Login

LIVERPOOL GØR RIVALERNE TIL NERVEVRAG
  • Skrevet: 01 december 2017

Vores rivaler glæder sig sjældent til kampe mod The Reds. Den berygtede offensiv og hurtige presspil virker reelt foruroligende.

Af Frederik Fonnesbech-Wulff

 

Følgende artikel er skrevet i samarbejde med to rivaliserende fans, skribenter og ikke mindst nære venner. En lille præsentation er nok på sin plads:

 

Peter Sloth Miles: Frem for alt Manchester United-fan, men derudover er Peter deltidsjournalist for bold.dk, superliga-reporter for Ritzau og aktiv skribent for OldTrafford.dk. Peter har en mærkelig smag i fodboldhold, men en glimrende en af slagsen, når det kommer til tøj. Han er en yderst velklædt mand fra Aarhus.

 

Lasse Rene: Arsenal-fan, journalist-studerende, skribent for Arsenal Danmark og magasinet GunAction. Rødder i Valby og et hjerte på Highbury. Desuden med en kæmpe passion for at promovere filmen Interstellar.

 

Hurtigløberne gør neglene nedbidte

Det er en fantastisk følelse at blive bekræftet i, hvad jeg selv synes er Liverpools styrker. Især når det kommer fra folk, der helst vil sige grimme ting om min passion.

 

Derfor smiler jeg, når Peter og Lasse fortæller mig, at de bestemt ikke er glade for, når Salah, Coutinho og Mané byder op til dans. For det fortæller mig, at vores rivaler først og fremmest er bange for, at vi scorer mål. Det lyder banalt, men det er det bestemt ikke.

 

Se bare den omvendte situation, når The Reds tager imod Manchester United, så sidder vi ofte og er bange for, at de parkerer bussen, så vi ikke kan komme til. Det samme når vi møder nogle af de mindre profilerede hold. Og frygten er vel, at vores største rivaler ser os som et mindre profileret hold.

 

Vores rivaler kan ikke lide vores kanter. De er hurtige og gode afsluttere. Både Lasse og Peter peger netop på Mané og Salah som værende de bedste og mest farlige spillere at stå overfor, når man møder Liverpool FC. Peter uddyber:

 

”Når Mané er ude med skader, er det ret tydeligt at se, hvor meget Liverpool mangler ham. Købet af Mohamed Salah har dog gjort jer mindre afhængige af ham, fordi de nu har en anden spiller, der truer i bagrummet, og det er jeres spil meget afhængigt af. Så for tiden er Salah nok den største trussel – det bakker hans ret imponerende målsnit også op.”

 

Og Lasse er ganske enig:

 

"Sadio Mané er garant for mål, når han er på banen. Han er den spiller, jeg frygter allermest, når de møder Arsenal. Han er lige kommet tilbage fra skade, så i øjeblikket vil jeg pege på Mohamed Salah. Når først han rammer topfarten, og sammen med hans teknik og gode afslutningsevne løber mod modstanderen, så er han så godt som umulig at holde styr på. Han har det der uforudsigelige over sig, der gør, at forsvaret konstant vil være nervøse over hans tilstedeværelse.”

 

Men det kræver altså, at de bedste spillere rammer topniveauet, det siger vel sig selv. For det er nogle stærke hold, som vi gerne vil måle os med. For som Lasse påpeger, så er det svært at komme udenom Liverpool på en dag, hvor vi klasker Wengers lettere sporadiske ’arsenal’ – i ordets reneste forstand - men så smutter de røde gutter en tur til The Toons og skuffer gevaldigt på ”Hvad-hedder-det-i-denne-uge Park”.

 

Så hvis vi skal skræmme vores rivaler og nærmeste konkurrenter, så kræver det altså, at The Reds får styr på at bryde de hold ned, der ikke er lige så skræmmende. Tætpakkede vinterprogrammer med mange kampe mod midter-og bundhold kræver simpelthen kontinuerlige indsatser og masser af koncentration.

 

Ikke længere største konkurrent

Vi er nemlig, ifølge Peter, ikke længere Uniteds tætteste sportslige konkurrent. Det kan umuligt være på grund af de seneste interne møder i The North West Derby, men mere sandsynligt at Manchester City bare er bedre til at vinde mod walisiske svaner på en våd og kold januar-aften, hvor nogle måske hellere ville spille i den spanske varme, end i britisk nedbør, der ikke kan bestemme sig for om det skal være sne eller regn. Det tager dog ikke noget fra Derby-dag, mener Peter:

 

"Fra United-perspektiv er det den allerstørste rivalisering. Der er ikke et hold, som jeg hellere ser tabe end Liverpool. Klubberne er de to mest succesfulde i engelsk fodbolds historie, og det var et stort øjeblik i Uniteds historie, da de overhalede Liverpool i antallet af titler. Selvom jeg ser Manchester City som en større sportslig konkurrent, er Liverpool stadig den største rival".

 

Ifølge Peter ”kræver det nærmest et helt nyt forsvar”, hvis vi skal gøres os forhåbninger om at komme til tops, og ramme den sportslige rivalisering, som er blevet overtaget af The Noisy Neighbours . Men eftersom hverken Manchester United eller Arsenal har formået at score på Anfield i denne sæson, lader jeg for en tid kommentaren flyve lige så langt over mit hoved som et #WengerOut-banner bag et amatørfly over The Emirates.

 

Hvem bør være på indkøbslisten

Begge peger på den defensive kæde, når jeg spørger ind til, hvem de mener Liverpool mangler på holdet for at stabilisere indsatsen generelt. Det flyver rundt med navne: Jan Oblak, Jack Butland, Kevin Trapp, Virgil Van Dijk, Danny Rose, Virgil Van Dijk igen.

 

Selv Ryan Shawcross, mener Lasse, ville styrke vores forsvar, og hvor står man så henne? Den eneste, der bliver nævnt uden for det bagerste geled er Marco Verratti, der nok desværre er et urealistisk bud. Men det viser da stadig, at Jurgen Klopp lykkes med sin offensive fodbold, da det er her, der ikke mangler noget.

 

Vi kan ikke nå at købe ind, inden vi møder Arsenal næste gang, og må derfor ’nøjes’ med, hvad vi har i forvejen, og besøge London d. 22. december uden Ryan Shawcross. Men tilgangen til kampen bliver nok den samme for Lasse:

 

"Det er faktisk forfærdeligt at sidde klar foran skærmen, inden kampen går i gang. Ordet nervevrag dækker det næsten ikke, faktisk har jeg som oftest næsten ikke lyst til at se kampene. Jeg hader det egentlig lidt".

 

Vi kan nå at smide et par ekstra spillere ind i truppen inden d. 10. marts, hvor vi møder Manchester United på Old Trafford. Forhåbentlig bliver det en kamp, vi kan få scoret et par mål i, og få parkeret Mourinhos bus et andet sted. F.eks. med en p-billet på en af pladserne under Liverpool i tabellen. Jeg glæder mig umådeligt til de her opgør. Men Peter har det anderledes:

 

"Det er meget sjældent, at jeg glæder mig til kampene mod Liverpool. For eksempel var jeg et nervevrag i 90 minutter, da vi spillede 0-0 sidst, selvom kampen i virkeligheden var ret kedelig".

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere