2003-2014 NYT STADION, ELLER..? MAIN STAND UDBYGGELSEN


Tingene har udviklet sig i England de seneste år, og der er sket meget i forhold til større stadions, idet selve brandet Premier League har vokset sig massivt. Som Anfield er blevet brandet i stadig større stil, har der ofte været problemer med udsolgte stadions, og ikke mindst den store tilkomst af udenlandske fans har medvirket til dette. Med al den fodbold samt eksponering i TV, har der ingen tvivl været om, at Anfield på et tidspunkt enten skulle udbygges eller erstattes. I 2003 opstod der således snak om et nyt stadion hos Liverpool City Council, og planerne blev taget ganske seriøst. 
 

En tegning af det meget amerikanskinspirerede Stanley Park.



Under Gillett & Hicks opstod derfor den første tale om et nyt stadion. Stanley Park – opkaldt efter den ikoniske park, som i gamle dage rummede hooligans og slagsmål, men som sidenhen er blevet den symbolske opdeling mellem Liverpool og føromtalte Everton – på den ene side har vi Anfield, mens Goodison residerer på modsatte side af parken. I lang tid var der tale om et 60.000 personers kæmpestadion, og i bedste italienske stil var der sågar tale om at de to lokalrivaler skulle dele stadion – noget der dog ganske hurtigt blev dementeret af daværende ejer Tom Hicks. 

Fansenes holdning var klar – Anfield skulle bestå. Og der blev lyttet til dem. Om det var på grund af den brede holdning i fangrupperingen, eller økonomiske interesser, er uvist – selvom det formentlig hælder mest mod sidstnævnte. Faktum er dog, at den nye ejergruppe FSG i 2012 dementerede al snak om nyt stadion, til trods for at byggetilladelsen til projektet var blevet givet. Til gengæld kunne FSG offentliggøre, at der var planer om at udbygge Anfield. John Henry udtalte selv: ”The Kop is unrivalled”, og med dette in mente gik det nye arbejde i gang med at udbygge Anfield til en 54.000 personers kapacitet (i første omgang), snarere end et nyt stadion. 
 

Den nye Main Stand i fuld flor.