problemer på Emirates den 3. januar og taber. Dermed henter Liverpool et enkelt point på Chelsea. 
 
Arsenal skal den korte tur til Selhurst Park og får maksimalt et point med sig tilbage til Nordlondon. Selve nytårsaften smutter de op til The Hawthorns og kan slet ikke kalkulere med fuld gevinst mod et sikkert veloplagt hjemmepublikum. De hiver som nævnt ovenfor, en hjemmesejr mod Chelsea - og dermed samler de maksimalt 5 point. Det betyder at Liverpool lægger en afstand til Arsenal på yderligere 2 point i forhold til det ene man pt. har. 
 
Tottenham står sammen med City stærkest i forhold de kommende tre kampe. Southampton hjemme, Swansea ude og West Ham hjemme, bør give dem alle 9 point. Dermed kan vi nok forvente, at de bytter plads med Liverpool efter nytår og igen er inde i top 4. 
 
Men summa summarum hvis ovenstående forudsigelser holder stik, er også, at ræset om top 4 og placeringerne fra nummer 2 til nummer 6, er endnu mere skærpet og vil i givet fald se således ud:
 

2. Man United: 46 point

3. Chelsea: 45 point 

4. Tottenham: 43 point 

5. Liverpool: 42 point 

6. Arsenal: 39 point 

 
Med indgangen til 2018 og de resterende 16 kampe samt 48 point at spille om, så ser det ganske fornuftigt ud for Liverpool, som kan se frem til at styrke sig defensivt i januars transfervindue og samtidig have roteret så meget, at spillerne er friske til kapløbet frem mod maj måneds slutstilling. 
 
Der er jo, naturligvis blot tale om forudsigelser - og uanset hvor meget ekspertise vi alle bilder os ind at besidde, så ved vi jo godt at det tegnede billede sjældent rammer plet - så spændende bliver det at gøre status efter 22. spillerunde. 
 

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere