ET KIG I SPÅKUGLEN: HVAD KOMMER 2018/19 TIL AT BYDE PÅ?










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


ET KIG I SPÅKUGLEN: HVAD KOMMER 2018/19 TIL AT BYDE PÅ?


En ny sæson banker på, og over de næste 60 kampe plus/minus det løse vil det vise sig, om de forventninger, forhåbninger og bekymringer, vi alle render rundt med, har hold i virkeligheden.

Vi har bedt vores skribenter om at komme med deres bud på, hvordan det kommer til at gå Liverpool i denne sæson. Hvilke forventninger de har, hvem de regner med bliver de største profiler og de største overraskelser, og hvilke spørgsmål, der i disse dage farer rundt i hovedet som en anden James Milner, som de allermest glæder sig til, at spillet på banen giver svar på.

 

ESBEN SUURBALLE CHRISTENSEN: "Klopp kaster en molotovcocktail på sin kedelige finalestatistik"

 

 

1. Forventninger til sæsonen

At LFC presser City i mesterskabskampen. Noget, de lyseblå fra Manchester var foruden sidste sæson. At forvente eller kræve et mesterskab 28 år efter, vi sidst vandt ét, mens vi konkurrerer om dette, mod et hold der sidste sæson lavede 100 point, er nok at hamre på citronen med et baseball bat. Dog vi må sætte forventningerne højere end at slæbe endnu en 4. plads hjem. Vi skal også sætte næserne helt i spids efter pokalsølvtøj hvad enten det er en CL, FA eller nødtvunget en energidrik-pokal.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Jeg forudser at vi slutter på en 2. plads. Og det endda overbevisende. Jeg håber selvklart, at vi slutter en placering over dette. For jeg har brug for det mesterskab, som min græsplæne pt. har brug for vand og mine børn har brug for at komme i skole. Men desværre forudser jeg, at Man City lige er den tand stærkere. Andet vil også være unaturligt. De lavede 100 fucking point i en 38 kampes-sæson. Det er surrealistisk vildt.

Jeg forudser til gengæld, at vi tager både FA - og energidrik Cuppen - og Klopp dermed kaster en molotovcocktail på den der finalestatistik, som vi helst ikke snakker om. I Europa er det et krav, at vi i alfald kommer forbi gruppespillet, de indledende knock-out kampe, og forhåbentlig er med i finalerunderne - og det gør vi også.

 

3. Sæsonens største profiler

Mo Salah, la! I starten af sommeren og under VM manede jeg faktisk til forventningsbesindighed omkring Salah og dennes form i den her sæson. Men pre-season har indikeret, at Salah er klar til at gentage sidste sæson - og endda bygge på. Det er gode nyheder for alle, der holder med den røde halvdel af Merseyside og dårlige nyheder for gumpetunge forsvarsspillere i premier league. Ja, jeg tænker på Jer, Chris Smalling og Phil Jones.

Virgil Van Dijk! Allerede en legendechef, som de unge vidst nok kalder det. At score mod the blueshite i sin debutkamp er nok til, at han som 50 årig kommer til at have en permanent sommertour i Norge som gæstebartender og keynote speaker med historier om, hvordan Lovren seriøst troede at han var verdens bedste forsvarsspiller, når Virgil blev kåret til det 10 sæsoner i træk. Vores defensivs brød og smør!

Allison Becker! At synge Don´t Look Back In Anger med Oasis som sin introduktionssang, på træningslejren ved kildevandssøen, er nok til i min bog allerede at være en LFC målmandsprofil på størrelse med Ray Clemence.

 

4. Sæsonens største positive overraskelse

Big Shaq! Jeg var mere lunken end den liter mælk, min datter altid glemmer at sætte ind i køleskabet, inden hun cykler i skole, da vi købte den lille store fyr. Men pre-season har fået mig til at ændre mening, da Klopp ikke har brugt alt tiden på at smide ham ud på kanten, men brugt ham både længere tilbage på - og helt øverst på banen.

Det har han løst på fornemmeste vis, med at vise målinstinkt, kreativitet, fart og fysik, samt at skrive under på  kollektivets benhårde arbejdsoverenskomst. Gode nyheder for os. Men dårlige nyheder for de gumpetunge forsvarsspillere i premier league. Ja, jeg tænker på Jer Phil Jagielka og Michael Keane. Han får mere spilletid end oprindelig tiltænkt, af mig, dig og alle andre.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Hvor stærk en trup har vi egentlig? Pre-season har jo budt på et overflod af kvalitet på bænken. Men når vi er i uge 38, og Sturridge, Matip, Gomez, Lallana og Clyne alle er sygemeldt på ubestemt tid, hvor bred en trup har vi så reelt? Forklaringen på Kiev skal ikke kun findes i mellem hænderne på Karius, men også i at vores bænk på ingen måde var stærk nok til aflaste - og ændre kampbilledet, da først vi begyndt at lække mål.

At håbe på at de forreste tre - der er så vigtige for os - igen går sæsonen gennem skadesfri, kan vi naturligvis godt, men ligefrem at satse på det virker decideret naivt og derfor skal især offensive nyindkøb - og unge spillere indløse deres værd og potentiale denne sæson, for at vi kan give løbe om kap med City.

 

ANDREAS BRØNS RIISE: "Jeg glæder mig til at se, om Klopp skruer heavy-metal-knappen op på fuld styrke igen"

 

 

1. Forventninger til sæsonen

Liverpool har forstærket sig markant, men har altså immervæk 25 point at hente på Manchester Ciy. Vi kan (og skal) selv sørge for at tage et skridt opad, men er nok afhængige af, at de forsvarende mestre tager et skridt tilbage, hvis det skal blive til et mesterskab.

Med perfekt harmoni i truppen og mellem ledelse og manager, troen på mirakler tilbage på Anfield samt et par af de største problemer adresseret i transfervinduet, skal man have høje forventninger, og det har jeg også. Men jeg hører ikke til dem, der vil kalde det en fiasko, hvis ikke der kommer pokaler i skabet i denne sæson. Det kommer an på, hvordan der eventuelt ikke gør det.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Umiddelbart siger mavefornemmelsen, at vi scorer 13 point mere i denne sæson. 88 point vil stort set altid vinde PL, men City skal gå ned i kadence, hvis det skal være tilfældet. Til sommer er det 10 år siden, et engelsk mesterskab er forsvaret succesfuldt, så det er set før. Men jeg tror på en andenplads

Liverpool går ind i alle fire turneringer som en af favoritterne, men uden at være topfavorit til nogen af dem. Vi kan desværre hurtigt ende der, hvor vi ligger så godt i ligaen, at vi ikke har råd til at satse på pokalturneringerne, fordi vi skal forsvare en medaljeplads - uden dog for alvor at spille med om mesterskabet.

Ironisk nok tror jeg, at vores bedste bud på et trofæ er det allerstørste af dem. Champions League skal satse på uanset ligaplacering, og når vi kunne nå finalen med sidste års besætning, ser jeg intet i vejen for, at vi i 2018/19 går hele vejen og henter pokalen med de store ører. De to andre pokalturneringer sælger vi billigt.

 

3. Sæsonens største profiler

Der er ikke meget, der tyder på, at Salah har tænkt sig at acceptere, at han er et one-season-wonder. Jeg tror, han bruger en skuffende CL-finale og VM som drivkraft til at nå endnu højere niveau. I den anden ende kan jeg kun se skader stå i vejen for, at Virgil van Dijk ligeledes bygger på sin imponerende start i klubben og gør det umuligt ikke at nævne hans navn, når der diskuteres forsvarsspillere i den absolutte verdenselite.

 

4. Positive og negative overraskelser

Fekir-signingen udeblev, og det åbner for, at midtbanesliderne fra sidste sæson får en plads i stærkeste start-11’er at kæmpe om. Der vil nok blive roteret en del, men jeg ville slet ikke blive overrasket, hvis Milner bliver den største vinder.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Fabinho bliver en succes i Liverpool, men han er den af nyindkøbene, jeg tror skal bruge længst tid til at vænne sig til Klopp-bold. Det vil sikkert skuffe nogle af de opskruede forventninger til, at han skal løse 6’er-problemet fra dag ét.

Sturridge har også fået skruet forventningerne op med en fantastisk pre-season, men jeg ser ikke noget, jeg ikke så fra ham på samme tidspunkt sidste år: Mere fysik, arbejdsmoral og vilje til at gå ned i banen. Det holdt ikke længe. Jeg er villig til at æde mine ord med glæde, men jeg skal overbevises. Og slår Studge ikke til, er der altså meget, meget langt i kvalitet fra Firmino ned til Solanke. Ligesom sidste år går jeg sæsonen i møde med svedige håndflader ved tanken om, at Firmino kan gå i stykker.

 

5. Det glæder jeg mig til at få svar på

Sidste år så vi Jürgen Klopp skrue heavy metal-fodboldkoncerten ned på halv kraft i store dele af kampene efter nedsmeltningen på Wembley. Det gav resultater. Jeg glæder mig til at se, om det var tvunget af omstændighederne, og om han med nye spillerstrenge at spille på nu skruer op igen - eller om det var en permanent retuning af konceptet til Premier League.

Flere af Klopps tidligere spillere peger på, at det for alvor klikker, når man har haft ham som træner i tre sæsoner. Vi går ind i Klopps tredje sæson som træner. Jeg glæder mig til at se, om det siger klik, eller om udskiftningen trods alt har været så stor denne sommer, at vi lige skal bruge en sæson til at finde hinanden, før det for alvor går løs.

 

DANIEL AGERGÅRD KAWA: "Vi kommer til at tage Premier League med storm"

 

 

1. Forventninger til sæsonen

Mine forventninger er skyhøje, og jeg ser Liverpool som den største udfordrer til Manchester City i kampen om det engelske mesterskab. Der er købt direkte ind til start 11eren, og bredden er ligeledes styrket. I mine 21 år som fan har truppen aldrig været stærkere.

De områder hvor holdet havde svagheder er alle blevet adresseret, og vores b-kæde kunne snildt spille med i den bedste halvdel af Premier League. Dette hold ser uhyggelig stærkt ud, og det lader til at spillerne, klubben og fansene alle trækker i samme retning. I modsætning til sidste pre-season, hvor Coutinho-sagaen havde en negativ effekt, har der ikke været antydningen af uro denne gang. Vi kommer til at tage Premier League med storm.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Som jeg ser det, har Premier League og Champions League det alt overskyggende fokus i den kommende sæson. Jeg tror virkelig, at dette kan være sæsonen, hvor Liverpool genvinder det engelske mesterskab, men vi ender som minimum i top 3. En kvart- eller semifinale i Champions League er ligeledes inden for rækkevidde.

Reserverne kan uden tvivl gøre en god figur i pokalturneringerne, men om det rækker til en pokal, afhænger af hvordan det forløber i de andre turneringer, og dermed om stjernerne fra a-kæden bliver sparet i de senere runder.

 

3. Sæsonens største profiler

Vores fronttrio har alle værktøjerne til at fortsætte deres mål-rus fra sidste sæson. Jeg regner dog med, at det bliver mere ligeligt fordelt, og Mo Salah dermed får et mindre "formdyk". Den helt store oplevelse bliver Mané, der bygger yderligere på sin imponerende formkurve fra foråret. Mit bud er at fronttrioen ender på 25-30 mål hver i alle turneringer, når sæsonen er slut.

Derudover har jeg Naby Keita og Virgil van Dijk, som dem jeg regner med, bliver de to helt store profiler i den kommende sæson. Keita bliver en gamechanger, og jeg er sikker på, at han vil bidrage til at skabe en hidtil uset dynamik på holdet. Van Dijk har været af en anden verden siden ankomsten i januar, og jeg forventer intet andet, end at han fortsætter i samme spor. Det vil undre mig meget, hvis ikke Liverpool efter sæsonen står med en af ligaens bedste defensiver, og her bliver Van Dijk den altoverskyggende drivkraft.

 

4. De positive og negative overraskelser

Shaqiri bliver sæsonens største overraskelse. Jeg tror, at mange forventer, at han primært bliver backup spiller, men jeg ser ham få en hovedrolle undervejs i sæsonen - både som indskifter og starter. Shaqiri har noget af den x-faktor som Coutinho også besad, og han kan afgøre kampe på egen hånd.

Jeg er overbevist om, at vi får set flere vanvittige scoringer fra Shaqiri i stil med hans saksespark mod Man Utd. Det bliver afgørende at have en spiller af så høj kvalitet til at sætte ind i tætte kampe, og som samtidig kan presse på for en startplads i offensiven.

Den negative overraskelse bliver Joel Matip. Jeg tror desværre, at han vil fortsætte sidste års deroute og gradvist udvikle sig til en marginalspiller. Matip er en af de få spillere, der har udviklet sig i en negativ retning under Klopp, og jeg frygter, at det er starten på enden for ham i klubben.    

 

5. Det glæder jeg mig særligt til

At se Keita skabe rum og muligheder til vores fronttrio. Det bliver giftigt!

 

PATRICK PILOV: "Naby Keïta kommer til at rive hold midtover"

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Med tanke på den fantastiske 17/18-sæson vi havde, så er mine forventninger tårnhøje. Fire kvalitetsspillere er kommet ind, mens ingen af de bærende kræfter på holdet har forladt os. Jeg har snakket med mange Reds, og noget af det, jeg hører oftest, er: ”Det er den bedste trup jeg har oplevet som Liverpoolfan”. Jeg kan kun tilskrive mig holdningen.

Der er kommet forstærkninger til startelleveren og kvaliteten på bænken er højere, end jeg nogensinde har oplevet det. Alt i alt så forventer jeg sprudlende fodbold med en mere kynisk spillestil, så vi også kan lukke kampene tidligt og køre dem hjem på ’cruise control’.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Det er altid svært at skulle forudsige, hvordan verdenssituationen ser ud om ni måneder, men det er jo også det, der gør det så fantastisk at se fodbold – man ved aldrig, hvad der sker. Mit personlige succeskriterie er, at vi presser på til titlen, og at vi stadig er med i mesterskabskampen med fem runder tilbage. Desværre tror jeg, City får skovlen under os i løbet af sæsonen, da jeg tror, vores hold passer bedre til et ’cup-run’. Derfor tror jeg, sæsonen ser således ud, når vi er færdige:

Premier League: Andenplads.

Champions League: Kvartfinale

FA Cup: Vinder

Liga Cup: Finalist

 

3. De største profiler

Puha, den er godt nok svær. Jeg synes, der er så mange at vælge imellem, og det er svært at udpege enkelte spillere på et hold, som bygger så meget på synergi og fælleskab. Når det så er sagt, så tror jeg Mané tager skridtet op, og bliver en af verdens allerbedste kanter.

Han har haft en sæson til at vænne sig til den nye position på venstre kant, og jeg tror, han bygger videre på det, han viste i sidste halvdel af sidste sæson. Jeg tror også, Salah holder sit niveau, om end han ikke scorer 44 mål igen, så han må også regnes som en profil.

Den spiller, jeg har størst forventninger til kommer til at rive samtlige hold over i ligaen, det er Naby Keita. Det virker som om, han går lidt under radaren på diverse PL-fanfora, og det, tror jeg, er en kæmpe fejl. Med det, jeg har set i pre-season, og det, jeg har set af ham førhen, så kommer han til at blive den absolut vigtigste spiller på holdet.

 

4. Største positive og negative overraskelser

Den største positive overraskelse bliver Daniel Sturridge. Han får ikke sin anden ungdom eller kommer op på det niveau, han var på i 13/14-sæsonen, men han virker som om, han er indforstået med sin nye rolle som andenviolin på holdet. Efter et miserabelt udlån til West Brom virker det som om, han har indset, hvor godt han har det i Liverpool.

Samtidig virker det som om, han har indset, at han ikke er den spiller, han var engang, og er blevet bedre til at bidrage i opspillet. Min negative overraskelse bliver, uden et sekunds tvivl, Matip. Han har i mine øjne set utrolig svag ud i pre-season, og jeg tror, hans selvtillid er helt i bund. Jeg håber egentlig, at Gomez står foran ham i køen, for jeg kan ikke længere se Matip være andet end marginalspiller i Liverpool.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Jeg glæder mig utrolig meget til at se Fabinho, og hvordan han indfinder sig på holdet. Jeg synes ikke, han har set alt for skarp ud i pre-season, men han skal selvfølgelig lige vende sig til den nye ’fart over feltet’ spillestil, som Klopp praktiserer.

Hvis han kan få tur i sit spil, så kan han vise sig at være en af de bedste defensive midtbanespillere i verden. Og så glæder jeg mig til at se Alisson over en længere periode. Jeg glæder mig til at se, hvordan han med ren og skær ’presence’ kan gøre hele vores forsvarskæde bedre. Og så glæder jeg mig til at se, om vi kan presse City til det yderste, når det for alvor bliver tid til at trække i arbejdstøjet i ligaen.

 

FLEMMING LINNEBJERG RASMUSSEN: "Vi får færre svipsere og endnu mere driftsikkerhed"

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Jeg tror, at vi i denne sæson vil se Liverpool-mandskabet stabilisere sine præstationer yderligere i forhold til sidste sæson: Færre svipsere og (endnu) mere driftssikkerhed. Klopp bygger hele tiden på og den ekstra bredde, transfervinduet har ført med sig, betyder at bundniveauet nu er løftet. Også når vi ikke stiller med A-kæden eller når trætheden og skaderne melder sig.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Det bliver i år til en 2. plads i ligaen efter City, som jeg desværre tror fortsat lige er en tand mere stabile og en tand mindre fejlbehæftede end de rødklædte. Jeg tror, at vi crasher tidligt ud af den ene pokalturnering, men kommer langt i den anden.

Lad os sige en tidlig exit i Mickey Mouse-cuppen, en FA Cup-sejr og en kvartfinale i Champions League.

 

3. Sæsonens største profiler

Mest udbredte koldsvedsmareridt hos PL-forsvarene i år: Liverpool kommer i omstilling. Keita fører bolden frem. Du begynder at bakke, mens du desperat forsøger at holde styr på Firmino, der løber bag ryggen på dig. Nu skimter du Salah spurtende ned ad højreflanken, mens du taber Mané af syne bag dig. 4,3 sekunder senere er der mål.

Det er med andre ord oplagt at nævne vores fronttrio igen i år. Jeg tror, at Mané tager spotlyset, og så kommer Keita til at vise klassen fra start.

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelser

Positivt: Vores freescoring fronttrio viser sig ikke at være et one-season fænomen – men jeg ved nu ikke, om det kan kaldes en overraskelse. Jeg vil i stedet fremhæve, at vi på et klassemandskab som LFC nok kommer til at spille meget med en ung skotte og en endnu yngre local lad på de to backs. Det er egentlig overraskende, at det kan lade sig gøre i disse tider med meget internationale mandskaber.

Negativt: Jeg frygter, at Fabinho skal bruge lang tid til at vænne sig til tempoet og at han ikke bliver oplevet som et superindkøb i sin første sæson.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Jeg ser især frem til at se, hvor hurtigt og godt, at Klopp kan få de nye profiler til at fungere. Hele midteraksen med Allison, Van Dijk, Fabinho og Keita er ret nye og jeg er spændt på, hvor mange (eller hellere ”hvor få”) udfald, det kommer til at give.

 

CHRISTIAN NORDENSKJOLD: "Firmino sniger sig over 30 mål i alle turneringer"

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Jeg forventer, at vi rykker os i Premier League. De seneste to sæsoners fjerdepladser har været gode resultater, særligt når man tager den faktor med, at vi løb tør for spillere i foråret, samtidig med at vi spillede os i en Champions League-finale. Men det vil være en flad fornemmelse, hvis vi ender med en ny fjerdeplads.

Tottenham ser i skrivende stund ud til at være status quo, mens Manchester United og José Mourinho har mere travlt med at tale om os end om dem selv, fordi de heller ikke for alvor har rykket sig. Så jeg forventer, at vi rykker forbi de to. Der er stadig et voldsomt spring op til City, men kan vi ’hit the ground running’ fra start af, så burde vi være i stand til at kæmpe med om trofæet for alvor.

Jeg tør ikke forvente, at vi vinder. Brændt barn skyr ilden. Jeg forventer heller ikke, at vi når ligeså langt i Champions League, men en kvartfinale minimum kombineret med et seriøst titelkandidatur, synes jeg, at vi er i fin position til.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Premier League: Andenplads.

Champions League: Kvartfinale.

FA Cup: Kvartfinale.

EFL/Carabao/Whatever Cup: Totalt ligeglad. Jeg er af princip fuldstændig ligeglad med den turnering, og jeg græder tørre tårer, hvis vi ryger ud i første kamp. De tre andre er langt vigtigere efter min mening.

 

3. Sæsonens største profiler

Mohamed Salah: Det er tarveligt at forvente, at han matcher sidste sæsons måltotal, men jeg synes, at han har vist i pre-season, at han stadig er giftig, og jeg forventer, at han fortsat bliver vores primære kilde til mål, og at han scorer over 20 i ligaen.

Roberto Firmino: Jeg har en forventning om, at han bygger videre på sidste sæson og matcher sin måltotal eller måske endda sniger sig over 30 mål i alle turneringer. Det ville være smukt og et endeligt bevis på, at jeg tog grumt fejl, da jeg skreg på en ny spidsangriber sidste sommervindue.

Virgil Van Dijk: Defensiven steg ganske enkelt voldsomt i niveau, da han kom til, og jeg forventer, at de takter fortsætter med ham som styrmand med en bedre målmand bag ham og en Dejan Lovren med fornyet selvtillid efter en stor sæson krydret med en stor slutrunde.

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelse

Det er fandeme svært, for der er så store forventninger til hele holdet individuelt som kollektivt, at det er svært at skulle pege en positiv overraskelse i den forventede startellever. Så skulle det mere være, at der kommer en stor overraskelse fra bænken.

Måske viser Daniel Sturridge endelig igen, at han stadig kan vise glimt af fortiden på andre tidpsunkter end i pre-season, måske får unge Curtis Jones vist allerede i den kommende sæson vist, at han potentielt er en stjernespiller i svøb, eller måske viser Xherdan Shaqiri, at han stadig har et gennembrud til gode, som alle forudsagde, før karrieren tog en detour i Stoke.

Jeg ved ikke med negative overraskelser. Det kunne være, at vores offensiv falder i niveau, eller at vores defensiv ikke er så god, som vi har talt den op til at være efter et flot forår og tilgangen af en ordentlig målmand.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Først og fremmest om vores tre forreste kan holde samme niveau, som de gjorde i sidste sæson. Så glæder jeg mig til at se, om vores midtbane får lidt mere tyngde og evner både frem og tilbage i banen efter tilgangen fra profiler som Fabinho og Keita. Så glæder jeg mig til at se, om vi har fået løst vores mangeårige problem med bredden, når det spidser til.

Men jeg glæder mig især til at se om vi med tilgangen af Alisson har fået løst vores oldgamle målmandsproblem. Sidste sæson var en mærkbar forbedring defensivt, da vi endelig ramte de magiske 1.0 mål indkasserede kamp, men der er stadig rum til forbedring, og vi skal undgå meltdowns som mod City og Tottenham ude, hvor vi indkasserede 25% af alle de mål, vi lukkede ind i hele sæsonen.

 

MARTIN BUSK: "Jürgen Klopp skal vinde noget i denne sæson"

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Jeg forventer en eller anden form for metal. Jürgen Klopp har været i Liverpool i snart tre år og derfor sætter jeg, i takt med at han har fået frihed til at handle ind fra de berømte øverste hylder, mine forventninger op til, at der nu skal vindes noget. Selvfølgelig allerhelst et mesterskab, som jeg for første gang i mange år mener er en reel mulighed, men en FA Cup eller Liga Cup titel og en top 4-placering lever jeg også med. Derudover forventer jeg avancement fra gruppespillet i CL, som minimum.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Det kan gå to veje. Som nævnt ovenfor tror jeg helt ærligt på et mesterskab. Jeg er med på at meget skal flaske sig, men ser jeg på truppen, mener jeg den er ligeså stærk som Citys. Der er måske det mentale til forskel, som det eneste. Enten tager vi 1. pladsen i Premier League og tidlige exits fra både Carabao Cuppen og FA Cuppen - eller også napper vi en pokal i en cup-turneringerne.

 

3. Sæsonens største profiler

Jeg er optimist og er temmelig sikker på, at Mohamed Salah igen vil shine. Det er ikke sikkert at han igen når over 30 mål, men for mig er han stadig den vildeste spiller jeg har set på et Liverpool-hold siden Luis Suarez. Jeg tror også på at vi kommer til at se en flyvende Sadio Mané og så er jeg overbevist om at Alisson Becker er løsningen i målet, der sikrer 15 point.

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelser

Jeg synes, vi henover denne sommer har udvist en tendens til at skyde James Milner, Jordan Henderson og Gini Wijnaldum ud af startopstillingen, efter indkøbene af Naby Keita og Fabinho. Jeg er dog ret overbevist om at særligt de to førstnævnte vil få store roller i den kommende sæson og på den måde blive positive overraskelser iblandt Liverpool-fans.

Jeg frygter lidt mere for Fabinho, uden at jeg dog af den grund tror at han bliver en negativ overraskelse. Det tror jeg desværre til gengæld at Joël Matip bliver. Han har skuffet mig indtil videre, og det tror jeg han vil fortsætte med. Derudover hører jeg til en af dem, der ikke ser Trent Alexander-Arnold som en kæmpe åbenbaring. Ikke endnu.

Han kan sagtens spille enormt overbevisende, men han skal højne sit bundniveau og jeg er nervøs for om han kan holde en hel sæson. Var jeg Klopp, ville mit førstevalg være Nathaniel Clyne.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Fabinho og vores backs. Både TAA og Clyne i højre side samt om Andy Robertson i venstre side fortsætter sit tårnhøje niveau fra sidste sæson eller om det kan lykkes Alberto Moreno at presse ham. Det sidste håber jeg ikke på. Derudover ser jeg frem til, hvordan vi taktisk vil gribe tingene an, særligt offensivt. Jeg tror, at Klopp pusler med flere forskellige alternative systemer på midten, hvilket bliver spændende at følge.

 

MADS TRANEMOSE: "Er vi lige så gode på banen som i transfervinduet?"

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Jeg må blankt erkende, at jeg har tårnhøje forventninger til Klopp og co. denne sæson. Truppen ligner en velsmurt maskine uden nævneværdige svage led eller mangler. Jeg forventer et mandskab der spiller flot, underholdende, aggressivt men måske aller vigtigst effektivt fodbold. Jeg tror der bliver smidt færre dumme point på uafgjorte og tabte kampe, som godt kunne være vundet ved det sidste held eller kynisme. Derfor bliver det også til det første trofæ til Liverpool FC siden 2012.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Hold nu op, hvor er det svært at forudsige. Jeg er overbevist om, at vi slutter 1'er eller 2'er i ligaen sammen med Manchester City. Det gør helt ondt at skrive, men mit bedste bud er at vi slutter få point under City, som bare har set utroligt stærke ud. Styrkeforholdet på de to hold er dog så tæt, at alt kan ske. I pokalerne går det således:

Champions League: Semifinale

FA Cup: Vinder (!)

Carabao Cup: Kvartfinale

 

3. Sæsonens største profiler

Jeg tror at Salah og Van Dijk igen vil være massive profiler og styre begivenhederne i hver deres ende. Klasse fornægter sig ikke, og klasse har de to gutter nok af. Keïta kunne nemt gå hen og blive en dominerende profil i holdets spillestil men også med eget slutprodukt. Ham har jeg fidus til.

Slutteligt vil jeg nævne James Milner. Det er højst sandsynligt mit man-crush der taler, men jeg tror at den aldrende vicekaptajn kommer til at spille en større rolle end de fleste tror. Måske ikke den største profil, men en meget vigtig brik.

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelse

Den positive: Naby Keïta får en stor første sæson i Premier League. Hvis man på forhånd havde forventet det, er det selvfølgelig ikke den store overraskelse. Tilpasning til Premier League har dog for mange vist sig at være svært, men jeg tror at han bliver flyvende fra start i bedste Salah-stil.

Den negative: Jeg ser udfordringer for Kaptajn Jordan Henderson når spilletiden skal fordeles mellem mange dygtige midtbanespillere.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Kan Liverpool bide skeer med Manchester City? Det står for mig som det største og mest spændende spørgsmålstegn. I samme spor glæder jeg mig til at få svar på, om Liverpool kan levere så stærkt på banen som man har gjort i tranfervinduet. Her er klubben rykket op til at være en absolut topklub i europærisk fodbold. Afspejler det sig på banen? Og efter en potentiel fremragende sæson, kan vi så også holde på verdensklassespillerne næste transfervindue?

 

FREDERIK FONNESBECH-WULFF: "Vi spiller den bedste fodbold. Det føles lækkert at sige OG mene det".

 

 

1. Forventninger til sæsonen

Jeg regner stærkt med, at The Reds bygger videre på det gode udgangspunkt, der er bygget op de sidste par sæsoner. Det er vildt interessant med alle de nye gutter – ikke mindst pga. den mængde penge, som Liverpool endelig har brugt. Det virker enormt ambitiøst at samle den mængde frække fyre, som vi efterhånden har.

Lige som sidste sæson, så kan man se, at de ting, som alle kan se, at der skal arbejdes med, rent faktisk bliver arbejdet med. Vi har jo fået en bænk. Spørgsmålet er så, om den er omfattende nok, men det må tiden jo vise. Jeg er enormt ked af, at sæsonen formentlig både starter og slutter uden den gode Oxelademad, men det er der jo ikke helt så meget at gøre ved.

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Liverpool skal virkelig ud og smække ligaen bagover. Og vi har endnu mere power fremad end vi har haft tidligere. Jeg mener, at alle kæder er styrket markant henover det senere stykke tid, men jeg ser nu stadig et problem i at skulle spille sig igennem et 10-mands forsvar mod et hold, der er kommet for 1 point. I ved – sådan en sludvåd dag i november.

Jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre hver gang. Men jeg håber og tror på at Liverpool i denne sæson kan tage endnu et nyk opad og hapse en 2. plads. Der skal i hvert fald være fremgang i point-høsten. Der er som sædvanlig mange om buddet til topplaceringerne, men City aside er vores fodbold er bare bedre p.t. Det føles lækkert at sige OG mene.  

Jeg håber samtidig på, at Liverpool igen er at finde i Champions Legaue kvartfinalen. Og kunne det så ikke være på tide, at vi snupper en pokal? Jeg tror egentlig ikke på at det sker, men jeg tror på, at det sagtens kan lade sig gøre.

 

3. Sæsonens største profiler

Det er let at tage sådan en fyr som Salah og redegøre for, at han skulle blive vores topscorer igen – det ser ikke ud som om, at han har taget farten af sin vanvittige målstime. Men jeg tror virkelig, at jeg får lyst til at snakke en masse om Van Dijk igen, og Naby Keita ser også ud til at have frihed til en masse offensiv udfordring. Desuden er der jo vores glimrende backs TAA og Robertson, som jeg nok stadig vil håbe fortsætter udviklingen.

 

4. Positive overraskelser

Jeg havde egentlig håbet på at få Fekir ind. Den weekend var ikke rar – da vi smed den transfer på gulvet – for jeg tror faktisk stadigvæk på, at der er én ledig plads på midtbanen, før vi virkelig er der.  Men jeg håber egentlig, at Shaqiri kan spille noget offensiv midtbane i systemet. Woor – det ville være bomben. Jeg plejer ikke at lade mig rive med af pre-season præstationer (læs: Iago Aspas) – men det ser allerede fornuftigt ud, og det er virkelig betryggende, at Shaqalicious har spillet i ligaen allerede. Der er virkelig plads til sund konkurrence på mange pladser – det er bare så positivt. Bring it.

 

5. Det glæder jeg mig til at få svar på

Har Sturridge fundet ud af, at man godt kan lære et nyt system? Kan han holde sig skadesfri længe nok til at blive relevant – og skal vi beholde ham? Kan gutter som Lovren lade være med at falde helt igennem i et par kampe? Skal vi snart have en lille pokal? Får man smage et stykke med guld? Hvordan bliver vi stillet i hele den her Buvac-sag, og hvad er det for en sag? Kommer vi styrket ud af sæsonen?

 

JEPPE HEE RØMER: "Keita kommer forfra, Firmino kommer bagfra. BUM! En vaskeægte pressandwich."

 

 

1. Forventningerne til sæsonen

Jeg har længe været modstander af alt det der ”i år er vores år”-pjat, men i år er det sgu svært ikke at blive helt pjattet. Forventningerne er høje i de to ’store’ turneringer, men jeg mener ikke, vi har en bred nok trup til at være med på alle fire fronter. Et tidligt exit fra pokalturneringerne er derfor acceptabelt, hvis vi så til gengæld står med Premier League-trofæet til sidst!

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Jeg tror desværre, vi kommer til at ende lige bag Manchester City i ligaen – deres trup er simpelthen for bred og med for meget kvalitet. Selvom jeg selvfølgelig håber, at vi vinder lortet, er en andenplads også flot og vil være med til at understrege den store fremgang i klubben. Tre år i træk med Champions League varmer også både i forhold til økonomien og tiltrækningskraften.

Pokalturneringerne er svære at spå om – med lidt held kan vi jo hurtigt komme langt i Mickey Mouse-pokalen, men jeg frygter, at for mange lange forløb vil slide for meget på truppen.

 

3. Sæsonens største profiler

Naby Keita. Premier League kommer ikke til at vide, hvad der rammer dem, når Sadio Manés gode ven torpederer dem forfra, mens Firmino kommer bagfra – BUM! En ægte pres-sandwich!

Sadio Mane. Efter en glimrende sæson sidste år, som blev overstrålet af Salahs fantastiske sæson, tror jeg, at Naby Keitas gode ven med 10-tallet på ryggen er klar til at indtage en mere spilfordelende rolle. Det bliver smukt.

Mohammed Salah. Selvfølgelig. 

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelse

Fabinhos evne til rent faktisk at modstå pres og vende med bolden i stedet for blot at aflevere tilbage, hvor den kom fra, kommer til at ændre vores kontraspil fuldstændig. Det vil samtidig være et vigtigt skridt mod, at vi lærer at ’tage temperaturen på kampen’.

Truppens manglende bredde kommer til at ramme os – især hvis vi kommer langt i Champions League. Selvom kvaliteten er styrket markant, så er antallet af spillere det ikke. Can, Coutinho og Oxlade-Chamberlain er blevet til Fabinho, Shaqiri og Keita. Det er stadig for tyndt både foran og bagved (og til dels også på midten), hvor skader til Firmino eller Van Dijk vil sende os meget langt tilbage.  Jeg frygter, at vi ligesom sidste år tvinges til at satse på enten Champions League eller ligaen.

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Kan Sturridge holde sig skadesfri? Jeg tvivler!

 

ANDERS RØRTOFT-MADSEN: "Vi vinder Premier League i 2019/20."

 

1. Forventningerne til sæsonen

Et så gennemført transfervindue sætter selvfølgelig forventninger i vejret. In mente, at transfervinduet endnu ikke er lukket helt, så ser det ud til at Liverpool er den klub, som har styrket sig mest. Min forventninger er derfor, at vi kan spille med helt i toppen og være en seriøs bejler til mesterskabet. Det må også være et mål, at vi vinder en af pokalturneringerne. Så glæder jeg mig til at vi igen skal underholdes af et aggressivt og sprudlende Liverpool hold på Anfield. 

 

2. Hovedet på blokken: Hvordan kommer det til at gå?

Vi er tæt på, men jeg tror først, at det bliver sæsonen 2019-2020, at vi vinder Premier League. Der mangler lige de sidste par transfers inden, at truppen peaker. Derfor må buddet være 2.pladsen, men vi spiller med om mesterskabet langt hen i sæsonen. Til gengæld tror jeg, at vi løftet trofæet i FA cuppen. Carabao Cuppen tror jeg mest brugt til at give spilletid til reserverne, så den kommer vi ikke langt i. 

 

3. Sæsonens største profiler

Med så stærke signings i dette transfervindue og præstationer i sidste sæson kunne man nævne flere. Jeg tror, at Sadio Mané rammer hans topniveau i denne sæson. Han har lige skulle omstille på, at Salah tog en masse opmærksomhed på banen.

Han er derfor nu mentalt indstillet på sine rolle både som målscorer, men også en vigtig faktor i det opbyggende spil, hvor han får en vigtig rolle. Vores forreste trio bliver sæsonens profiler sammen med Naby Keita, som trods en mindre skade i opstarten, har vist sit store potentiale.

 

4. Sæsonens største positive og negative overraskelse

Jeg glæder mig til at se James ”Fucking” Milner in action. Han bliver ved med at levere. Han er en fantastisk spiller, at have i truppen qua hans arbejdsindsats. Milner er sikkert ikke blandt Klopps udvalgte altid efter indkøbet af Keita og Fabinho, men han sikrer kvalitet og dybde på midten, som gør at vi som hold kan præstere over en hel sæson. 

Jeg gider ikke bruge tid på at finde noget negativt om Liverpool inden sæsonstart. 

 

5. Det glæder jeg mig især til at få svar på

Jeg håber virkelig, at det bliver sæsonen, hvor Daniel Sturrigde kan fortsætte de gode takter fra pre-season og agere en seriøs reserve til angrebet. Det bliver spændende at se. Endelig har vi en rigtig 6’er i Fabinho. Jeg glæder mig til at se, hvordan det styrker vores restforsvar, når begge backs er med fremme.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder