SHAQIRI: DEN SIKRE BREDDE










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


SHAQIRI: DEN SIKRE BREDDE


Da Shaqiri i 2014 var linket til Liverpool, var begejstringen i fanbasen til at få øje på. Holdet skreg efter Suarez’ afgang til Barcelona på driblestærke spillere med X-faktor.

Den tekniske begavede og fandenivoldske 22-årige schweizer med den iøjenfaldende diminutive statur havde med et hattrick mod Honduras i den netop overståede VM-slutrunde givet løfter om, at han på trods af en skuffende og skadesplaget sæson i Bayern München var værd at satse på.

Efter Shaqiris eget udsagn var det daværende Bayern München-træner Pep Guardiola, der dengang blokerede skiftet til Liverpool, selvom han efterfølgende kun gav ham tre Bundesliga-starter, inden han i januar 2015 skiftede til Inter på jagt efter en karrieregenstart. Den udeblev.

Han fik et halvt år i en uvant rolle som 10’er (som han dog også gerne indtager på landsholdet), men sæsonen blev både for ham og klubben en skuffelse. Det endte med en ottendeplads og en tidlig CL-exit, og Shaqiri blev et af ofrene, da skuffelsen blev forsøgt luftet ud ved at skrue transfersvingdøren op på fuld styrke.

Liverpools interesse havde tilsyneladende fortaget sig, mens bysbørnene fra Evertons var vakt. De ville dog kun leje, Inter ville kun sælge, og derfor endte Shaqiri i stedet til manges overraskelse i Stoke, hvor han blev lovet en nøglerolle på sin foretrukne højrekant i Mark Hughes’ fra-Pulis-til-Stokelona-projekt.

Stadig uforløst

Shaqiri havde muligvis spillemæssigt sin bedste sæson siden tiden i Basel i sin første sæson i Stoke. Karrieregenstarten så ud til at kunne lykkes. De to seneste sæsoner har dog for klubben været én lang gradvis opløsning, hvor holdets identitet - og schweizerens rolle på det - er blevet mere og mere uigennemskuelig.

Forventningen har været, at Shaqiri frem for at være et lovende, men svingende, talent gradvist skulle tage mere ansvar og for alvor træde i karakter som en rutineret bærende kraft, man kan stole på uge efter uge. En, som går forrest, når modvinden er stærkest.

Det er aldrig rigtig lykkes for ham. Man kan ikke sætte en finger på engagementet, men på trods af, at han målt på kampe, mål og assist i 2017/18 har haft sin bedste sæson nogensinde, er der en vis enighed i Stoke-fanbasen om, at det alligevel ikke rigtig var nok - og jeg giver dem fuldstændig ret.

Xherdan Shaqiri var med afstand den bedste fodboldspiller i Stoke i sidste sæson, men evigt stabile og kæmpende Joe Allen løb symbolsk nok med prisen som Årets Spiller.

Det hører naturligvis med til historien, at mere ansvar også blev til eneansvar. Til sidst var han ikke en brik i Stokes offensiv, han var (som en anden fattigmands-Hazard) Stokes offensiv, og den eneste modstanderne skulle koncentrere sig om. En rolle, som nogle har en mistanke om, faktisk passede ham godt.

Ingen i Stoke-kredse bebrejder ham for nedrykningen. Men alle tænker inderst inde, at hvis klubbens bedste spiller havde løftet sit bundniveau, så var man et skridt nærmere på at undgå den.

Mentale spørgsmålstegn

Derfor modtages meldingerne fra pålidelige kilder om, at han meget vel kan blive præsenteret i Liverpool efter VM noget mere lunkent i Liverpool-fanbasen nu end i 2014. Der er alt andet lige forskel på at lande som højt besunget talent med ubegrænset potentiale og licens til de udfald, ung alder nu engang medfører - og så at være en fodboldspiller i sin bedste alder (27 år den 10. oktober).

Som sidstnævnte bør fansne kunne regne med, at man kan levere stabile, forskelsgørende præstationer på top 4-niveau. Men med Shaqiris fortid in mente kan man naturligvis sætte berettigede spørgsmålstegn ved, om man nu også kan forvente det. ”Løbet er kørt”, synes en udbredt holdning at være.

