Login

TOP 10: ANFIELDS BEDSTE EUROPEAN NIGHTS
  • Skrevet: 23 august 2017

Sommerfuglene er begyndt at røre på sig helt nede i det nederste af maven og nerverne har ligeledes gjort deres indtog. Liverpool vender efter et år uden europæisk fodbold i aften tilbage til den helt store scene, når Champions League-hymnen igen vil gjalde udover højtalerne på Anfield. I den anledning har undertegnede kigget nærmere på magien der er over Anfield på aftener som disse ved at kigge tilbage på de største European Nights som vores legendariske stadion har været vært for gennem tiden. 

 

10. LIVERPOOL 1-0 FC BARCELONA (2001) - UEFA CUP, SEMIFINALE, 2. KAMP

Liverpool havde spillet første kamp uafgjort med 0-0 på Camp Nou og Barcelonas unge og super talentfulde drenge fra La Masia, Puyol, Luis Enrique og co. havde givet The Reds kamp til stregen. Hen mod slutningen af første halvleg i returkampen formåede Patrick Kluivert dog noget klodset at sætte hånden på et Liverpool-hjørnespark i eget felt, hvilket udløste straffespark til hjemmeholdet. Gary McAllister omsatte sikkert bag Pepe Reina i målet og scorede kampens eneste mål i en tæt affære - noget der betød, at Liverpool skulle en tur til Dortmund i finalen for at møde Alaves.

 

 

9. LIVERPOOL 3-0 VILLARREAL (2016) - EUROPA LEAGUE, SEMIFINALE, 2. KAMP

Endnu en europæisk semifinale, dog 15 år frem i tiden. Liverpool havde ryggen mod muren, da Jürgen Klopp og co. trådte ind på Anfield til returkampen en uge efter man havde set et fint udgangspunkt blive ødelagt et minut inde i dommerens tillægstid i Spanien. Her havde man nemlig indkasseret et dumt mål i de døende minutter, hvilket betød at de gulklædte Villarreal-spillere havde en 1-0-føring med til Anfield. 

 

 

Den føring var dog langt fra nok på en aften, hvor Anfield levede op til sit velkendte renomé. Spanierne var blæst bagover fra første sekund og blev nærmest suget ind i presset fra vores legendariske hjemmebane. Liverpool var her, der og alle vegne, hvilket resulterede i et hurtigt mål (selvmål), hvorefter Daniel Sturridge og Adam Lallana efter pausen afgjorde sagerne for Liverpool og med 3-1 samlet sendte os i finalen i Basel. 

 

8. LIVERPOOL 3-0 AUXERRE (1991) - UEFA CUP, 2. RUNDE, 2. KAMP

Liverpool var netop kommet igennem klubbens europæiske karantæne og var returneret under manager Graeme Souness. Holdet var en sjov blanding af spændende unge spillere, gamle klublegender og fejlcastede signings. Det var måske den lidt mærkværdige blanding, der var årsag til, at holdet i første opgør havde fået ørerne i maskinen i Frankrig og tabt med 2-0. Ikke desto mindre var det i hvert fald et helt andet Liverpool-mandskab, der mødte op til returkampen hjemme på Anfield. 

 

 

Jan Mølby var første mand på måltavlen, da han i første halvleg omsatte et straffespark til føring og samlet reducering, før Mike Marsh - der senere hen har været tilknyttet truppen som first team coach - udbyggede føringen og udlignede de samlede cifre. I anden halvleg var Anfield på kogepunktet og dette kulminerede, da Mark Walters gjorde det til slutresultatet 3-0 (3-2 samlet) og sendte Liverpool videre til 3. runde. 

 

7. LIVERPOOL 1-0 CHELSEA (2007) - CHAMPIONS LEAGUE, SEMIFINALE, 2. KAMP

Nu vi er ved alt det her med comebacks, så lad os da hive endnu et op af hatten (bare rolig, jeg kan garantere det ikke bliver det sidste på denne liste!). Liverpool havde mange tætte og nervepirrende opgør mod Chelsea tilbage i 00'erne. Et af disse var i 2007, hvor The Reds havde tabt med 1-0 på Stamford Bridge og herefter skulle forsøge at vende opgøret i returen hjemme på Anfield.

