1990 - THE TAYLOR REPORT


De første inquests i tragedien blev anført af Stefan Popper, og han stod allerede her bag den første kontrovers, idet han begrænsede hovedefterforskningen til 15:15, ni minutter efter kampen var blevet afblæst, og fansene var begyndt at komme fra tribunen og ud på banen. Netop denne manglende inklusion af vidneudsagn, som gik på Politiets mangelfulde rolle, og de manglende ressourcer til redning af døde og døende fans vakte stor kritik på tidspunktet. I 1991 ledte Poppers efterforskning frem til, at accidental death (hændelig død) kunne tilskrives de mange dødsfald på dagen. Beslutningen om ikke at inddrage alle vidneudsagn var den første af mange fejlagtige officielle afgørelser som de efterladte skulle finde sig i at blive spist af med, ligesom dødsårsagen også blev omstødt på senere tidspunkt. 

Præcis en måned efter tragedien i Sheffield indledte Lord Justice Taylor den første af – hvad der skulle vise sig at være – mange efterforskninger, da han påbegyndte arbejdet på den famøse Taylor Inquiry (senere publiceret som Taylor Report). 

Rapporten bestod egentlig af to dele, selvom den i eftertiden hovedsageligt er blevet omtalt i én del. Der var en interim report og en final report, hvoraf den første beskæftigede sig med placeringen af skyld, og undersøgelse af de forhold der havde ledt til katastrofen i første omgang. 

Taylor kunne som den første give lidt retfærdighed og closure til de efterladte familier, selvom vejen endnu var lang herfra. Rapportens første del fastslog, at hovedårsagen til ulykken var mangelfuld politiindsats. Sheffield Wednesday Football Club blev også gjort delvist ansvarlig, men især store dele af den forklaring South Yorkshire Police tidligere havde afgivet blev skudt ned – herunder at Politiet ikke tidligere havde skullet håndtere så stor en gruppe fans. Det kunne beviseligt skydes ned, da de tidligere to års semifinaler havde haft indgang til begge tribuner fra samme indgang. 

På samme måde havde tidligere kampe afkrævet udskudt kickoff, grundet sent fremmøde, og det var blot endnu et tilfælde af at Politiet ikke havde fulgt en ansvarlig og retmæssig planlægning for dagen. Det blev desuden estimeret af Taylor, at stadion først ville have været fyldt klokken 15:40, altså næsten efter første halvleg var færdigspillet. 
 



De essentielle hovedpunkter i rapportens første del var således: 

1) Den primære årsag til katastrofen var at man ikke spærrede af for indgang til det centrale tribuneafsnit, efter at Gate C blev åbnet. Dette ledte til den overfyldte tribune, som i sidste ende medførte de 96 dødsfald. 

2) Ovenstående var et problem, idet de centrale tribuneafsnit – 3 & 4 – begge var overfyldte på forhånd. Det var de grundet manglende numerisk kontrol fra de ansvarlige på stadion. 

3) Da afsnit tre blev overfyldt, kollapsede en afspærring – hvilket blev forværret af den træge reaktion og respons da nedbruddet indtraf. Manglende lederskab (fra Politiet) og det lille antal samt den lille størrelse på hullerne i hegnet var en forhindring for redningsaktioner. 

Denne rapport blev som nævnt før, overordnet set velmodtaget – men ikke uden undtagelse. Der var stadig anført medvirkende årsager, såsom fulde mindretal af fans, i rapporten – hvilket senere er blevet afvist i de nyere inquests. På tidspunktet blev rapporterne også kritiseret for ikke at forholde sig kritisk nok overfor ambulanceservicen og desuden slet ikke at nævne FAs rolle i at tildele fansne forkerte områder på stadion, og derved ikke forudse at situationer som den der opstod kunne opstå. 
 



Den anden halvdel af Taylor Report, og den der i dag står tilbage som den egentlige Taylor Report hos de øvrige klubber i England, var den der indeholdt advisering om siddepladser på alle stadions i Football League, og som i øvrigt ændrede meget af landskabet i engelsk fodbold i tiden fremadrettet. Dog lempedes kravene, så det kun var de to øverste række som skulle have ”all seater” når vi nåede til 1994. Som resultat heraf åbnede mange stadions i England med nye siddepladser, og det samme gjorde sig gældende for Anfield, som i april 1994 havde sin sidste hjemmekamp med [Standing Kop] (artikel, Anfield indsættes), som blev spillet mod Norwich. Siden har der ikke været stående fans på Anfield, og til trods for den tiltagende mængde forslag om at indføre ”Safe Standing” i England, er der mange interesseorganisationer i England og især på Merseyside, for hvem bevidstheden om Hillsborough er for stor en byrde til at være tilhængere af dette. 

Med rapporten blev der også lavet regler for hegnafspærringer på stadions, som blev fjernet – som direkte konsekvens af tragedien i Sheffield. Senere samme år (oktober ’90) fastslog myndighederne dog ud fra rapportens natur, at der ikke var belæg for at retsforfølge de involverede i selve ulykken. 

I årene efter 1990 var der dog adskillige civile søgsmål, rettet mod især David Duckenfield, den hovedansvarlige bag begivenhederne i Sheffield og Bernard Murray som havde ansvaret for kontroltårnet.