Login

RØD JUL - LÅGE #18: FLEMMING LINNEBJERG RASMUSSEN
  • Skrevet: 17 december 2017

”De første 20 minutter mod Arsenal er noget af det mest vanvittige, jeg har set. Træerne voksede ind i himlen”.

 

Flemming Linnebjerg Rasmussen er en del af redaktionen her på LFC Denmark Family.

 

1) Hvornår og hvorfor blev du Liverpool-fan?

Jeg har svært ved at genkalde mig et bestemt år eller en bestemt dato. Det er kommet sådan lidt snigende ind på mig gennem årene. Da jeg var barn havde jeg ikke den helt store interesse for fodbold. Jeg har aldrig spillet i klub, kun i skolegården – og der var ingen interesse for at se sport i tv i barndomshjemmet.

 

I starten var jeg først og fremmest Brøndby-fan. Jeg er opvokset i Ishøj, kun et kvarters tid på cykel væk fra Brøndby Stadion. Der er ingen tvivl om, at det, der rørte sig på Vestegnen dengang i de tidlige 90’ere, var det spirrende supportermiljø i Brøndby, der satte nye standarder for fankulturen herhjemme. For mange af os, der var i gymnasiealderen i disse år, fyldte den udvikling meget.

 

Så dansk fodbold og drengene fra vestegnen fyldte det meste dengang og min tilgang til fodbold fra andre lande var i starten at følge danske spillere, der røg til udlandet. Noget af det første i forhold til Liverpool var, at den første fodboldbog, jeg læste var Jan Mølbys. Den slugte jeg råt og gennem årene begyndte jeg at følge Liverpool mere og mere, blandt andet efter at Brøndby mødte dem i europæiske kampe og slog dem ud. I dag ville jeg have svært ved at afgøre, hvem jeg skulle holde med. Dengang var det Brøndby og vi var stolte over at have slået så legendarisk en klub ud. Jeg bemærkede, at Liverpool som klub og dens fans tog enormt respektfuldt imod os og det betød også noget for mit forhold til ”the reds”.

 

Siden hen blev min tilknytning til Liverpool stærkere og stærkere, blandt andet via den mildest talt medrivende Champions League-kampagne i 2005 og i kraft af Daniel Agger, der skiftede fra min ene favoritklub til den anden.

 

2) Hvad er din største oplevelse som fan?

Det er svært at pege på en enkelt. Istanbul er et åbenlyst højdepunkt, men personligt vil jeg fremhæve mit hidtil eneste besøg på Anfield: En brutalt spillet 1-0 sejr over Everton i februar 2010. Kuyt som matchvinder på Anfield med de røde en mand i undertal det meste af kampen efter en tidlig udvisning til Kyriagos. Der kunne have været 3-4 udvisninger i den kamp, men vi fik kun én mere – til Everton.

 

Som en bonus vil jeg fremhæve 5-1 sejren mod Arsenal på hjemmebane. De første 20 minutter, hvor vi scorer fire mål og Suarez desuden hamrer et skud på stolpen, der ville have været en klar kandidat til årets mål, er stadig noget af det mest vanvittige, jeg har set.

 

Nu ved vi, hvordan det ender: At kampen faldt lidt i tempo, at vi ikke fortsatte alle 90 minutter i samme kadence. Men MENS det foregik voksede træerne jo ind i himlen. Vi scorede på ALT og splittede et tophold fuldstændig ad. Det var helt absurd. Lidt i kategori med Tysklands pulverisering af Brasilien, en kamp som også gik helt amok.

 

3) Hvad er den værste?

Jeg var pænt skuffet da vi ikke kunne tage en dobbelt-sejr over Milan i CL-finalen i 2007 – især fordi Agger var med denne gang. Det var også slemt at Klopps to første finaler begge endte med nederlag, kort efter hinanden.

 

Generelt synes jeg dog, at de mest frygtelige oplevelser som fodbold-fan er dem, hvor man når at håbe – bare for at få håbet revet væk igen! For eksempel Sevilla-finalen, hvor vi kommer foran og virker i kontrol, bare for at ”Liverpoole” det væk, som næsten kun vi kan. For helvede, altså.

 

Èn ting er at tabe til en bedre modstander på dagen, noget helt andet er selv at sjuske det væk og underpræstere helt vildt i afgørende situationer. Det irriterer mig ad helvedes til.

 

4) Hvem er din all-time favorit-spiller?

Som så mange andre er jeg nødt til at pege på Steven Gerrard. Captain Fantastic, ganske enkelt på alle måder.

 

Jeg har en særlig kærlighed til spillere, der kan få ild i øjnene, som går forrest og som opildner holdkammeraterne til at præstere bedre og stadion til at leve med. Derfor er jeg også nødt til at fremhæve Jamie Carragher. Han fandt sig bare ikke i noget pis og kunne piske et forsvar til fuld koncentration.

Mascherano havde lidt af det samme, men selvfølgelig ikke med helt så lang en tilknytning til klubben. På sine aller beste dage har Henderson vist lidt af det samme, hvor han træder i karakter som no-bullshit kaptajn. Da han ikke gad Diego Costa mere og sendte ham et ”don’t fuck with me” blik. Jeg elsker den slags, hvor vi signalerer ”We are Liverpool – who the f*ck are you?”.

 

Endelig må jeg selvfølgelig nævne Daniel Agger. Med min baggrund som Brøndby-fan har jeg en særlig plads til ham. Jeg er sgu rent ud sagt stolt over, at en af vores drenge fra Vestegnen skiftede til Liverpool og endte med at få så flot en karriere. At blive udnævnt som viceanfører og anskuet med så enorm en respekt blandt medspillere og fans er stort. Han er ikke bare en parentes i klub-historien, men en af nyere tids største profiler og mest afholdte spillere.

 

5) Bevæger klubben sig i den rigtige retning under Klopp – hvad er dine forventninger til de kommende år?

Jeg synes overordnet, at det går fremad. Men man skal virkelig finde tålmodigheden frem, for det føles ind imellem som to skridt frem og et tilbage. Eller værre endnu: som to skridt sidelæns.

 

Det, der har frustreret mig mest igennem en længere periode, er, at vi ikke virkede til at lære af vores fejl. Både taktisk og individuelt. Det var de samme ting, der lod til at ramme os igen og igen. Det er helt velkendt for alle fans, men det drejer sig om koncentrationssvigt i forsvaret, dårlige eller manglende clearinger og at vi ikke fik forhindret indlæg, når nu vi ved at vi forsvarer dem så dårligt i feltet. Det handler også om, at vi laver helt unødvendige frispark midt på egen banehalvdel, der giver muligheden for en dødboldschance og at forsvaret tydeligvis ikke får talt nok sammen og afstemt tingene. Meget af det kan altså trænes og der synes jeg, at ansvaret peger tilbage på Klopp – og på Rodgers, selvfølgelig.

 

Jeg synes dog, at der har været fremskridt i de defensive præstationer, selvom vi ind imellem ser tilbagefald og udfald. Og jeg synes også, at vi har set en mere pragmatisk Klopp, der har skruet lidt ned for heavy metal og lidt op for en mere balanceret tilgang med flere virkemidler end ren overfaldsbold.

 

Den offensiv, vores tyske chef har sammensat er blandt de mest kreative, alsidige, tempofyldte og sprudlende jeg har set. Vi ser desværre eksempler på, at den kan tæmmes – men på de fleste dage vil det være svært for modstanderen fordi vi ikke bare har ét kreativt omdrejningspunkt men en 3-4 stykker. Og samtidig har vi mere bredde end før i offensiven.

 

Nu mangler vi ”bare” at få etableret samme styrke defensivt og i balancen på holdet. Her har jeg ikke så meget imod, at vi ser ud til at miste Can fordi Keita i stedet kommer ind. Og så håber jeg, at Klopp nu har erkendt, at bredden er nødt til at være lige så stærk defensivt som offensivt. Jeg synes stadig, at det var hamrende naivt og dum-stædigt af ham, at planen for sidste transfervindue var ”Van Dijk eller ingen ting” hvilket efterlod os med Klavan som bredde. Det var altså at gamble med hele sæsonen.

 

Men altså – forhåbentlig er det bump på vejen. Det tog også noget tid for Klopp at få Dortmund til tops og han har tydeligvis også skulle være Premier League at kende. Sidste år sled han truppen op før og igennem juleprogrammet. I år roterer han næsten for meget. Rammer han måske balancen næste år?

 

Vi virker til at have tålmodige ejere og jeg er ret sikker på, at Klopp har den rette vision og tålmodigheden til at indfri den. Og jeg elsker hans personlighed. Han virker som en chef, der gør det sjovt at møde ind på arbejde og det tror jeg faktisk ikke er nogen selvfølge i fodbold på det niveau. Jeg tror, han er garant for godt humør i truppen samtidig med, at han skaber vinderkultur.

 

Vi skal holde fast i troen på projektet – også som fans. Det skal jeg nok minde mig selv om næste gang vi smider en sikker sejr væk på den absolut mest Liverpool’ske facon.

 

3-0 er som bekendt den farligste føring!

 

---

 

Billedet: Flemming hilser på en ægte legende: The original super-sub ™ David Fairclough, der er kendt for at have frembragt et af det højeste jubelbrøl, Anfield nogen sinde har præsteret da han scorede et meget afgørende mål i Europa Cuppen mod St. Etienne. Her er han på besøg på Old Irish Pub i Odense.

Seneste nyheder

KARAKTERER: WEST HAM

KARAKTERER: WEST HAM

Januar og februar 2017 var nogle sjældent trælse måneder som Liverpool-fan efter et ellers fremragende efterår i 2016. Jeg havde frygtet, at det samme ville ske i denne omgang - især efter...

Skrevet af Christian Nordenskjold

Læs mere


BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

Endnu en sejr!    28 kampe spillet. Sæsonsejr nummer 16 i PL. 9 ‘irriterende’ uafgjorte kampe og blot 3 nederlag. Det smækker os - ihvertfald midlertidigt - direkte ind på 2....

Skrevet af Martin Busk

Læs mere


BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere