Login

RØD JUL - LÅGE #6: GLEN RIDDERSHOLM
  • Skrevet: 05 december 2017

”Jeg er lidt gammeldags og romantisk, når det kommer til Liverpool”

 

Glen Riddersholm er født den 24. april 1972 i Esbjerg. Han startede trænerkarrieren som ungdomstræner i Ikast inden han fik ansvaret for de danske U16 og U17-landshold. Fra 2011 stod han i spidsen for FC Midtjylland, som han vandt et dansk mesterskab med. Senest har han i 2016-2017 været cheftræner i AGF.

 

1) Hvornår og hvorfor blev du Liverpool-fan?


Min første oplevelse med Liverpool er som helt lille dreng i 70’erne. Der kan jeg huske “Nummer 7 - Keegan -  Liverpool”. Det står krystalklart for mig. I starten af 80’erne, der er jeg 11-12 år og bidt af fodbold. Der er det bare Liverpool, der går i hjertet på mig.

 

De her Tipslørdage… det er dem, der fascinerer mig. Der kommer nogle ikoniske kampe i 80’erne mod Everton og i FA-Cuppen – og klubben bliver mestre. Der får jeg virkelig et forhold til dem. Jeg kan godt lide deres måde at spille på, jeg elsker deres udtryk. Jeg er vild med deres fans, stemningen og alt det, der er Liverpool. Det har vokset sig større og større. På den måde har Liverpool altid været min klub.

 

Jeg følger dem, så godt jeg kan. Jeg er medlem af LFC Midtjylland, hvor der er en Facebook-gruppe, hvor man engang imellem kan komme af med sine frustrationer.  For eksempel når vi kaster en føring over styr i Champions League. På den måde følger jeg stadig med. Liverpool er en passion, man ikke lige kan slippe.

 

Det sjove er faktisk at Lars Friis, min assistenttræner, er Everton-fan. Det har vi haft meget sjovt med. Jeg kan love for, at jeg stikker til ham med den periode, Everton er inde i.

 

2) Hvad er din største oplevelse som fan?

 

Der er især tre kampe, der gør stort indtryk på mig.


Det er klart, at man ikke kan komme udenom finalen i 2005, hvor Liverpool er bagud 3-0 ved pausen men vinder på straffespark. Det er en ikonisk kamp. Også fordi det var en titel, der faldt på et tørt sted. Vi viser flaget igen på den internationale scene. Det var en stor aften. Det er svært at beskrive, for det var så vanvittig en fodboldkamp. Selv mange år efter, er det stadig svært at forstå.

 

Den anden kamp oplevede jeg live. Det var UEFA Cup-finalen mod Alavés. 5-4 i Dortmund. En vanvittig europæisk finale, hvor jeg fik lov til at være der. Jeg så en ældre mand, en gammel Liverpool-fan, og der kunne jeg se, at den titel virkelig faldt på tørt sted. At se de her mennesker, som kommer fra Liverpool, og se deres begejstring og glæde. Det var en meget, meget stor oplevelse.

 

Tredje og sidste kamp jeg vil nævne, var i 1986, hvor vi vandt 3-1 mod Everton i FA Cup-finalen. Netop den rivalisering, og de kampe, der blev spillet, var fantastiske. Den kamp og den finale på Wembley var dér, hvor det med Liverpool for alvor begyndte at rodfæste sig i mig.

 

3) Hvad er den værste?

 

Det er to oplevelser for mig. Den ene er i 1989, hvor vi tabte mesterskabet til Arsenal og Michael Thomas i overtiden. Det var en mavepuster af de allerstørste.

 

Selvom det heller ikke var sjovt i sæsonen med Benitez 08/09, hvor vi bare manglede den sidste kvalitet, så er det klart, at vi finder den anden kamp i sæsonen 13/14 under Brendan Rodgers. Dér, hvor Liverpool møder Chelsea, og hvor Gerrard mister bolden til Demba Ba, der løber ned og scorer. Det var frygteligt. Det var et antiklimaks af de helt store efter en ellers fremragende sæson.

 

4) Hvem er din ”all-time” favorit-spiller?

 

Det har jeg tænkt rigtig meget over. Det er jo helt vildt, hvor mange der er at vælge mellem. Bare i nyere tid. Jeg synes Torres var fantastisk, Suarez var fantastisk, Gerrard var fantastisk. Der har været så mange dygtige spillere.


Du kan også tage Kevin Keegan eller Dalglish, men der er bare én spiller, der har sat sig i mig – jeg elskede ham. Og det er Ian Rush. Han er bare legenden for mig. Han var ikke kun en ”fox in the box”. Han kunne løbe en spurt tilbage og lave en tackling - dét var ”The Liverpool Way”. Han ofrede for sig for emblemet og klubben… der dér passion. Jeg kan huske, da Carragher løber ned til fansene efter en sejr på Goodison og banker sig på brystet. Den der passion for klubben – den er der ikke mange, der har.

 

Det kan godt være, jeg er lidt gammeldags og romantisk, når det kommer til tilhørsforholdet til Liverpool. For mig, så er det altså Ian Rush, også selvom det er lidt skammeligt at skulle vælge én ud.

 

5) Bevæger klubben sig i den rigtige retning under Klopp – hvad er dine forventninger til de kommende år?

 

Her er jeg nødt til både at tage min passion og min trænerfaglighed med i spil, når jeg skal vurdere det.

 

Jeg er tilhænger af, at Liverpool går strategivejen. At man ikke lader sig fange af dårlige perioder, der gør at man træffer dårlige beslutninger, som koster for meget på strateginiveau. Det arbejde, Klopp udfører, omfatter både noget, man kan se, og strategiske tiltag på de indre linjer. Jeg synes, han er i gang med at bygge en klub, som er up-to-date blandt de allerstørste, hvor Liverpool har investeret i eksempelvis videnskab og data. Dér synes jeg, Klopp har løftet niveauet for Liverpool.

 

Jeg ved, at problemet er, at Liverpool ikke kan tiltrække de allerstørste stjerner. Det betyder, at klubben altid vil være – og det er sagt i anførselstegn – i proces og i udvikling. Det er også derfor, at det glippede med det mesterskab i 2014, der gør så ondt på os. Der kunne vi have vist troværdighed og at vi var et bæredygtigt projekt. Det er det, vi lider under – for det kunne have løftet os helt op for alvor. Men det leder mig hen til, at klubben stadig investerer vanvittigt mange penge. Jeg er absolut pro-Klopp. Det er det eneste rigtige. Han har en passion, en dedikation og en karakter, der passer godt til Liverpool-ånden. En passioneret leder, der vil gå gennem ild og vand for sin klub.


Hvis jeg skal bringe lidt malurt i bægeret – uden at det skal lyde som om at jeg ikke støtter op om Projekt Klopp, for det har min fulde tillid – så irriterer det mig, at vi render rundt med et helt umuligt midterforsvar og en helt umulig målmand. Jeg er selv tilhænger af, at man skal have et stærkt fundament – en stærk, stabil defensiv, for at vinde trofæer. Det er bare et af de absolut vigtigste parametre, du skal leve op til, hvis du på nogen måde skal gøre dig forhåbning om at spille med om titlen. Den måde vi dækker op på, kvaliteten på de midterforsvarere vi har, og kvaliteten på de målmænd vi har... Over 38 kampe er det bare ikke på højt nok niveau. Og så irriterer det mig helt vildt, at vi forsvarer så katastrofalt dårligt på standardsituationer.

 

Men jeg er meget fortrøstningsfuld omkring klubben, hvis man holder fast i Klopp og følger strategien for filosofi og spillestil. Det er vejen for Liverpool. Vi kan ikke springe over hvor gærdet er lavest, vi kan ikke købe os til det. Vi er nødt til at udvikle os og arbejde for det på strateginiveau. Jeg tror på det.

 

6) Bonus-spørgsmål: Hvor ender Liverpool i tabellen i denne sæson?

 

Jeg tror vi bliver nummer fem eller seks. Det er simpelthen fordi vi er for sårbare, også overfor skader. Vi har ikke bredde og kvalitet nok på visse positioner til en liga som Premier League. Der er nogle klubber, vi konkurrerer med, som bare er stærkere i øjeblikket.

 

 

Foto: Trine Niebuhr, www.vildmedfoto.dk.

Seneste nyheder

KARAKTERER: WEST HAM

KARAKTERER: WEST HAM

Januar og februar 2017 var nogle sjældent trælse måneder som Liverpool-fan efter et ellers fremragende efterår i 2016. Jeg havde frygtet, at det samme ville ske i denne omgang - især efter...

Skrevet af Christian Nordenskjold

Læs mere


BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

Endnu en sejr!    28 kampe spillet. Sæsonsejr nummer 16 i PL. 9 ‘irriterende’ uafgjorte kampe og blot 3 nederlag. Det smækker os - ihvertfald midlertidigt - direkte ind på 2....

Skrevet af Martin Busk

Læs mere


BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere