ODE TIL EMRE










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


ODE TIL EMRE


Så blev det officielt. Emre Can finder sig et nyt sted at spille fodbold, når hans kontrakt udløber d. 1 juli. Det sætter punktum på 4 år, 167 kampe, 14 mål, 2 managers, 11 millioner forskellige midtbane-konstellationer og gule kort nok til at bade i dem – et såkaldt golden sho….. aaanywho.

De berygtede ’Retained lists’ blev d. 8 juni kl 18.00 dansk tid smidt ud i æteren. Og som nævnt bekræftede Liverpools et farvel til Emre Can. En spiller, jeg personligt har været vild med, siden han spillede i Bayern München. Derfor ser jeg det oplagt at give ham et par ord med på vejen.

For Emre har været lidt af en interessant mand at følge. Det eneste, man altid har været sikker på med ham, er, at der kommer til at være noget at snakke om. Derfor vil jeg i denne artikel snakke løs om, hvorfor jeg har været vild med en tilfældig tysk boldflytter.
 

Mål, mål og atter… altså der var 14 mål


Can kom til klubben i juli 2014 og var lidt af en altmuligmand. Vi har således brugt ham på back, i midterforsvaret, på defensiv midt, pressende midt og garanteret nogle andre pladser, som jeg ikke længere kan huske. Can var på dette tidspunkt beskrevet som lidt af defensivt et talent, og har spillet for alle U-landshold, Tyskland kan byde på.

Han fik ikke rigtigt sit offensive gennembrud, før Klopp tog over. Emre har scoret 13 af sine 14 Liverpool-mål under Klopp - blandt andet det første mål scoret i managerens regeringstid. Igen er der noget at snakke om, for det er ikke et fantastisk gennemsnit af mål, men Klopp begyndte faktisk at bruge Can til at trække bolden op ad banen i fart.

Det har blandt andet resulteret i flere ganske fine langskudsmål og relativt mange hovedstødsmål. Mest af alt må vi jo huske Emre for en Watford-kamp, som længe så ud til at blive 0-0, som sådanne kampe havde det med at ende i 16/17-sæsonen. Men en håbløs pasning fra Lucas Leiva blev til sæsonens mål, da Emre Can valgte at kaste sig bagover, og på fornem vis sakse den op i krogen fra kanten af feltet.
 

Midtbanen?


Emre brugte en del tid i forsvaret, især på backen, hvor han egentlig var til at overse. Han er bomstærk og har egentlig en ganske fornuftig portion fart, men det var først, da han kom en tur på midtbanen, at hans spil begyndte at udvikle sig. Mange kampe har man dog kunne sidde og være relativt sur på den store tyske motor, da han uden tvivl faldt igennem til tider.

Men da Can blev skadet i år, følte jeg virkeligt, at man kunne se, at han manglede på midtbanen. Vi havde lidt for mange kampe i starten af hans fravær, hvor vi skulle spille os på plads. Selvom James Milner nok var okay tilfreds med endelig faktisk at modtage bolden, når han søgte ud på sidelinjen, så var der stadig nogle opgaver, som Gini og Hendo ikke var komfortable med at overtage.

Og det er egentlig ikke så mærkeligt. For Klopp kan godt lide Can og gav ham måske også mere ansvar, end han fortjente. Men Can løftede ansvaret, og blev mere disciplineret, jo længere tid han arbejde med Klopp.

Can har faktisk flair i sit spil, men var ikke fantastisk til at vælge, hvornår det skulle bruges. Alt for tit skulle bolden være spillet videre første gang, men han tog 4-5 boldberøringer, inden han blev tacklet eller måtte se nogle løb omkring sig løbe ud i sandet.

Emre er en arbejdsmand, men også en tung en af slagsen. Det bedste tidspunkt, man kunne se, hvor tung han egentlig er, var når han fejrede sine mål. Tunge store skridt ud mod sidelinjen, for at falde på knæ og glide en meters penge – vores alle sammens Can. For han ser så glad ud når han endelig for lov til at banke den ind langt ude fra.

 

Diamond in the rough?

 

Min fascination af Emre Can kommer nok af det kæmpe potentiale, som han bringer med sig. Man kan se, at der er talent i manden. Men helt ærligt, så er det ingenlunde blevet forløst endnu. Jeg føler stadigvæk, at han kan bygge på og blive meget bedre.

Det er så ambivalent en følelse, som noget kan være. For på den ene side, så er han altså kun 24 år, på den anden side, så er det kun langsomt blevet bedre på de 4 år, han har været hos os. Gad vide, om man egentlig kan bruge ham rigtigt? For måske virker det ikke som om, at han har en naturlig plads, men bare har haft et niveau, der var for højt til at sætte ham på bænken?

For at være ’a diamond in the rough’, skal man jo på et eller andet tidspunkt rent faktisk blive til en diamant – og selv om han ikke længere er et stykke kul, så bliver det altså ikke i Liverpool, at han måske bliver slebet til og sat på en forlovelsesring til et ’match made in heaven’.

Vi har måtte tage til takke med en gang imellem at se ham fra sin glimtende side og så ellers håbe på, at der kom en manager, der kunne arbejde på Emre, så han en dag kunne blive færdigudviklet.

Hvordan gør man så lige det? For Liverpool har med Can på holdet udviklet sig til igen at være et frygtet mandskab i europæisk fodbold. På den måde er han vel egentlig et fint billede af Liverpool som klub, dog uden at være den største klubmand. For vi er kommet langt på de 4 år, men vi er stadig kun lige ved at indløse forventningerne.

 

Vemodigt farvel

 

Jeg følte endelig i 17/18-sæsonen, at Can var ved at blive den slags spiller, som jeg altid havde håbet på, at han ville blive. Der var mål i ham, han havde fået en anden og mere rolig attitude, han spillede bolden videre med det samme, han var en stor del af omstillingerne, og han fik tilmed lov til at bærer anførerbindet ved flere lejligheder.

Spørgsmålet er, om hans fravær i sidste del af 17/18-sæsonen betyder, at vi allerede havde glemt ham, da den sluttede. Personligt havde jeg ikke, men ankomsten af en Naby Keita og Fabinho har trukket midtbanen i den rigtige retning, og vi har fungeret fint uden Can . Så vi bygger på.

Vi har ikke blot erstattet Can, men også forstærket os. Can har ikke spillet i laaang tid, og derfor har vi egentlig ikke tænkt på ham i et godt stykke tid. Tilmed kommer udmeldingen om hans exit på den dag, vi alle havde håbet på skulle blive dagen, hvor vi sagde velkommen til Nabil Fekir.

Altså var Emre Can helt til at overse. Han fik et par øjeblikke på banen til Champions League finalen, hvor vi lige så godt kunne have spillet færdig med Milner på banen, så hvor var hans plads til sidst?

Men hans navn stod dog mere klart end alle de andre på årets ’Retained list’. For hvor andre store navne som Santi Carzola, Per Mertersacker, Tim Krul, Yohan Cabaye, Yaya Toure, Michael Carrick og Patrice Evra stod ud, så er alle disse spillere på vej på pension, eller også er deres bedste fodbold år langt tilbage i tiden, mens Emre Can er en spiller, der har masser af fodbold tilbage i benene, og har stadigvæk masser af tid til at blive bedre.

Can blev aldrig vores bedste spiller, og ville nok heller aldrig blive det, men realiteten er, at Liverpool mister en god spiller. Om så der var plads til ham efter sommerens transfervindue eller ej. Han forventes jo nok at spille i Juventus til næste sæson, men intet er officielt endnu. God vind herfra Emre – du kom, du så, du var med til at tabe tre finaler.

You’ll Never Walk Alone, Emre Can.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder