4. Efterspillet


Dagen efter finalen stod det klart, at moderne europæisk fodbold aldrig blev det samme igen. UEFA-observatør Gunter Schneider var klar i spyttet. Det var Liverpools fans der ene og alene var ansvarlige for, at ulykken fandt sted. Den udlægning fik dog en række nuancer, da den højt ansete belgiske dommer Marina Coppetiers fremlagde sin undersøgelse af Heysel-tragedien 18 måneder efter tragedien. Den konkluderede, at ikke bare fans, men også belgisk politi og de ansvarlige myndigheder stod til ansvar for at katastrofen kunne finde sted. Noget der også fik konsekvenser for de ansvarlige. 

Hjemme i England var reaktionerne voldsomme, og især fra politisk hold var fordømmelsen stor. Margaret Thatchers konservative regering var meget optagede af at stoppe fodboldvolden, og så hooliganisme som så alvorlig en trussel, at der blev oprettet særlige enheder under politiet til at varetage problemet.  Så det gav sig selv, at da Heysel-tragedien indtraf var der ingen tvivl om, hvad Downing Street 10 mente at konsekvensen måtte være. Premierminister Thatcher krævede at det engelske fodboldforbund (FA) trak alle engelske hold fra de europæiske turneringer omgående. Og således gik det til, at FA-formanden Bert Millichip kunne fortælle offentligheden, at man fra det nationale forbunds side havde valgt at trække alle engelske hold fra europæisk fodbold i på ubestemt tid, som en konsekvens af tragedien på Stade du Heysel. Noget der blev annonceret ude foran Downing Street 10.

Få dage efter tragedien fulgte UEFA trop og udelukkede alle engelske hold fra at deltage i europæiske turneringer på ubestemt tid. Liverpool fik specifikt lagt 3 år oveni den generelle udelukkelse. Noget der senere blev reduceret til et enkelt år oveni. Senere blev udelukkelsen fastsat til at gælde i 5 år for alle engelske hold, mens det blev til 6 år uden europæisk fodbold for Liverpool F.C. De engelske klubber kunne igen deltage i 1990, mens Liverpool F.C. vendte tilbage i 1991. 

Denne karantæne gik ud over adskillige engelske klubber, og i særdeleshed lokalrivalerne fra Everton blev hårdt ramt. Hele 3 gange måtte de blive hjemme, på trods af det der normalt ville have givet adgang til europæisk fodbold. Noget der den dag i dag fremhæves af Everton-fans, der dog nøjes med at ty til klistermærker og slagsange. 

Det var dog kun klubfodbolden der blev ramt, og derfor kunne det engelske landshold få lov til at deltage i turneringer i UEFA-regi, selvom alle klubberne i fodboldens moderland måtte blive hjemme. Blot 3 år efter Heysel kunne engelske hooligans igen ses rasere en europæisk by. I 1988 gik det ud over Düsseldorf ved EM-slutrunden i Tyskland. Hooliganismen levede altså stadig i bedste velgående, og var ikke bare klubbernes problem, men hele landets problem.

Foruden engelsk fodbold blev også belgisk fodbold ramt af en karantæne. De måtte ikke afholde en større europæisk finale i 10 år. I 1994 gennemgik Stade du Heysel en større renovation, og blev omdøbt til King Badouin Stadium. 11 år efter tragedien, i 1996, valgte UEFA at King Badouin Stadium skulle være stedet, hvor finalen i European Cup Winners Cup skulle afholdes. 

Det var dog ikke kun klubberne der holdt for. I september 1987 blev 26 Liverpool-hooligans udleveret til rettergang i Belgien, sigtet for uagtsomt manddrab. Fjorten blev kendt skyldige og idømt 3 års fængsel. Herudover blev formanden for det belgiske fodboldforbund, Albert Roosens, samt to politichefer, Michel Kensier og Johann Mahieu, dømt for kriminel uagtsomhed. Roosens for at tillade salg af billetter til det neutrale afsnit (Z) til Juventus-fans, og de to politichefer der var ansvarlige for politiets indsats på Stade du Heysel til finalen. Et minimalt plaster på såret, men ikke desto mindre en rettergang. Og selvom der blev indført forskellige restriktioner overfor fans efter Heysel-tragedien, udeblev de store reformer i forhold til fansenes sikkerhed fra både arrangørerne, såvel som fra myndighedernes side. En mangel på selvindsigt der blot 4 år efter var årsagen til at Hillsborough kunne finde sted. I jagten på bøller glemte man at passe på hovedparten af de fremmødte fans, som kommer for at støtte op om deres hjerteklub. 

Som årene er gået har flere og flere fortrængt rædslerne på Heysel, og italienerne har stadig svært ved at tilgive Liverpool og klubbens fans for den uhyggelige aften på Heysel. Da Juventus og Liverpool FC i 2005 mødte hinanden for første gang siden Heysel hang mørket og skammen over Anfield. En fin tifo med teksten 'Amizia' (venskab) fra The Kop dannede rammen om opgøret, men selvom mange fandt tifoen for sympatisk, var der stadig kritik fra især italiensk side, hvor hyldesten blev set som ignorance i flere medier. Den overordnede modtagelse var dog positiv, og efterfølgende har Liverpool F.C. gjort en indsats for at stå ved den mørke del af historien. Også selvom den nok altid vil være den glemte fodboldtragedie.




Efterskrift

Den dag i dag fylder vreden, frustrationen og skammen stadig meget, og netop derfor er historien om Heysel så vigtig. For den handler ikke kun om en begivenhed der gik galt eller om voldelige fans, hvis angreb på modparten fik dødelig udgang. Den handler om en fodboldkultur som flere parter ikke passede på og værnede om, og mest af alt om myndigheder, der ikke var deres ansvar bevidst. Må det aldrig gentage sig, og må det være en opfordring til, at vi altid passer på hinanden. Røde eller ej.

Daniel Sichlau, april 2018.