Det helt store spørgsmål for mig er, hvilken mental tilstand han eventuelt ville ankomme i. Får vi en spiller, der ankommer med ild i øjnene og sulten efter at bevise, at han godt nok har taget nogle skidte karrierevalg, men at han hører til på øverste hylde - så kan han blive næste sæsons Oxlade-Chamberlain:

Det uomtvistelige, ikke altid lige fodboldkløgtige - og desværre skadesplagede - stortalent, der er gået i stå i udviklingen, men som har brug for det rigtige miljø og en fast defineret rolle for for alvor at udfolde sig. Som er 100 procent klar til at arbejde hårdt på træningsbanen og med sin mentalitet og gribe chancen med begge hænder, når den dukker op, fordi han ved, det nok er hans sidste.

Viser det sig til gengæld, at Xherdan Shaqiri i virkeligheden endte i Stoke, fordi han inderst inde har det bedst med at være en stor fisk i en lille sø, så får han problemer i Liverpool.

Her bidrager det naturligvis til bekymringen, at det er en udbredt holdning, at han ikke umiddelbart synes at have haft noget imod, at Bojan og Arnautovic forlod klubben, så al spotlight var på ham. En stjernestatus, der også gjorde sig udslag i, at han slap for at løbe alt for mange meter, når Stoke ikke havde bolden.

Den kommer ikke til at gå på Merseyside. Hvis han ikke kan affinde sig med, at der står spillere foran ham i køen til spilletid og med at langt det meste løb foregår uden bold, så bliver han en ligegyldig fodnote i Liverpool-historien og sikkert en helt habil West Ham-spiller.

Den sikre bredde

For der er næppe nogen tvivl om, at han ligesom Oxlade-Chamberlain ville komme til at vente på sin chance. Med mindre Salah eller Mané - Gud forbyde det - skulle vende skadet tilbage fra VM, står navnene på de tre forreste hugget i sten på holdkortet til sæsonstart. Det er oven i købet ikke umuligt, at der til den tid er hentet endnu en fløj.

Shaqiri ville med al sandsynlighed i første omgang blive hentet for at levere den bredde til de offensive pladser, der var ikke-eksisterende i denne sæson. Det synes jeg ikke er et dårligt valg. Slet ikke til de £12-14m hans frikøbsklausul angiveligt skulle ligge på efter nedrykningen.

Er det ikke bedre at give klubbens egne talenter chancen, hører jeg mange spørge. Er han virkelig bedre end Harry Wilson og Ben Woodburn?

Svaret på det sidste spørgsmål er for mig et utvetydigt ’ja’. Selvfølgelig er en spiller med 60 landskampe, snart 250 ligakampe i Swiss Super League, Bundesligaen, Serie A og Premier League samt 45 europæiske kampe bedre end de unge walisere med tilsammen 33 senioroptrædender og 10 landskampe.

Det rigtige spørgsmål at stille er: Bør vi ikke give dem chancen for at spille de kampe, der måske gør, at de er bedre som 26-årige, end Shaqiri er nu?

Det spørgsmål har jeg fuld forståelse for bliver stillet, og fodboldromantikeren i mig siger da også, at selvfølgelig skal vi det. Realisten i mig siger til gengæld, at det kan blive en meget dyr investering.

Topplaceringer (og i stigende grad de hjemlige pokalturneringer) vindes populært sagt på bænken, og den har godt nok været tynd i denne sæson. Real Madrid satte Gareth Bale ind i Champions League-finalen, mens vi intet havde at skyde med.

Vi skulle jagte kampen en stor del af anden halvleg og lavede reelt kun én indskiftning - og den var tvunget. Jeg vil hellere stå i næste finale og have Shaqiri på bænken end Wilson og Woodburn, og det tror jeg også, at Klopp - hvor højt han end elsker at udvikle talenter - vil.

De unge spillere må så til gengæld lave deres børnefejl og få rutinen på udlån. Det er, desværre, konsekvensen, når top 6-striden er så tæt, at ganske få point kan blive forskellen på, om man er med i næste års Champions League eller ikke.

Samt at Liverpool tørster efter det forløsende trofæ under Klopp, der kun kan hentes i de hjemlige pokalturneringer, hvis truppen tilføres mere rutine og kvalitet i trupbreden.

Tiltrængt langskuds- og dødboldstrussel

Hvad kommer han så til at bidrage med, hvis han kommer? Tænk på et Stoke-mål scoret de seneste tre sæsoner. Sandsynligvis tænker du på et Crouch-hovedstød eller et Shaqiri-drømmemål. Men hvor mange har han egentlig scoret?

Det kan du lige tænke over, mens du læser følgende: Vi havde ham alle sammen i vores teenageår. Den ven, der kun kunne score over evne. Han gik hjem med den bedste fangst på provinsdiskoteket eller alene - og oftest det sidste. Der var ingen mellemvej.

Sådan er Shaqiri som afslutter. Svaret på spørgsmålet er 15. Den firskårne driblers sublime venstrefod har sendt kuglen i kassen 15 gange i 92 kampe for Stoke.

Hvorfor føles det som mere? Det gør det, fordi man husker alle sammen. Det er stort set alle sammen fantastiske langskud eller frispark. ”A scorer of great goals, but not a great goalscorer”, lyder beskrivelsen ofte.

Han kommer med al sandsynlighed derfor ikke til at bidrage med samme måltotal som vores andre offensivspillere - til gengæld kan han score dem på måder, vi ikke er så vant til.

Med Coutinho og Cans afgang mangler vi en mand, der kan true fra distancen. Det kan Shaqiri. Vi har heller ikke for alvor en frisparksspecialist. Det er Shaqiri. Det kan godt være, han ikke scorer mange mål, men Klopp og The Kop kommer til at gå AMOK over dem, han kommer til at sætte ind.

En anden type fløj

Når han ikke scorer flere mål, handler det også om, at han faktisk sjældent bevæger sig ind i feltet. På den måde kommer han til at tilføre vores offensiv noget nyt. Mens både Salah og Mané helst søger bagrummet tidligt med deres enorme speed bruger Shaqiri allerhelst sin på anden vis. Han søger også de centrale områder, men han gør det med bold.

Han bliver gerne bredt på højrekanten, modtager bolden og venter på, at overlappet fra back kommer, så han enten kan søge centralt og forsøge at få sendt et langskud afsted eller trække bolden en meter tilbage i banen og slå indlæg med venstrefoden. Han søger også gerne dybdebolden, dog ikke altid med den store succes.

I sine tre sæsoner i Stoke har han lagt henholdsvis 170, 131 og 201 indlæg med en succesrate på 25,6%. Til sammenligning lagde Salah sidste sæson 86 indlæg og Mané 32 - selvom de ligesom Shaqiri spiller på modsatte fløj i forhold til deres stærkeste fod.

Her er det nærlæggende at konkludere, at det er nemmere at slå indlæg, når man har Peter Crouch at sigte efter, mens Liverpool ikke har samme grund til at bruge samme taktik. Det er der en pointe i, men alligevel ikke helt.

For Shaqiris indlæg er ikke himmelbolde. De bliver slået med svirp, og det er brugbart for ethvert hold. Især på hjørnespark, som er en evig frustration i Liverpool. Faktisk havde han bedst gennemførselsprocent på sine indlæg (28%) i sin første sæson i Stoke.

Her spillede man i store dele af sæsonen med falsk 9’er (Bojan), der skabte plads til en fysisk stærk fløj (Arnautovic), som nød rigtig godt af Shaqiris knaldhårde og dykkende indlæg til bageste område i feltet. Lyder de to første faktorer bekendte?

Vi har masser af spillere, der gerne vil i feltet. Shaqiri er kort opsummeret en spiller, der helst holder sig uden for det og bombarderer med indlæg og langskud. En fin Plan B at sætte ind, når kampene i slutfasen skal jagtes mod et hold, der har stillet sig dybt.

Med Keita og Fabinho som nyt maskinrum forventer jeg, at vi kommer til at se Klopp oftere benytte den 4-2-3-1-opstilling, han havde så stor succes med i Dortmund. Der kan Shaqiri benyttes som andetvalg på alle tre pladser bag angriberen.

Så chancen skal nok komme, hvis han er at finde i Liverpool-trøjen i næste sæson. Så er det bare op til evighedstalentet at vise, at han har sulten til endelig at forløse det potentiale, som tiden i Basel og U21-EM på dansk jord i 2011 gav løfter om.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder