Login

RØD JUL - LÅGE #8: ANDREAS BRØNS RIISE
  • Skrevet: 07 december 2017

”Steven Gerrard: Når den mand fik ild i øjnene … nøj, hvor jeg elskede det”.

 

Andreas Brøns Riise er chefredaktør på LFC Denmark Family.

 

1) Hvornår og hvorfor blev du Liverpool-fan?

Jeg kan den nøjagtige dato: Den 5. oktober 1993.

 

90’erne var generelt et råddent årti. Den Kolde Krig var slut, og det fejrede vi ved at lave den mest humorforladte musik i verdenshistorien og gå i virkelig grimt tøj. Her i starten af årtiet så det heller ikke ud til, at skulle blive et godt et af slagsen for 70’erne og 80’ernes storhold i engelsk og europæisk fodbold, Liverpool.

 

Mesterskabet kom i hus i 89/90, en hæderlig andenplads blev hentet året efter, men 91/92 bød på det værste resultat siden 1964/65: En utænkelig og katastrofal 6. plads, som blev gentaget året efter i den første sæson af udbryderligaen Premier League. Der blæste nye vinde over engelsk fodbold, og Liverpool syntes efterladt på perronen.

 

Alt dette var jeg løseligt klar over, da jeg en tirsdag som 11-årig i oktober 1993 kom hjem fra skole og tændte for Coca Cola Cup-returopgøret mellem The Reds og Fulham. Men skal jeg være helt ærlig, var jeg på det tidspunkt som regel Demitreo Albertini fra AC Milan eller Glasgow Rangers-bomberen Ally McCoist, når der blev spillet fodbold i skolegården på Jersie Skole.

 

Dagen efter, og resten af min skoletid, var jeg Robbie Fowler. Liverpool havde tabt alle fire ligakampe i september uden at score et mål, og i et desperat forsøg på at vende lykken, smed de en 18-årig ”local lad” i kamp i den lille pokalturnering, og resultatet står den dag prentet ind i min erindring: Liverpool vendte fire nederlag i september til en oktober som ubesejret.

 

Fowlers rolle? Et enkelt mål i debuten mod Fulham, der endte 3-1 til Liverpool, og så alle fem mål (!) i 5-0 returopgøret. Herefter et mål i en 2-1 sejr i ligaen over Oldham og det første ligahattrick 14 dage senere mod Southampton. Jeg var solgt, og han blev min første Liverpool-helt. Ret hurtigt spredte kærligheden sig til Rob Jones, Steve McManaman, Jamie Redknapp og Dominic Matteo.

 

John Barnes og Ian Rush var så småt på vej ind i karrierens efterår, og der var brug for luftforandring. De her unge drenge var fremtiden. Det var dem, der skulle bringe Liverpool ind i Premier League-æraen og ud af 70’er- og 80’er-holdenes skygge.

 

Selv om jeg den dag i dag godt kan se, at netop Spice Boys-generationens eskapader og håbløse uprofessionalisme var en stor del af grunden til, at 90’erne blev en meget mørk tid at være Liverpool-fan i – og ingen var mere træningssky og fadølselskende end Robbie Fowler - så var det dem, der tændte ilden.


2) Hvad er din største oplevelse som fan?

Fowlers fem mål mod Fulham er en kandidat. Hans hattrick på 276 sekunder mod Arsenal på anden spilledag af 94/95-sæsonen ligeså. Det første trofæ vundet i min tid som fan – League Cup i 1995 – fejrede jeg i dagevis. Det er dog et helt andet trofæ, vi skal have fat i. Selvfølgelig er det det.

 

I 2004 valgte jeg helt forkert, da jeg skulle vælge studie. Efter et år på medicinstudiet i Odense gik turen derfor retur til Naurbjerg, hvor jeg boede hos mine forældre et halvt år, mens jeg arbejdede som lærervikar, inden jeg efter sommerferien skulle starte på RUC. Derfor sad jeg en maj-aften i 2005 helt alene og grædefærdig på de gamles gæsteværelse langt ude på landet og stirrede vantro på skærmen efter 45 minutter spillet i Istanbul.

 

Jaja, Milan var et bedre hold, men det her var for meget. At tabe er én ting – noget helt andet var den røvfuld, vi var løbet ind i, og som slet ikke nødvendigvis var slut endnu. Jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle vende det.

 

Men det kunne andre heldigvis – og med andre mener jeg naturligvis Steven Gerrard. Resten af kampen er historie, og historisk var også den glæde, jeg sad der midt i landsbygrøden mellem Køge og Roskilde uden at kunne dele med nogen. Det var før Facebook, og jeg kendte i øvrigt stort set ikke andre Liverpool-fans.

 

Jeg mærkede for første gang for alvor, hvad en fodboldkamp spillet tusindvis af kilometer væk kunne betyde. Der var så meget energi inde i mig, jeg ikke kunne komme af med, at jeg troede, jeg ville eksplodere. Jeg husker følelsen af ikke at kunne være i sig selv. Af at rende rundt på en mark midt om natten i en Liverpool-trøje. Af at starte CM 04/05-spil og lukke dem igen med det samme. Af ikke at få lukket et øje den nat, hvorfor arbejdsdagen dagen efter føltes både utrolig lang og helt ufattelig kort.

 

3) Hvad er den værste?

Det er nærliggende at sige nederlaget til Chelsea og det tabte mesterskab i 2013/14, men når røgen havde lagt sig, så var den sæson alligevel i bund og grund en positiv oplevelse. Jeg vil i stedet hoppe et år frem i tiden.

 

Hele min tilværelse som Liverpool-fan har fulgt et velkendt mønster: Der bygges op, der rammes en andenplads som i 2001/02, 2008/09 eller 2013/14, som burde være springbræt til, at The Reds endelig igen kan etablere sig i toppen af den bedste engelske række. Så agerer man helt håbløst på transfermarkedet, ender på en 5.-7. plads året efter, holdet falder fra hinanden, manageren skiftes ud, og genopbygningsprocessen starter forfra.

 

Med ansættelsen af Roy Hodgson som en stærk andenplads, så var Steven Gerrards farvel med et nederlag på 1-6 til Stoke, der samtidig cementerede en 6.plads, det absolutte lavpunkt i min tid som Liverpool-fan. En skærende kontrast til jubelsæsonen året før med Suarez, Sturridge og Gerrard som de altoverskyggende profiler. Aldrig har jeg følt, at forløsningen var længere væk. Aldrig har jeg kigget på en Liverpool-trup og set så få profiler og så mange gennemsigtige personligheder.

 

4) Hvem er din ”all-time” favorit-spiller?

Her kunne man måske forvente, at jeg ville svare Robbie Fowler. Men nej. Der er ingen over eller ved siden af Steven Gerrard. Mens God og resten af Spice Boys-slænget kunne imponere en 11-13-årig med glimtvis klasse, fandenivoldskhed og provo-attitude, så kunne Steven Gerrard også overbevise en noget mere fodboldkyndig og mindre letpåvirkelig mand om, at han teknisk, fysisk og mentalt var et unikum.

 

Robbie Fowler vil altid have en stor plads i mit hjerte, men hans tid i Liverpool sluttede med en ærgerlig bismag af med disciplinære problemer, primitiv homofobisk ”epic lul banter” mod Greame Le Saux og mere fast food end hurtige fødder. I skarp kontrast står Steven Gerrard, der sammen med Jamie Carragher og Michael Owen stod i spidsen for den næste revolution bygget på unge spillere i min tid som fan. De var af en helt anden støbning end Spice Boys.

 

Jeg har til tider været efter Gerrard for ikke at være den skarpeste kniv i skuffen rent taktisk, men resten af pakken var komplet – både hvad angår tekniske evner, power, professionalisme, lederskab og loyalitet. At være i stand til at holde et så højt og konstant niveau i så mange år, mens Liverpool gennemgik genopbygningsfase på genopbygningsfase, er imponerende. Når den mand fik ild i øjnene … nøj, hvor jeg elskede det.

 

5) Bevæger klubben sig i den rigtige retning under Jürgen Klopp?

Jeg har ofte sagt det, og da jeg ikke er kendt for at have et problem med at gentage mig selv, siger jeg det gerne igen: Liverpool FC har været kørt rigtig skidt i 25 år. Man troede, at historien gav en gudsgiven ret til at spille med om mesterskabet, og derfor kom man ikke på det moderne fodboldtog, da det kom buldrende forbi.

 

Og når problemerne har varet så længe, så findes der ikke ’quick fixes’ – måske bortset fra olierigmanden som ny ejer, og der har jeg for længst gransket min fodboldromantiske sjæl og kommet frem til et ”nej tak”.

 

Det bliver et langt, sejt træk, og der ser jeg Jürgen Klopp og den fodbold, vi spiller under ham, som et skridt i den rigtige retning. Vi skal spille offensivt, henrykkende, genoplive og høste Anfields energi og vigtigere endnu: Skabe en vinderkultur igen. Det sidste er meget lettere sagt end gjort.

 

Jeg synes, at tålmodigheden med visse spillere har været alt for lang. Jeg er stor fan af at udvikle spillere, men en god håndfuld har for længst bevist, at niveauet bare ikke er der. Jeg er langt fra overbevist om FSG’s sportslige ledelse af klubben – i modsætning til deres meget kompetente ledelse af klubbens finanser.

 

Alt i alt er jeg dog positiv. (Offensiv)profilerne er større nu, end de har været i mange år, økonomien er i gode hænder, fodbolden er herligt ambitiøs, manageren er stor nok til klubben. Sæt tempoet på den gradvise udfasning af ikke-helt-gode-nok-spillere i truppen en tand i vejret – så kan jeg sagtens se det blive rigtig godt.

 

Up the Reds!

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere