Login

KARAKTERER: VS. SAINTS
  • Skrevet: 12 februar 2018

Af Frederik Fonnesbech-Wulff

 

”That’s how an away game should be”.

 

Sådan sagde vores allesammens yndlings-Gaffer - Jürgen Klopp i post-match-pressekonferencen efter tre meget vigtige point kom i hus. For det blev en god eftermiddag på et næsten fyldt St. Mary’s Stadium, da vores Mighty Reds besøgte Southampton FC.

 

Vores orangeklædte spradebasser kom flyvende ud fra omklædningsrummet til en solrig eftermiddag, hvor der ikke skulle mere end seks minutters fodbold til, før der stod 0-1 på måltavlen.

 

Herefter stod hjemmeholdet dog for det meste af spillet i de første 45 minutter, men lige før pausen slog Liverpool til igen. Efter Salah havde lagt op til Firmino ved det første mål, var det nu blevet tid til at gengælde tjenesten. Firmino smed nemlig en kæk hælaflevering videre til Salah, der inde i feltet kunne gøre det til 0-2, som også blev kampens resultat.

 

De sidste 45 minutter var Liverpool i kontrol over situationen, men de var dovne på den sidste del af banen. Gode træk og gode beslutninger endte med dårlige afslutninger, hvor vi flere gange kunne have lukket og slukket. Der er masser at bygge videre på, men det var også en fornem præstation, som ikke skal tages for givet.

 

Slet ikke når vi tænker på, at Manchester United smed alle tre point tidligere på dagen til Rafa Benitez’ Newcastle, hvilket giver os en ønskeposition, hvor vi hver eneste uge kan presse på – det gør altså, at vi kigger opad og ikke nedad.

 

Fede sager. Nå, no more chatter. Hvordan klarede vores drenge sig individuelt på St. Mary’s?

 

Loris Karius – 8,5 (MAN OF THE MATCH)

Karius viste stor selvtillid på stregen og i feltet. Karakteren er muligvis lidt højere, end jeg ville give Karius, hvis omstændighederne omkring klubbens målmandssituation havde været anderledes.

 

Men Karius bygger videre på de virkelig fornemme takter fra Spurs-kampen og sætter nogle redninger ind i 1. halvleg, der holder os inde i kampen.  Der var både en refleks-redning, han tøver ikke når han går ud i feltet, og Loris formår endda at forlade sin streg uden tøven på de rigtige tidspunkter.

 

Desuden sætter tyskeren bolden hurtigt i gang i 5. minut, hvilket resulterer i det første mål.  Alt i alt mener jeg personligt, at Karius var en kæmpe årsag til sejren. Clean sheet – GET IN!!

 

Trent Alexander-Arnold – 7

Jeg synes generelt, at TAA gjorde det rigtig godt med sit fantastisk fine pasningsspil og sine offensive løb. Trent formår også at fungere godt defensivt det meste af kampen, og der er bestemt mere fart mellem ham og Salah, end når Gomez spiller pladsen.

 

Jeg har dog ét men i dag: Trent bliver udset som det svage led af Lemina og Bertrand. Og det er i denne periode, at Liverpool får det sværest i kampen. Det er selvfølgelig svært at skulle leve op til konstant at løbe frem og tilbage, men det er nu engang jobbet, og i enkelte situationer synes jeg, at TAA lunter hjem efter, at vi har tabt bolden.

 

Var ofte overladt meget alene med både sin fløj og en yderst offensiv Ryan Bertrand, da Mo Salah blev bedt om at blive højt i banen og lure på kontrastød i den plads, Saints’ venstreback efterlod åben bag sig. Det førte i første halvleg til flere farlige situationer.

 

Selvfølgelig skal han have luft, og han formår også at lukke ned igen, men der er plads til at lære mere om pladsen, selvom jeg personligt ikke tror, at planen for Trent er back resten af karrieren. En enkelt dum bold tilbage til Matip, som stadig irriterer mig. God kamp trods udfald.

 

Joel Matip – 6

Jubilæum: Kamp nr. 50 i Premier League for camerouneren. Matip var dog det svageste led på Liverpools hold i dag. Matip ser nervøs ud, han trækker et gult kort, der mildest talt er unødvendigt, taber et par dueller som ikke må tabes.

 

2. halvleg er væsentligt bedre, men Joel og Trent virker heller ikke særligt afstemte, og jeg er i tvivl om, hvorvidt Matip p.t. burde være tredje- eller fjerdevalget i centerforsvaret. 

 

Virgil Van Dijk – 7.5

Som for maaaaange andre i Liverpools trup, så var det et besøg hos den tidligere arbejdsgiver – anderledes fra de andre var det dog Virgils første tur tilbage, og han bestod med pragt. For der må simpelthen have været pres på ham fra start til slut.

 

VVD vinder sine dueller, tager en tur med op i banen og viser fortsat, at han er den fremtidige kaptajn for Liverpool FC. Desuden blev det VVD’s første clean sheet for The Reds. Der var bare styr på det hele, selvom hans partner havde problemer.

 

Andy Robertson – 7

Absolut godkendt. Overlap-kongen er med frem og tilbage i banen hver gang. En god præstation, men der er tidspunkter, hvor Andy ser sløj ud, og der er bestemt ting, som skal arbejdes igennem.

 

Blandt andet fysisk styrke. Andy giver en del hjørnespark væk, som ikke er nødvendige. I dag var ingen undtagelse. I duel mod danske Pierre-Emil Højbjerg taber skotten den fysiske duel, hvor han forsøger at skærme bolden ud.

 

Så længe Liverpool stadig har problemer på dødbolde, så skal der noget andet til. Men ellers foregik meget af det defensive spil i den anden side – især i første halvleg.

 

Georginio Wijnaldum – 6.5

Gini var med i alt, der foregik, men desværre så endte det meste ikke særlig godt, når han var involveret offensivt. De sidste 10 procent manglede simpelthen.

 

Desuden formår midtbanen slet ikke at holde på bolden i det første 20 minutter efter 0-1 scoringen, hvilket resulterede i, at Saints kunne holde presset i lang tid. Flere gange er det Gini, der ikke kan holde og/eller opsnappe bolden. Af en udebanekamp for hollænderen at være, var det dog en god offensiv indsats.

 

Emre Can – 7.5

Dagens kaptajn var bedste mand på midtbanen i dag, og det var der hårdt brug for – men selv Can falder ud i de hårde 20 minutter af første halvleg, hvor midtbanen slet ikke holder fast i bolden.

 

Can er meget disciplineret, hvilket jeg aldrig troede, at jeg skulle sige så mange gange i træk, men det er nu engang sådan landet ligger for tiden. Can er ekstremt vigtig for midtbanen og meget vigtig for vores presspil.

 

I går og mange andre dage er det Cans opgave at blæse hornet til pres, når vi midt i anden halvleg har været nede at stå lidt for at få luft. Man kan bedst se det, når Can flere gange i træk begynder at spurte en halv bane med bolden omkring det 70. minut.

 

Jeg føler mig overbevist om, at Klopp har givet ham frie tøjler til at følge sine gamle instinkter i udvalgte 10 minutters-perioder i sådanne kampe.

 

Alex Oxlade-Chamberlain – 6

Oxen kom aldrig helt med i kampen. Han er med i det hurtige opspil til første mål, men derefter falder han desværre ud, og er den første Liverpool-spiller til at sige tak for kampen, da han skiftes ud efter en time til fordel for James Milner.

 

Jeg mener nu ellers, at Oxen netop i sådan en kamp her burde kunne finde pladsen til sine fremragende løb frem i banen. Det blev det dog ikke til.

 

Sadio Mane – 6

Mane er stadig midt i sit formdyk. Han kæmper og kæmper – og virkede opsat på at score på sin gamle hjemmebane, men i stedet ramte han forsvarsspillere, reklameskilte og gik i stå med bolden.

 

Det er så svært at se en fremragende flairspiller, der hakker i alt, han forsøger. Jeg er dog meget opløftet af, at han bliver ved med at prøve. Mane arbejder stenhårdt, og jeg tror nu også, at det er spilletid, der er svaret på at få ham ud af den dårligste periode, han har haft i Liverpool.

 

Mohamed Salah – 8.5

Han er bare god.  Assists og mål – hele tiden. Så skidt da med, at han også brænder nogle rimelig store chancer, det viser vel bare, at han kan score endnu flere mål end han p.t. gør.

 

Salah og Firmino ligner et regulært makkerpar, som kan lide at få hinanden til at se bedre ud. Han er bare farligere end  hele Southampton er i dag. En konstant trussel. Jeg kan godt lide ham – WHOtinho?

 

Salah smutter ud på bænken efter 89. minutter og gør plads til Dejan Lovren, som får en dejlig portion overtid at varme sig på.

 

Roberto Firmino – 8.5

Firmino var lige så virkelig god. Han finder Salah og omvendt. Han er også god til at hive folk til sig, så Salah kan få lidt mere plads. Ligner han ikke snart en rigtig 9’er? Og har han ikke gjort det i et stykke tid?

 

Der er egentlig heller ikke langt op til de 20 sæsonmål, som er det officielle mål. Der skal stadig arbejdes med nogle ting, men vi klarer den altså godt med Bobby og bisserne oppe foran. Blev nok snydt for et straffespark efter 25 minutter.

 

Bobby smutter efter 79. minutter og bytter med Adam Lallana.

 

SUBS

 

James Milner – 6.5

God solid midtbanepræstation. Sådan helt klassisk. Fornuftig på bolden og fornuftig uden bolden. En halv time af udmærket spil, hvor han jagtede Saints rundt.

 

Adam Lallana – 6

AV, hvor skal han score. Men ellers var der egentlig bare en udmærket omgang pres i 10 minutter.

 

Dejan Lovren – UB

Dejan nåede ikke rigtigt at blive hverken snavset eller svedig.

 

Jurgen Klopp – 7.5

God plan med hurtigt kantspil at starte på. Jeg er ked af, at vi falder helt ud af kampen i en relativt stor del af første halvleg, hvor vi slet ikke har bolden, og det virker ikke som planen, da vi ikke kan få bolden ud på siderne i den periode.

 

Planen for Oxen så lidt uklar ud, eller var dårligt udført, men jeg synes, det var tvivlsomt – det blev dog rettet op ved at sætte Milner ind i stedet.

 

Jeg bad om det i det første halve år af sæsonen, og jeg har nævnt det i Kopcast: Jeg er meget glad for, at Karius endelig får en ordentlig chance – og endelig virker det.

 

I 2. Halvleg havde Liverpool gang i noget virkelig fornemt presspil, som gjorde, at mange af Southamptons pasninger, selv i den bagerste kæde, endte med at ligge bag ved modtageren.

 

Det bremsede modstanden enormt i en god periode. Salah og Firmino kunne nu godt være blevet taget ud før. Vi har mange kampe og ikke den store trupbredde på de pladser.

 

Up The Reds – YNWA.

Seneste nyheder

KARAKTERER: WEST HAM

KARAKTERER: WEST HAM

Januar og februar 2017 var nogle sjældent trælse måneder som Liverpool-fan efter et ellers fremragende efterår i 2016. Jeg havde frygtet, at det samme ville ske i denne omgang - især efter...

Skrevet af Christian Nordenskjold

Læs mere


BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

BUSKELYSEN: FODBOLD MED FORMAT

Endnu en sejr!    28 kampe spillet. Sæsonsejr nummer 16 i PL. 9 ‘irriterende’ uafgjorte kampe og blot 3 nederlag. Det smækker os - ihvertfald midlertidigt - direkte ind på 2....

Skrevet af Martin Busk

Læs mere


BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere