2. Kimen blev lagt i Rom



I foråret 1984 nød Liverpool enorm succes. Den hjemlige ligatitel var sikret, og i begyndelsen af året, havde Liverpool-manager Joe Fagan og hans tropper sikret sig Liga Cup-trofæet. 
Nu ventede endnu en europæisk finale på Stadio Olimpico. Stedet hvor klubben sikrede sig sin første European Cup tilbage i 1977. Modstanderen var A.S. Roma, og de må siges at have haft en massiv hjemmebanefordel eftersom at de spillede alle deres hjemmekampe på netop dét stadion. Liverpools holdkort bød på adskillige Liverpool-legender såsom Hansen, Dalglish, Souness og Rush. Flere taler ligefrem om, at det var et af bedste Liverpool-mandskaber klubben nogensinde har set.

Vejen til finalen i Rom blev brolagt med sejre over Odense Boldklub, Athletic Bilbao, Benfica og Dinamo Bukarest. En finalesejr ville betyde, at Liverpool kunne sikre sig sin fjerde European Cup på bare 7 år. 

A.S. Romas vej til finalen er straks en helt anden historie. Den blev nemlig ikke bare brolagt med sejre, men også med et helt igennem skandaløst semifinale-opgør mod Dundee United. Første opgør bød på en flot 2-0-sejr til skotterne, mens returopgøret blev plaget af uhørt opførsel fra både italienske medier og A.S. Roma-spillerne. Den italienske hovedstadsklub sikrede sig en 3-0-sejr og kunne dermed booke en billet til en europæisk finale på eget græs. Senere viste det sig, at Roma havde forsøgt at bestikke kampens dommer med 50.000 £ (svarende til 150.000 £ i dag), og Roma-spillerne angreb Dundee-manager Jim McLean fysisk og verbalt efter deres avancement til finalen. En rent ud sagt skammelig opførsel. Noget som deres fanskare også praktiserede efter selve finalen.

Dagene op til finalen mellem A.S. Roma og Liverpool F.C. havde været glimrende for både italienerne, såvel som de ankomne Liverpool-fans. Rom sitrede af både begejstring og forventning. Scouserne viste sig primært fra deres bedste side, og historierne gik på, at de tørstige fans tømte store dele af hovedstaden for øl indenfor ganske kort tid. Selvom der ikke havde været styr på billetsalg med mere, noget der skulle vise sig at gentage sig året efter, var den generelle stemning udemærket.

Men under overfladen ulmede nervøsiteten. Fodboldvolden var et reelt problem mange steder i Europa, og i særdeleshed englændernes ry og rygte var kommet dem i forkøbet. De engelske klubber der drog på away rundt omkring i Europa efterlod sig et spor af uro og vold. Ville hooliganismen vise sit grimme ansigt, og ødelægge en af fodboldens største begivenheder i bedste sendetid? Fra begge lejre blev der appelleret til fangrupperingerne. 
Det stod klart, at UEFA ville slå hårdt ned på eventuelle uroligheder, og at det kunne medføre karantæner og lignende.

Liverpools direktør Peter Robinson var nærmest profetisk, da han understregede situationens alvor:

 

“UEFA have made it clear they are determined to stamp out hooliganism at football matches. If things went wrong we could find Liverpool winning the European Cup yet banned from playing in it again next season. It’s as serious as that.”

 

Omend stemningen på Stadio Olimpico var hektisk, blev det aldrig værre end det.
Alan Kennedy sikrede Liverpool titlen og tusindvis af glade fans kunne fejre endnu et europæisk trofæ. 

 

Nyhedsindslag om Europa Cup-finalen i Rom


De glade scener fra stadion blev dog markant anderledes ude foran Stadio Olimpico. Ved busparkeringen stod store grupper af Roma-fans klar. De var forbitrede og vrede over finalenederlaget i egen hule, og det gik ud over de glade Liverpool-fans, der var på vej hen til deres busser, for at blive kørt væk fra stadion. Liverpool-fansene blev overdynget med skældsord, sten og flasker. En Liverpool-fan blev stukket ned med en foldekniv, som på ganske mirakuløs vis ikke ramte ham i hjertet. Imens lå hans forslåede søn på jorden og kunne se på, mens italienske ambulancefolk reddede hans far fra at dø.

Øjenvidneberetninger fortæller om, hvordan forslåede og blødende Liverpool-fans humpede ind i busserne efter Roma-fansenes overfald, og om hvordan langt størstedelen af Liverpools fans søgte væk fra urolighederne. Men ved en af broerne over floden Tiber blev det nok for en lille gruppe Liverpool-fans som tog kampen op mod den store skare af aggressive Roma-fans, hvilket gjorde broen til en mindre kampplads.

I dagene efter var de italienske medier fulde af fordømmelse og vrede over de skandaløse scener. UEFA var også utilfredse, og mente at A.S. Roma slet ikke havde været deres ansvar voksent, men konsekvenser såvel som karantæner udeblev.


Tiden gik og blot et år efter var Liverpool således igen i en europæisk finale, og igen var det en italiensk modstander der ventede. Denne gang Juventus. Og denne gang havde Liverpool-fansene medbragt minderne om deres fejring af en finalesejr, der blev ødelagt af italienske hooligans et år forinden. For nogen en kærkommen mulighed for at tryne italienerne på banen, for andre en mulighed for at hævne uroen året forinden. Kimen til Heysel-tragedien blev altså lagt i Rom.