1989 - 15. APRIL


Den 15. april 1989 var en solskinsrig dag i Sheffield. Kampen mellem Nottingham Forest og Liverpool FC var sat til kickoff kl 15:00, og begge holds fans var lystigt rejst fra deres respektive byer, for at nyde kampen og en away day i den traditionsrige cupturnering. 

På forhånd, var fans fra de forskellige klubber blevet adviseret i, at være inde på stadion 15 minutter før kickoff, af sikkerheds- og afviklingsmæssige årsager. Taget det gode vejr og stemningen i betragtning, var det de færreste fans der havde travlt med at komme ind, hvilket i sig selv var ganske forståeligt. Et enkelt chartret tog var taget fra Liverpool til Sheffield – i modsætning til tre tog året forinden – og fra denne kom 350 Liverpool-supportere som var fremme ved stadion kl 14:20. Fra kl 14 til 14:30 var antallet af fans støt stigende, og området omkring Hillsboroughs Leppings Lane var så fyldt, at fans begyndte at bevæge sig ud på vejene omkring stadion, hvilket skabte kaotiske og farlige situationer ude foran stadion også. 14:40 er klokkeslættet, hvor det sidenhen er fastslået, at South Yorkshire Police mistede kontrol over situationen. Flere involverede i tragedien – tilstedeværende fans, deriblandt Colin Allen som var betjent i Merseyside Police og overlevende tilskuer på dagen – fortalte i løbet af de omtalte inquests, at politiindsatsen var komplet uorganiseret og nærmest ikke-tilstedeværende. 

23 tælleapparater skulle lukke 24.256 fans ind, og endnu en ledelsesmæssig fejl blev begået, da man inden kampen havde besluttet, at både tilskuerne fra Leppings Lane og West Stand (langsiden), skulle ind af de samme indgange. Det medførte – ganske forudsigeligt – at de mange fans endte i en såkaldt flaskehals, når de skulle ind på stadion. De fans der havde billetter til en anden afdeling end den de forsøgte at entrere kunne heller ikke komme ud, da der var for store menneskemængder bag dem. Som kickoff nærmede sig, foreslog enkelte betjente at man udskød kampstarten med 20 minutter, da de fornemmede, og kunne se, at noget slet ikke var som det skulle være. Dette blev afvist af Duckenfield. 

Problemet opstod især i kraft af, at der intet blev gjort for at omdirigere de mange, uvidende fans fra at tilgå pen 3 og 4. Der var mere plads på de yderlige tribuneafsnit, men disse blev ikke anvendt, og politiet samt stewards på stedet gjorde intet for at gelejde folk i de rigtige retninger. Det blev antaget at fansene blev korrekt anvist på stadion, men dette skete så langt fra, og er en afgørende årsag til at ulykken endte som den gjorde. Det endegyldige tidspunkt for katastrofens optrapning var dog den berygtede ”open the gates!” ordre fra David Duckenfield. Med denne ordre, blev en port – Port C – som var tiltænkt til udgang, åbnet. Formålet var at dæmpe presset ude foran stadions tælleapparater, hvor der også var en livsfarlig situation under opsejling. Enhver med bare den mindste indsigt i håndtering af fodboldkampe, ville vide hvad dette medførte. Yderligere 2.000 fans kom nu ind af denne åbne nødudgang – udenom normale tælleapparater – og det medførte det dødbringende skub, som i sidste ende vurderedes til at være tidspunktet hvor katastrofen blev total. 
 



Som minutterne gik, blev det meget klart at denne situation krævede allerhøjeste beredskab. Det mente South Yorkshire Police dog ikke indledningsvist. Da de utallige fans, som nu var klemt mod de forreste hegn i en sådan grad at de skreg, grundet tab af bevidsthed og hjælpeløshed, begyndte folk at klatre over hegnet. Den handling blev dog i første omgang betragtet som en baneinvasion (se indledningen om hooliganisme og behandling af fodboldfans), og Duckenfield beordrede sine tropper til at stoppe de mange fans, som i afmagt var kommet over hegnet og ind på banen. Med dette i baghovedet, gik betjentene ud fra at de skulle stoppe ballademagere, snarere end at hjælpe utallige livløse fodboldfans tilbage til livet. Der blev sågar tilkaldt hundepatruljer til dette formål, hvilket bevidner om en grov fejlvurdering af situationen, og manglende evne til at vurdere hvad der foregik for øjnene af South Yorkshire Police. 

Kl 15:05:30 blev kampen fløjtet af, af dommer Ray Lewis, efter at Politikommissær Greenwood (chefen for afviklingen på Hillsborough) var løbet på banen og havde fået Lewis’ opmærksomhed. Kort forinden havde Peter Beardsley haft et skud på overlæggeren, hvilket havde forårsaget endnu mere uro på den i forvejen overfyldte tribune, og dette gjorde kun situationen for de forreste fans, som nu var mast i en sådan grad at de lå på jorden, ovenpå hinanden, meget værre. Der var i Pen 3 nedbrudt en sikkerhedsafspærring, som gjorde katastrofen total. Efter kampen blev fløjtet af væltede størstedelen af den stadig levende tribune ind på banen, og det gik op for alle i nærheden at der var tale om en omfattende katastrofe, der ville kræve menneskeliv. Det er også fra dette tidsrum, at de kendte og skræmmende billeder af de mange fans der bliver løftet op på den øvre tribune stammer, og også de grusomme billeder af de mange fans – børn, kvinder, unge mænd – som helt hjælpeløst bliver mast imod hegnene. De er bevidst ikke blevet gengivet her, men en hurtig søgning på Google kan bekræfte forfærdelighederne. Vi advarer dog mod meget stærke billeder. 
 



Det var herfra ren overlevelse og forsøg på at mindske tabene blandt Liverpools fans. Spillerne blev gennet tilbage i omklædningsrummene, i hvad der blev forklaret var en 30 minutters udskydelse af kampen. Alt imens var der nu fans på store dele af banen, som forsøgte at udøve førstehjælp, og som brækkede stykker af bandereklamer af, og brugte dem som bårer for at fragte de skadede og livløse mennesker ud af stadion for at få hjælp. Det var kaos, og politi, stewards og ambulancefolk var rystede over situationen. En situation, som især førstnævnte havde tilladt at eskalere i den grad som det var tilfældet. I mangel på annoncering over PA-anlægget, var de mange Nottingham Forest-fans undertiden utilfredse med hvad de opfattede som en baneinvasion, og begyndte at pifte af modstanderholdets fans. Dette skabte enkelte spændinger, som South Yorkshire Police valgte at omgås med en barrikade – til følge, at de fans som skulle have hjælp af ambulancerne i Nottingham Forest enden ikke fik det, og blev bedt om at vende om. Der var i alt tilkaldt 44 ambulancer til Hillsborough, hvoraf kun en enkelt fik lov at komme ind på stadion af Politiet. Et resultat af crowd control frem for crowd safety. Dertil er det værd at notere, at blot 14 af de i alt 96 ofre blev fragtet til hospitalet – flere ambulancefolk, inklusiv en førende redder, som beskrev hele scenen omkring Hillsborough, og redningsforsøgene som ”et galehus”. 
 



Herfra var der selvsagt undtagelsestilstand, og de kaotiske og paniske scener herfra gives også en del af skylden for det høje dødstal. Fansene selv gik i gang med at redde de slagne, og gav livgivende førstehjælp på den bane, der på nuværende tidspunkt bedst kunne beskrives som en slagmark. Flere har ligeledes kritiseret den manglende organisation i indsatsen. En Liverpool-fan som også var læge, Dr. John Ashton, beskrev hvordan der ikke blev gjort noget for at differentiere mellem de levende, døde og dem med mindre skader på Hillsborough. Det samme gjorde sig gældende for hele processen, der udspillede sig på dagen og i dagene efter i den gymnastiksal ved stadion, som fik funktion af lighus. Manglende følsomhed overfor de efterladte, og den hårde proces af sorg de her måtte gennemgå, har være en tilbagevendende og betydelig del af efterspillet for Hillsborough. 

I lighuset var alt kaos. Læger, som var til stede, beskriver stedet som værende uorganiseret og stemningen var ikke sørgende, men snarere bebrejdende overfor de efterladte. Meget ufølsomme politifolk og socialarbejdere havde ikke den fornødne empati og forståelse for de knuste efterladte, og forældre og familiemedlemmer blev tvunget til at kigge billeder igennem af alle de døde, for at finde billederne af deres egne pårørende. Såfremt et billede blev fundet, og en afdød genkendt, begyndte forhøret straks: ”Var de fulde? Hvor mange pubs havde de besøgt” med mere. Endnu engang blev dette betragtet som et yderst ubehageligt og meget intimiderende element, hvilket sagtens kan forstå, når man tænker på at disse mennesker har stået og skullet arbejde med massiv sorg. 

På Hillsborough Justice Campaigns egen hjemmeside berettes flere historier om grov tilsidesættelse af familiemedlemmers følelser. Især beskrivelser af, hvordan de døde blev reduceret til numre som skulle identificeres, og hvordan de efterladte ingen tid fik til at være sammen med afdøde. ”Din datter tilhører nu the coroner” var beskeden, og generelt var den manglende sensitivitet noget der går igen i mange beskrivelser, både fra hospital og gymnastiksalen. Omend ufatteligt ubehageligt og blot yderligere med til at bidrage til sorgen, skulle de efterladte snart lære, at end ikke deres kæres eftermæle skulle bevares intakt…