LIVERPOOLS FORSVAR: FRA EVIG KILDE TIL URO TIL ENGLANDS BEDSTE










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


LIVERPOOLS FORSVAR: FRA EVIG KILDE TIL URO TIL ENGLANDS BEDSTE


Liverpool og forsvarskiks har i mange år gået hånd i hånd. Nærmest lige siden de glade dage under Rafa Benitez tilbage i 00’erne, har Liverpools defensiv været fyldt med fejl og mangler og kun i korte perioder ad gangen har man formået at vise tegn på stabilitet. Men er Liverpool endelig ved at etablere sig, som et af Premier Leagues bedste defensive mandskaber?

Den horrible dag på Wembley

22. oktober 2017: En dag der på mange måder opsummerer Liverpools defensive problemer i nyere tid. Her besøgte man Wembley og en direkte konkurrent i kampen om top 4-placeringerne, nemlig Tottenham. Op til kampen havde eksperter og fans af begge klubber spået om en tæt kamp. Sådan endte det ikke.

Liverpool var ‘all over the place’. The Reds var bagud med 2-0 efter 12 minutter. Udskældte Dejan Lovren blev flået ud efter en halv time, men lige lidt hjalp det. Simon Mignolet måtte nemlig pille bolden ud af netmaskerne hele fire gange den eftermiddag og Liverpool kunne rejse hjem med en 4-1-lussing i bagagen.

Forvandlingen

Siden den forfærdelige eftermiddag på Wembley, har LFC dog rettet skuden op. Faktisk så meget, så man siden den dag har haft Premier Leagues bedste defensiv med blot 22 indkasserede mål i de resterende 29 kampe, der fulgte i 2017/18-sæsonen efter nederlaget til Tottenham.

Forklaringen på den forvandling skal findes flere steder. Først og fremmest fik holdet en opsang og Jürgen Klopp valgte efterfølgende, at gå på kompromis med sin ellers velkendte “heavy metal”-stil for i stedet at lukke af i kampens første 45 minutter de følgende kampe. Herefter handlede det om, at æde terræn og gå længere frem på banen i anden halvleg. Den taktik lignede en måde hvorpå man forsøgte at sætte en prop i, for derefter at kunne tanke selvtillid og bygge på.

0-0 hed pausestillingen i de efterfølgende to kampe mod Huddersfield og Maribor - begge kampe blev vundet 3-0. Dermed var bunden lagt og første skridt var taget.

God mandskabsbehandling

Efter kampen på Wembley tænkte mange, inklusiv undertegnede, at Dejan Lovrens karriere i den røde trøje var forbi. Efter et par turbulente sæsoner havde kroaten for alvor nået bunden, da hans to graverende fejl i kampens indledning betød, at Jürgen Klopp måtte pille ham ud efter en halv time. Hvordan skulle Lovren nogensinde rejse sig ovenpå dette og genvinde fansenes og managerens tillid?

Svaret: Han mistede aldrig Klopps tillid - og fans husker sjældent meget længere tilbage end den sidste kamp.



En del af årsagen til, at Liverpool rettede op på de defensive skavanker, skal faktisk findes i Lovrens “genfødsel”. I første omgang fik han lov at sidde på bænken og få sene indhop, for så senere at blive stille og roligt indfaset igen. Herefter blev han makker til Virgil van Dijk og genfandt for alvor niveauet på regelmæssig basis.

På venstrebacken betød en skade til Alberto Moreno og den rette måde, at tøjle en ivrig og sulten Andy Robertson på, at skotten blev sendt i aktion og vel stadig den dag i dag ikke har spillet en dårlig kamp for Liverpool på venstre back.

Klopps håndtering af de to meget forskellige situationer, er et rigtig godt eksempel på mandskabsbehandling i absolut verdensklasse og i høj grad endnu en af årsagerne til, at Liverpool fik lukket de defensive huller.

Farvel til dødboldspøgelset

To gange indkasserede man mål fra standardsituationer i opgøret mod Tottenham, hvilket endnu engang ledte til diskussionen omkring Liverpool og dødbolde - en diskussion som har været evigt aktuel de seneste mange sæsoner.
 


Man endte dog, som ovenstående illustration viser, sæsonen med for første gang i 9 sæsoner at indkassere færre end 10 gange, ja faktisk kun 8 gange, på dødbolde sæsonen igennem. Det var altså første gang siden de glade Benitez-dage og lige omkring halvt så mange gange, som i Klopps første sæson i spidsen på Anfield.

Styrmanden er fundet

En anden del af forklaringen og muligvis den mest åbenlyse af slagsen, er indkøbet af verdens dyreste forsvarsspiller, førnævnte Virgil van Dijk. Den hollandske klippe kom til klubben i januar og blev med det samme et hit på Anfield, da han 84 minutter inde i sin debut i FA Cuppen, steg majestætisk op og pandede det matchvindende mål i netmaskerne mod bysbørnene fra Everton.

Det er dog i højere grad for sine solide præstationer i den anden ende af banen, at van Dijk har vundet hjerterne på Anfield. Hans store autoritet, stærke duelspil, tydelige lederegenskaber og rolige omgang med bolden gjorde fra dag ét en stor forskel for Liverpools bagerste geledder.



Liverpool har blot indkasseret 10 mål i 15 Premier League-kampe (svarende til 0,66 pr. kamp) med van Dijk i startelleveren, hvorimod det før indkøbet af hollænderen var blevet til 28 indkasserede mål i 23 Premier League-kampe (1,21 pr. kamp).

Derfor bliver det endnu bedre i 2018/19

Der er ikke meget der peger i retning af, at Liverpools defensiv, og mandskab i det hele taget, ikke bør forbedre sig endnu mere i den kommende sæson. Ambitiøse indkøb på nøglepositioner er lavet for at tage truppen til næste niveau og lover godt for 2018/19.

Indkøbet af verdens dyreste forsvarsspiller i januar er blevet fulgt op med købet af verdens dyreste målmand denne sommer. Alisson Becker er trådt til fra de italienske Champions League-semifinalister fra sidste år, AS Roma.

Målmandsposten

Alisson lavede i den seneste sæson 0 fejl, der førte til scoring, mens Liverpool-keeperne, Loris Karius og Simon Mignolet, begge lavede 3 hver sæsonen igennem. Brasilianeren indkasserer i gennemsnit et mål på hvert 3.3 skudforsøg, mens Karius (1.9) og Mignolet (1.4) halter langt efter.



Den altoverskyggende statistik fra den netop færdigspillede sæson, er redningsprocenten for Alisson (76.5 %), som er væsentligt bedre end både Karius’ (65.2 %) og Mignolets (57.1 %). Meget peger altså i retning af, at Liverpool har fået en rigtig topkeeper ind ad døren og har adresseret det sidste “svage led” i defensiven.

6'eren, maskinrummet og det høje presspil

6’er-positionen har i mange år været en plads, som Liverpool-fans har spurgt efter forstærkning på. Den er så kommet denne sommer med købet af brasilianske Fabinho fra AS Monaco.

Fabinho var i den forgangne sæson den spiller i den franske Ligue 1, der vandt flest hovedstødsdueller og flest tacklinger. Sammenlignet med klubbens defensive midtbanespillere i sidste sæson, Jordan Henderson & Emre Can, så er Fabinho en spiller, der laver flere interceptions.Liverpools meget offensive og høje presspil beror på, at man vinder bolden højt i banen og dermed beskytter defensiven.

Fabinho leverede 1.48 af slagsen lavede han i snit pr. kamp i sidste sæson - bedre end både Henderson & Can (begge 1.12). Kigger man desuden på AS Monacos defensive rekord i Ligue 1 uden Fabinho over de seneste to sæsoner, så har de lukket 1.40 mål ind pr. kamp i snit, mens de har lukket 0,97 mål ind pr. kamp med brasilianeren på holdkortet.



En anden forstærkning, der kan få en positiv indvirkning på Liverpools defensive fundament, er Naby Keïta. En balancespiller, der udover at være imminent fremad banen også skal sørge for defensive aktioner, højt oppe i banen. Den afrikanske midtbanemand er en komplet midtbanespiller for et mandskab som Klopps og er blevet sammenlignet med alle lige fra N’Golo Kanté til Andres Iniesta.

Keïta gennemførte i snit 2.05 interceptions pr. kamp på et hold, der ligner meget Liverpools i fremgangsmåden i Bundesligaen 2017/18 (RB Leipzig). Tættest på kommer James Milner, der i snit har 1.09. Keïta er også dygtig i duelspillet, hvor han vinder lige godt 47 % - kun overgået af Gini Wijnaldum med 53 % (Wijnaldum har dog kun i snit 0,94 interceptions pr. kamp).

Ligesom med Fabinho og AS Monaco, så har RB Leipzig også været markant svagere defensivt uden Keïta, hvor det er blevet til 1,60 mål indkasseret pr. kamp uden afrikaneren og 1,31 pr. kamp med Keïta involveret over de sidste to sæsoner.

Klar til næste niveau

Der er ingen garantier i fodbold, men Liverpools lovende opsving over de sidste 29 kampe i 2017/18 gjorde klubben til det hold i Premier League med færrest indkasserede mål og dermed den stærkeste defensiv i slutningen af sæsonen.

Flere spændende og prominente navne er hentet ind for at stabilisere defensiven og styrke stammen på holdet yderligere og undertegnede kan, med Liverpools imponerende succesrate på transfermarkedet under Jürgen Klopp in mente, kun se alvorlige skader på nøglepositioner være i vejen for, at Liverpool tager de defensive præstationer til det næste niveau i den kommende sæson.

En forudsigelse herfra: Liverpool indkasserer maksimalt 30 mål i den kommende Premier League-sæson.

Kilder til stats: Squawka, Transfermarkt & Andrew Beasley (Twitter)

Indlægget er tidligere bragt på plbold.dk












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder