• NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: PUNKTUM


41 uger er gået. Jeg har i løbet af disse uger, analyseret på 38 Liverpool-kampe i Premier League, en enkelt Carabao Cup-kamp, to FA Cup-kampe samt hele 15 af slagsen i Champions League-kampagnen. 

Dermed har folket måtte affinde sig med hele 56 analyser, som jeg i mangel af bedre og større opfindsomhed, valgte at døbe ‘Buskelysen’. Dertil kom et par Speciallyser, nemlig om hhv. Mohamed Salah og Philippe Coutinho. 

Til at starte med var det egentlig blot planen, at det skulle være som et opslag på min egen Facebook-profil, men i løbet af efteråret kom de med på LFC Family DK’s hjemmeside og dermed en betydelig stigning i antallet af læsere. 

For mig ændrede det dog ikke på præmissen: Det vigtigste var (og er), at det på godt og ondt, var mine egne ord om Liverpools præstationer. 

Jeg erindrer naturligvis stadigvæk HVORFOR jeg fandt på at udsende disse kampanalyser. 

Efter første spillerunde af Premier League, nemlig 3-3 kampen på Vicarage Road mod Watford, skrev jeg: 

-Som en fri service - vil jeg efter alle 38 runder i denne sæson samt alle Cup-kampe, tilbyde muligheden for - i timerne umiddelbart efter en spillet kamp - at man kan drille løs, udstikke svinere, smide hadefulde memes ind i kommentarfelterne eller blot hoppe på, kommentere og lade ord og debat flyde. 

-Det er også i disse opslag, at jeg vil give mine egne (u)saglige synspunkter fra den afviklede kamp. Jeg har fundet frem til, at jeg gerne vil skrive, fordi jeg elsker at skrive og fordi jeg ellers brænder sammen, hvis ikke jeg får nedfældet mine tanker ovenpå Liverpools kampe. Dette egentlig uanset sejr, uafgjort eller nederlag. 

-Det handler om at få luft og sætte min egen afslutning på kampene. Noget jeg normalt har praktiseret i Facebookgrupper for fans af Liverpool, men hvor jeg desværre ofte har oplevet retorik og saglighed i debatterne, som værende ukonstruktiv og under niveau. Det behøver jeg nu ikke længere at bruge min tid på. 

For en uges tid siden, i forbindelse med den seneste analyse mod Real Madrid i Champions League-finalen, bekendtgjorde jeg, at jeg med et sidste indlæg, ville sætte punktum for en lang sæson og vurdere både den samt Liverpools fremtid. 

Det kommer her: 

Helt overordnet, så godkender jeg i høj grad Liverpools sæson. 

Den erklærede målsætning fra klubbens side, var en hjemlig placering i top 4, hvilket jeg synes, med tanke på Englands generelle top 6-klubber, er en både fin, realistisk og stadig ambitiøs målsætning. 

Realisme er nemlig nøgleordet her. 

Klubben er - som jeg ser det - blevet yderst bevidste om hvor den befinder sig og hvilken proces det er, der er i gang. Den er også bevidst om, hvad der skal til, for at tage yderligere skridt mod den absolutte og konstante verdenstop. Et sted man ikke bare skal være at finde, en enkelt gang i løbet af 10 år, men faktisk spille en central rolle og være en gennemgående figur i og omkring, over en stabil og kontinuerlig årrække. 

Det er en forbedret ledelsesmæssig tilgang, der har ændret sig, siden sidste gang vi var at finde i Champions League, nemlig tilbage i 14/15-sæsonen. Denne nye tilgang kan jeg faktisk godt lide. 

Når man år ud og år ind, konkurrerer med de to Manchester-klubber og de tre store London-klubber, så stiller det krav til at intet må gøres halvt. Strategisk er man nødsaget til, at udarbejde planer og skabe en grobund for at kunne være med i top 4-ræset. 

På den ene side, er man som de to Manchester-klubber og især Chelsea, nødt til at spille med musklerne og udvise økonomisk handleparathed. På den anden side, så skal man i Liverpool, med tanke på lokation og ansvarlig økonomistyring, fastholde klubbens grundværdier og normer, særligt i relation til os fans. Det er ikke en nem balancegang, men det er mit indtryk, at man er enormt godt på vej. 

Hånden på hjertet og noget jeg ofte spekulerer på: Hvis Liverpool havde en eller anden stenrig sheik af en ejer, der kunne kaste milliarder efter spillere og hjemtage det ene trofæ efter det andet, ville jeg så være fan af LFC, på samme måde som jeg er det i dag? Det ville jeg nok næppe. Som Liverpool-fan i langt over 30 år, ville jeg aldrig kunne frasige mig dem, uanset hvem der sad i ejerkredsen og uanset hvad de begik af fejltagelser og finurligheder. Selvfølgelig ville jeg juble over trofæer, jeg ville endda være overlykkelig, men jeg tror også at jeg ville blive ramt af min pladderromantiske tilgang, hvor jeg ville tænke ‘Naaaaarh’ på et tidspunkt. 

For ja, vi sukker alle efter de her trofæer. De yngre Liverpool-fans, der måske ikke har oplevet de glade 70’ere og i særdeleshed 80’ere, er måske nok mere ligeglade med hvordan vi vinder titler, bare vi vinder dem - og det forstår jeg faktisk godt. Men jeg synes ikke at man skal glemme, hvorfor Liverpool FC er noget særligt, sammenlignet med de øvrige topklubber i England. Historien, ærekærheden, tragedierne, glæderne, familien og sammenholdet, har altid været de gode blandede ingredienser og dyder omkring Liverpool Football Club. Tættest på af de øvrige klubber, kommer vel Manchester United. Jeg kan faktisk godt forstå, at fans af Man United, er trætte af deres klub i disse år, og det endda selvom der kommer titler på bordet med jævne mellemrum, sammenlignet med fx. Liverpool. 

 

PREMIER LEAGUE:

Jeg godkender blandt andet af disse ovenstående årsager, helt klart 4. pladsen i Premier League. Det var rigtig vigtigt at holde to af de andre klubber bag os. Der er en verden til forskel for City, United, Spurs og Liverpool, der skal spille tirsdags/onsdags-kampe og så Chelsea og Arsenal der skal ud for at spille torsdagskampe. Dette både i et økonomisk og prestige-mæssigt perspektiv. 

38 kampe der endte i 21 sejre, 12 uafgjorte og 5 nederlag. Det gav i alt 75 point, hvilket var præcis 25 point fra førstepladsen. Vi endte dog ‘blot’ 6 point fra en andenplads og næste sæsons mission må være, at formindske forspringet betydeligt til det hold der vinder mesterskabet. 25 point er alt for meget, at være bagefter. Omvendt så tvivler jeg på, at noget hold sådan lige med det samme, igen får sådan en jubelsæson, som den Manchester City havde. 

Vi var det næstmest scorende hold. 84 mål er imponerende. Okay, City scorede 106 gange og dermed et ‘gap’ på hele 22 mål. 

Vi endte i form af Mohamed Salah og dennes vanvittige 32 scoringer, på førstepladsen på topscorerlisten. Derudover fik vi en 7. plads med Roberto Firminos 15 mål og en delt 16. plads med Sadio Manés 10 af slagsen. 

Vi tabte ikke en hjemmekamp på Anfield, omend vi kun endte som fjerdebedste hjemmehold, efter City, Arsenal og United. Til gengæld lukkede vi også blot 10 mål ind på hjemmebane. Det står i kontrast til de 28 vi lukkede ind på udebane, hvilket tilsammen betød at vi trods alt sammen med Chelsea, endte med at have rækkens 4. bedste forsvar. Det er i den forbindelse selvsagt, at de tre nedsmeltninger på Etihad, Wembley og Emirates, trækker godt ned på den konto. Her indkasserede vi som bekendt hele 12 mål på de tre besøg. 

Samlet set er det dog positive LFC-stats fra den overståede Premier League. Det er et grundlag, der i høj grad er værd at bygge videre på. 

Den store afstand til City, skal naturligvis først og fremmest findes i de mange uafgjorte kampe. Kun Southampton, Brighton og West Bromwich spillede flere uafgjorte kampe end os. Det er ikke klubber der er værd at sammenligne os med på den front. 

Det er mit indtryk og i øvrigt også realistiske påstand, at kampene mod Watford (A), Burnley (H), Newcastle (A), West Brom (H), West Brom (A) og Stoke (H) alle skulle være endt med sejre fremfor uafgjorte. Det var kampe vi ejede, men ikke formåede at lukke ned. 18 point i disse kampe, frem for blot 6 point - ja det havde både været mere retvisende samt givet et bedre billede på afstanden til City. 

Ja, vi smed også føringer mod Arsenal (A), Chelsea (H) og Tottenham (H) ligesom vi var bedst mod United (H) og Everton (H, A), men her er det stadigvæk mere forventeligt at smide point og mod dygtigere modstandere, der trods alt, som os selv, besidder noget ekstraordinært eller hvor kampene har nerve, grundet Derby-relationerne. 

Når alt det så er sagt, så har United og Spurs jo også ‘dummet’ sig ved flere lejligheder og jeg er helt med på at sætningen ‘hvis nu...’ ikke giver flere sejre. Jeg peger egentlig mest bare på, HVOR det er, der for alvor skal sætte ind, til den kommende sæson. 

For nok er de fleste af os enige om, at Liverpool er blevet bedre mod de ‘mindre hold’. Det er bestemt ikke forkert. For de seks førnævnte uafgjorte kampe, kunne tidligere sagtens være endt i nederlag, hvilket de ikke gør længere. Men der skal altså lige skrues én omgang mere på knappen, så det ikke ender i remis heller. 

 

CHAMPIONS LEAGUE:

Eventyret der netop er afsluttet. Et eventyr der ikke endte som vi håbede på. Vores målmand, en snu satan af en usympatisk centerback, samt naturligvis en dygtig og rutineret modstander, ville det anderledes. 

Stadig ærgerligt. Stadig ikke (helt) til at forstå. Det gør stadig ondt derinde bagved. 

Men hold da op for en kampagne. Vi erobrede (næsten) Europa og det kan vi være stolte af. 

Fra Hoffenheim i kvalen, over indledende 6 puljekampe uden nederlag, til 1/8-finalen mod Porto der blev maltrakteret på Dragão, til de to forrygende kvartfinaler mod Manchester City samt de to hæsblæsende semifinaleopgør mod Roma. Det er lige så sveden driver og hjertet slår ud af rytme, når man tænker tilbage på de opgør. Det er også en måde, at fortælle fodbold-Europa på, at vi er tilbage og at vi denne gang er kommet for at blive.

Sjældent har The Beautiful Souths ‘Rotterdam (or anywhere)’ lydt flottere, end på den omformulerede tekst, der så dagens lys efter slutfløjtet på Olympico i Rom den 2. maj:

We've been to Hoffenheim
and Maribor, Moscow and Seville...
Then we went to Portugal...
And twatted them 5-0

Thousands went to Manchester
You'll Never Walk Alone...
Then we went the Vatican...
Taking over Rome
Taking over Rome....

Vores giftige fronttrio afsluttede Champions League med at dele 2. pladsen på topscorerlisten efter umenneskelige Christiano Ronaldo der nettede 15 gange. 10 gange hver, høvlede vores egypter, brasilianer og senegaleser boldene i kassen - og glem derudover ikke at gode gamle og alligevel evigt unge James Milner, satte rekord med 9 assists, skarpt forfulgt af Firminos 8 i øvrigt. 

Derudover nettede Liverpool suverænt flest gange, nemlig 41 - her var Real Madrid blot næstbedst med 33 scoringer. 

Det er en Champions League sæson vi skal være stolte af. 

 

CUP TURNERINGER:

Til gengæld endte både Carabao- og FA Cuppen i skuffelser. 

Det var helt fair, ikke at prioritere Carabao Cuppen. Et 2-0 nederlag i Leicester sendte os ud allerede i september måned. Væk var fokus på den lille Cup-turnering og det gav mere plads til at fokusere på Champions League. 

Til gengæld troede jeg på, at skulle vi ramme et trofæ i denne sæson, så skulle det være i FA Cuppen. Det virkede som om, at Jürgen Klopp tog den alvorligt, når man så hvordan han stillede til start og prioriterede den, i Virgil van Dijks debut i starten af det nye år mod Everton. 

Så meget desto større var min skuffelse da også, da vi af for mig stadig uransagelige årsager, lod os dumpe ud af turneringen i slutningen af januar, i den mærkelige hjemmekamp mod West Bromwich Albion. Stærkeste opstilling på dagen, tidlig føring og god hjælp af VAR-teknologien, hjalp absolut ingenting på en decideret offday. 

Det var sgu en af sæsonens værste oplevelser for mig. 

 

EFTERTANKER:

Det var en sæson med mange lyspunkter og opture. Som fans er det vigtigt, at vi har mange af den slags succesoplevelser. Både for at holde gryden i kog og dampen oppe, når nu vi holder med et hold, som mange andre elsker at se ned på, men også fordi de gode præstationer giver os håb om mere. 

Det var dog også en sæson med et par forunderlige perioder. Her tænker jeg på hele transfersagaen omkring Philippe Coutinho. Først var der farcen tilbage i august måned, hvor Coutinho lige pludselig blev rygskadet, i perioden hvor FC Barcelona bød på ham omtrent dagligt. Da de ikke fik succes med det, ved udløbet af transfervinduets åbning, kunne han pludselig godt spille igen og spillede ovenikøbet vidunderligt. Lige frem til en af de sidste dage i 2017. Så var den gal igen og selvom jeg var så skråsikker, at jeg lovede at æde surströmming, hvis han skiftede, ja så måtte jeg se i øjnene, at han ikke ville vores projekt længere, men bare ville ned og lege sig til et mesterskab i Katalonien. 

Det var og er til dels stadig, en mærkelig disposition fra Liverpool-ledelsen. Gøre alt for at afvise bud på ham i august, kun for at slippe ham i januar måned. Det giver fortsat ingen mening og det irriterer mig stadigvæk. 

Den svenske ‘nationalret’ har jeg endnu ikke indtaget. Undskyldningerne har været mange. Men det er noget med at min læge siger, at det er sundhedsfarligt. Jeg er dog klar over, at det skal ske snart. 

I tilfældet med Coutinho, hvor der ikke kom nogen direkte afløser ind i stedet for, så fik det ikke konsekvenser for at hjemspille en top 4-placering. Heldigvis. Kunne vi være endt som vindere af CL med ham på holdet? Måske. Det spørgsmål får vi aldrig svar på. 

Men ondt gjorde det. 

Til gengæld fik Jürgen Klopp sin foretrukne forsvarsspiller tilført: Virgil van Dijk. Her betalte stædigheden sig og jeg er dybt taknemmelig for at den bomstærke hollænder er en del af truppen og ikke mindst vores fremtid. Jeg tror det er ‘home dage’ at sige, at med ham på holdet, lukker vi 10 mål mindre ind pr. sæson.

 

FREMTIDEN:

Hvordan skal vi i de kommende sæsoner, nærme os og ligeledes overhale Manchester-holdene og holdene fra London? 

CL-deltagelsen gør selvfølgelig en forskel. Vi har dermed muligheden for at tiltrække spillere fra de øverste hylder. 

Dernæst har vi en manager, som langt de fleste topspillere ser et lys i og har lyst til at være under vingerne af. 

Naby Keita havde ingen garanti for at han skrev kontrakt med en klub i CL. Han valgte Klopp og Klopps projekt. Det samme gjorde Mohamed Salah, Alex Oxlade-Chamberlain og Virgil van Dijk. Det er spillere fra, hvis ikke den helt øverste, så en af de næsthøjeste hylder. Det samme er Fabinho-købet. Jürgen Klopp og Liverpool viser handlekraft og viser os, at der er en mening med det hele. Det er ihvertfald det vi skal overbevises om. 

Selve beviset for meningen, sker først for alvor, når der kommer et trofæ på hylden. 

Klopp har haft tre finaler nu. Han er lettere undskyldt af de to første, da det ikke var hans aftryk der sad på dem. Det var det til gengæld i Kiev, og selvom det lyder som et letkøbt argument, så er sandheden også, at den primære årsag til at det gik som det gik, var Klopp-købet Loris Karius. Bemærk, jeg skrev den var letkøbt. For selvfølgelig er det også Klopp-købene Mohamed Salah og Alex Oxlade-Chamberlains skyld, at vi overhovedet kom hen til den finale. 

Det er det nuancerede billede, men underforstået midt i nuancerne, ligger der altså også en forholdsvis snarlig forventning om metal til trofæskabet. 

Her vil jeg mene, at Klopp og det hold han er næsten er ved at have færdigbygget - senest i sæsonen 2019/2020 skal hæve en pokal, hvis vi skal blåstemple projekt-Klopp. Til den tid, har han næsten haft 5 år i Liverpool. 

Tro mig, jeg er meget for Jürgen Klopp og jeg kunne ikke hverken ønske eller forestille mig en bedre og dygtigere manager end ham. Min pointe er dog, at hvis man vil op og være blandt de helt store managers igennem tiderne hos Liverpool, så skal det resultere i pokaler. Det ved vi alle og det regner jeg bestemt med at Klopp også ved. 

Jeg mener dog også at alle forudsætninger for succes er til stede. Han har opbakning, han har økonomiske midler at spendere og han har tanker bag handlingerne. 

Vi er mange mandagstrænere der peger på en ny målmand, en ny centerback og en ny spidsangriber samt en Countinho-afløser. Vi hævder, at får vi det, så kan vi være med i alle turneringer, hæve pokaler og igen for alvor blive en del af verdenstoppen. 

Jeg er selvfølgelig enig, men kan mindre også gøre det? Det er jeg ikke så sikker på. Det er her vi i min optik, skal passe på med at blive FOR romantiske. Klubfølelse og familiært sammenhold skaffer ikke nødvendigvis titler. Det gør derimod en manager, der ved hvordan man bygger et hold op over tid, til at blive stærke sammen og som udviser uhørte kvaliteter på fodboldbanen. 

Sammensæt et fodboldhold med lige store dele af sult, udvikling, stjernestøv og arbejdsfolk. Det tror jeg er opskriften og jeg tror at klubledelsen, Jürgen Klopp og hans team ved hvordan man brygger ingredienserne sammen, så spillerne til sidst vil smage metal, når de putter det i munden. 

Nu slipper I alle for mig og de ugentlige indlæg indtil august måned og jeg vil snart gå på en lang sommerferie med en boblende optimisme indeni mig på Liverpools vegne. 

Her vil jeg se lidt VM, holde et skarpt øje med de spillere der rygtes til Anfield og i det hele taget følge med på det vanvittige transfermarked. Jeg er spændt på hvad der sker og jeg vil glæde mig til at se udfaldet af, hvor mange af mine personlige ønsker, der bliver opfyldt. 

 

God sommer til alle! 












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder























Alle artikelbilleder er brugt med tilladelse fra Getty Images

LFC Denmark Family IVS       CVR 36 97 79 06       Munkebjergvej 5, 2       5000 Odense C       info@lfcfamily.dk