Præcis som i kampen mod Auxerre var det en dansker, der skulle blive hovedperson. Daniel Agger dukkede nemlig op for enden af en smart, veludført frisparkskombination midt i første halvleg og passerede Petr Cech fra 20-25 meter og sendte Anfield i ekstase. Herefter fulgte ca. 100 hæsblæsende minutter, før dommeren efter forlænget spilletid sendte de to hold i straffesparkskonkurrence ned mod gæsternes fans. Her blev Pepe Reina den helt store Liverpool-helt, da han reddede forsøgene fra Arjen Robben og Geremi. Da Liverpool samtidig omsatte 4 ud af 4 spark, kunne man endnu engang bryde ud i jubel og forberede sig på den anden Champions League-finale på bare tre år. 

 

 

6. LIVERPOOL 4-0 REAL MADRID (2009) - CHAMPIONS LEAGUE, 1/8-FINALE, 2. KAMP

Fra de mere nervepirrende og neglebidende opgør, til en sand magtdemonstration af et Liverpool-mandskab, der for alvor var blandt de bedste hold i Europa i 00'erne under Rafa Benitez. I 2009 blev Liverpool blot bedre og bedre og dette blev manifesteret, da man mødte Real Madrid i den største europæiske klubturnering. The Reds havde sejret med 0-1 på Bernabeu i en tæt dyst, hvor Yossi Benayouns mål med få minutter igen på uret, havde givet drengene et fordelagtigt udgangspunkt før den store returkamp på Anfield. 

 

Her leverede Liverpool en af de mest overbevisende præstationer i mands minde og udraderede den spanske kongeklub med 4-0 i en kamp, der kunne være endt med langt større cifre. Liverpool sad på spillet og chancerne, alt imens Anfields elektriske stemning blot lod til at have en lammende effekt på den spanske klubs superstjerner. Mål fra Fernando Torres, Steven Gerrard (2) og Andrea Dossena sendte Liverpool i kvartfinalen med imponerende 5-0 sammenlagt. 

 

 

5. LIVERPOOL 2-1 JUVENTUS (2005) - CHAMPIONS LEAGUE, KVARTFINALE, 1. KAMP

Som den eneste "1st leg fixture" på listen finder vi sejren over Juventus på vejen mod Istanbul i 2005. Her var kampen mod italienerne blot et kapitel i en fantastisk fortælling, men det var også første gang de to klubber tørnede sammen i europæisk sammenhæng efter den forfærdelige tragedie på Heysel i 1985 - 20 år forinden. Derfor var der leveret en fremragende kulisse og en flot mosaik fra hjemmeholdets fans som dannede teksten "Amicizia", som betyder "venskab" på italiensk.

 

Den berømte mosaik fra The Kop set fra Anfield Road End, som blandt andet husede Juventus-fansene. 

 

Udover det smukke touch og en meget medrivende og følelsesladet udgave af You'll Never Walk Alone inden kampen, var der også lagt op til en stor udfordring for The Reds, der stod overfor spillere som Pavel Nedved, Fabio Cannavaro, Zlatan Ibrahimovic og Gigi Buffon. Liverpool kom dog ud med fyr og flamme, båret af hjemmepublikummet og bragte sig foran med 1-0 i kampens indledning, takket være et mål af Sami Hyypiä. Luis Garcia udbyggede med en fantastisk flugter, der sejlede ind langt udefra og på trods af en reducering fra italienerne, formåede The Reds at forsvare en 0-0 hjem i returkampen og avancere til semifinalen.

 

 

4. LIVERPOOL 3-1 OLYMPIACOS (2004) - CHAMPIONS LEAGUE, GRUPPESPILLET, 6. RUNDE

Ligesom Juventus-kampen skillede sig ud ved at være eneste 1st leg fixture på listen, så skiller Olympiacos sig også ud. Kampen er nemlig den eneste, der er taget med fra gruppespillet i Champions League. Kampen bliver dog husket tilbage på, som en af de største aftener i klubbens historie på den internationale scene. Liverpool skulle vinde opgøret med minimum to mål for at gå videre fra gruppen, som udover grækerne også indeholdte AS Monaco og Deportivo La Coruna. Det hele så dog rigtig skidt ud, da den brasilianske legende Rivaldo bankede et frispark i nettet ned mod The Kop til sidst i første halvleg. 

 

Det lignede en punktering, men der skete åbenbart noget nede i omklædningsrummet i pausen (Benitez and those team talks...) og så skal jeg da ellers lige love for, at der blev tændt op i Liverpool. De knap så profilerede angribere, Neil Mellor og Florent Sinama-Pongolle tændte håb på Anfield med deres scoringer, hvilket gjorde at Liverpool blot manglede en enkelt pind. Efter målene døde presset dog lidt ud, selvom volumen fra Anfield forblev i den høje ende. Det resulterede i, at Liverpool genfandt kræfter til et sidste pres og i kampens døende minutter. Her faldt bolden ned til en fremstormende Steven Gerrard, der kanonerede bolden netmaskerne ned mod The Kop, hvorefter han løb ud og blev opslugt blandt fansene på endetribunen. Liverpool vandt 3-1 og bookede billet til knockout-kampene i foråret. 

 

 

3. LIVERPOOL 1-0 CHELSEA (2005) - CHAMPIONS LEAGUE, SEMIFINALE, 2. KAMP

Den største europæiske aften i 2004/05-sæsonen blev dog semifinalen mod Chelsea, hvor Anfield nåede højder, det aldrig er oplevet lignende i nyere tid. Atmosfæren var simpelthen breathtaking og hvad der foregik den aften, er ikke helt til at forklare. Liverpool havde fået 0-0 med fra Stamford Bridge, men allerede efter fem minutter skete der en meget kontroversiel episode. Milan Baros kom alene igennem ned mod Petr Cech, som nedlagde ham. Dommerens fløjte forblev tavs, Luis Garcia opsnappede, afsluttede, bolden blev blokeret af John Terry, men fortsatte mod mål. Inde på stregen stod William Gallas og clearede - men for sent! Bolden blev dømt inde, på trods af, at det var meget svært efterfølgende at konkludere om hele bolden var inde. 

 

De efterfølgende 91 minutter bød på et langt, konstant Chelsea-pres ned mod Liverpool-målet, som var beskyttet af Anfields fremragende støtte til drengene fra første til sidste sekund. Især i sidste sekund var dette vigtigt, da bolden tilfaldt en helt fri Eidur Gudjohnsson, der dog heldigvis havde indstillet sigtekornet med 10 centimeters for dårlig præcision. Liverpool sejrede samlet 1-0 og avancerede til den legendariske finale i Istanbul.

 

 

2. LIVERPOOL 3-1 ST. ETIENNE (1977) - EUROPEAN CUP, KVARTFINALE, 2. KAMP

Den legendariske European Cup-kvartfinale, som huskes som en af de første rigtig store aftener hjemme på Anfield i europæisk sammenhæng under Bob Paisley. Tiden var en helt anden og kravene til sikkerhed ligeså. Det betød, at omkring 32.000 tilskuere var at finde på The Kop den aften. Til sammenligning med i dag, er der ca. 12.800, når vores legendariske endetribune er fyldt. Det massive fremmøde gjorde at man stod så tæt, at flere ikke rørte jorden på The Kop, men blot var båret op mellem medfans. Helt utroligt, men også noget der var med til at bidrage til en af de mest imponerende lydkulisser nogensinde på Anfield. 

 

Anfield i imponerende stil bærer holdet frem i de døende sekunder af opgøret. Fantastisk! 

 

Liverpool havde tabt første opgør i Frankrig med 1-0, men i returen satte Liverpool sig på opgøret fra første fløjt. Et mål efter blot 2 minutter af legendariske Kevin Keegan satte The Reds igang. Efter en udligning på straffespark, som sendte franskmændene i førersædet, scorede først Ray Kennedy efter en time og til sidst kom "super sub" David Fairclough ind med 6 minutter tilbage på uret og cementerede forløsning på et i forvejen elektrisk Anfield. Liverpool avancerede til semifinalen og gik i øvrigt hele vejen i 1977 og sikrede sig den første af fem hidtidige triumfer i turneringen. 

 

 

1. LIVERPOOL 4-3 DORTMUND - EUROPA LEAGUE, KVARTFINALE, 2. KAMP

Vi kommer simpelthen ikke udenom den. Den største European Night på Anfield nogensinde, må være opgøret mod Dortmund i 2016. Jürgen Klopp og drengene stod overfor en velsmurt Dortmund-maskine, som Klopp selv i årene forinden havde bygget fundamentet i Dortmund og været med til at gøre dem til hvad de var - nemlig en solid europæisk klub, der var blevet gjort til storfavoritter i turneringen af bookmakerne. Liverpool havde dog med hiv og sving fået et flot 1-1-resultat med hjem fra Signal Iduna Park, men var tydeligvis ikke klar på hvad der ventede dem hjemme på Anfield...

 

Liverpool var nemlig allerede nede med 0-2 efter blot 8 minutter, da både Henrikh Mkhitaryan og Pierre-Emerick Aubameyang havde garnet og givet hjemmeholdet en gedigen mavepuster. The Reds kom aldrig igang i første halvleg og måtte gå til pause nede med 0-2 (1-3 samlet) og med en mission der hed, at skulle score 3 mål i anden halvleg. Det startede da også lovende, ja faktisk rigtig lovende. Liverpool angreb ned mod The Kop og da Divock Origi blev sendt igennem af en stærkt spillende Emre Can og reducerede til 1-2, begyndte det for alvor at lugte af gamle dage og eventyr på Anfield. Det gjorde det dog ikke i mere end små 15 minutter, før Marco Reus med lige godt en time spillet, på sikreste vis passerede Mignolet i målet efter en sublim pasning fra Mats Hummels. Det lignede i den grad "game over", men er der noget man aldrig skal gøre, så er det at afskrive Liverpool FC. 

 

Coutinho, kanten af feltet, skruet afslutning - 2-3, Anfield vågnede på ny. 

Hjørnespark, Sturridge lader bolden gå, Sakho! 3-3!

 

Liverpool var tilbage i opgøret med små 15 minutter tilbage på uret - Dortmund virkede rystede. Sporadiske chancer til Lovren og forsøg ude fra gjorde dog, at det lignede, at det måtte forblive ved lige ved og næsten for de røde, men dybt inde i dommerens tillægstid får James Milner frispark på midten ude mod sidelinien. Alle mand stormer fremad, for blot at se Milner spille bolden langs jorden til Sturridge ude ved hjørneflaget. Englænderen laver et par finter og finder så Milner igen, der har taget et løb mod baglinien, et akavet træk senere og Milner får skovlet bolden mod bageste stolpe. Dejan Lovren kommer højest af alle. Tiden står stille.

 

Kroaten header bolden i netmaskerne! 4-3 til Liverpool!!!

 

Det er det største comeback undertegnede har været vidne til siden den legendariske aften i Istanbul og en cementering af, at der er store ting i vente på den europæiske scene under Jürgen Klopp. 

 

 

BOBLERE

Udover ovennævnte kunne man nævne og fremhæve en lang række andre European Nights på Anfield. Kvartfinalen mellem Liverpool og Arsenal i 2008 kan nævnes, det samme kan eventyrlige sejre i forskellige tider i vores historie mod Inter Milan (1965 og 2008). Den eneste europæiske dyst til dato mod ærkerivalerne fra Manchester United kunne også være med på listen, mens den overraskende sejr over Club Brügge - med tre scoringer på 6 minutter (lyder det bekendt?) - også kunne have været med. Til sidst også en 'honorouble mention' til rekordsejren over Besiktas på hele 8-0 i gruppespillet i 2007.

Seneste nyheder

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere



KARAKTERER: VS. SAINTS

KARAKTERER: VS. SAINTS

Af Frederik Fonnesbech-Wulff   ”That’s how an away game should be”.   Sådan sagde vores allesammens yndlings-Gaffer - Jürgen Klopp i post-match-pressekonferencen efter...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere