Login

BUSKELYSEN: UP FOR THE CUP
  • Skrevet: 06 januar 2018

Alt godt kommer til den der venter!

 

Klopp havde tålmodigheden til at vente.

 

Seriøst! Jeg er VIRKELIG - og uden det skal misforstås - opstemt over Virgil van Dijk.

 

Merseyside Derby nummer 230.

 

Stillingen er 1-1 med kort tid tilbage. Hjørnespark til Liverpool i det 84. minut:

 

Verdens dyreste forsvarsspiller - der netop er indkøbt og ankommet og havde første arbejdsdag i mandags - det hollandske monster, Virgil van Dijk, stiger til vejrs i sin debut, jævner Jagielka med jorden og knalder bolden med låget ind bag sprællemand Pickford, foran The Kop, der eksploderer i jubel over at han smækker Big Sam, den lille hovedløse pipfugl Sammy Lee, håbløse Wayne Rooney og alle de andre blå bitre drenge fra den lille blå del af Merseyside, ud af årets FA Cup.

 

BOOM!

 

Byg ham en statue! Ja måske opkald en hel tribune efter ham! Intet mindre kan gøre det!

 

75 millioner pund er jo småpenge for en mand med den betydning!

 

Et bæst på en fodboldbane. Stor og brølhamrende stærk.

 

Satte han overhovedet en fod, et ben eller et hoved forkert? Største fejl var vel, at han ikke allerede tidligere i kampen, havde headet bolden i kassen.

 

Stor ros til Jürgen Klopp i øvrigt, for at ‘turde’ eller rettere have viljen til at spille ham så hurtigt og så i sådan et brag. Så er han ligesom i gang.

 

Jeg ved godt, at det er nu jeg bør klappe kaje, stikke piben ind og lige give ham en til to sæsoner, før jeg begynder at udråbe ham til en ny LFC-legende. Jeg ved selvfølgelig også godt, at han skal bevise sig over mange kampe og jeg er klar over at der vil komme nedture. Men lige nu og her er jeg fløjtende ligeglad.

 

Eventyret kunne tænkeligt ikke være skrevet smukkere.

 

Han vandt hovedparten af sine dueller og var Evertons offensiv-spillere overlegen, både ved fødderne og i hovedspillet. Han gav mig lige præcis den ro på, som jeg på forhånd ønskede mig som det primære, da han blev handlet. Han har med ét, formået at fjerne mindst 50 procent af min nervøsitet.

 

Ja, Everton scorer et mål. Men et mål Virgil van Dijk ikke havde nogen andel i.

 

Et mål, der sandsynligvis ikke burde være tildelt, i og med at (dygtige) Yannick Bolasie nærmest overfalder Joël Matip i returløbet på den kontra de slår ved udligningen. Men det kan jeg jo ikke rigtigt bruge til noget. Ligeså vel som jeg heller ikke kan bruge det til noget, når nogle folk hævder at det tilkendte straffespark til Adam Lallana var blødt og tyndt. Der er kontakt og når der er det, så er der en mulighed for at dommeren dømmer det. Sådan ser jeg også på det når det foregår i Liverpools straffesparksfelt.

 

Generelt var der tale om det jeg kalder et rigtigt og typisk Merseyside Derby. Sjældent særlig kønt og sjældent særlig velspillet.

 

Til gengæld dramatisk, som da Rooney indledningsvist saver Gomez midt over, som da Holgate nærmest kaster Roberto Firmino ud på tribunen og der efterfølgende opstår tumult. Folk hævder røde kort. Det synes jeg er strække den for langt. Jeg vil mene at gult er på sin plads i begge tilfælde og derfor undrer jeg mig også dybt over at Holgate helt slipper, særligt fordi han da også lige bagefter ‘tillader’ sig at hive fat i dommer Bobby Madley bagfra.

 

Jeg ved ikke hvor en del Liverpool fans får den der indstilling fra, med at Everton bare er den rene barnemad. Det er de altså aldrig. De to klubber ligger et spytklat fra hinanden og har dystet mod hinanden nu 230 gange. Uanset hvem der har momentum, så vil det sjældent blive kanonføde. Det må være vores udgangspunkt hver gang vi møder dem.

 

Omvendt så er vi 9 ud af 10 gange det klart bedste fodboldhold, der har klart mest at byde ind med og med størst kvalitet i spillertruppen. Det er den forskel der er og den forskel viste Liverpool i aften.

 

Fodbold er dog bare ikke altid et spørgsmål om possession, afleveringer og afslutninger. Det er et spørgsmål om at score mål. Nok mål immervæk. Gør man ikke det, så er der stor sandsynlighed for at der sker det, der også skete på Anfield til aften; nemlig at modstanderen scorer.

 

Det var så den omvendte verden denne gang. Her scorede Liverpool efter standardsituationer, mens Everton scorede på en kontra. Sådan skal det da også være indimellem - og måske var det egentlig meget typisk, at det netop skete i denne kamp, hvor vi for anden gang i træk måtte undvære vores to absolut bedste spillere i kontrafaserne, Afrikas bedste spiller Mohamed Salah samt Philippe Coutinho.

 

Vi så i Burnley i mandags, at de to er svære at undvære på samme tid. Det synes jeg også var et billede fredag aften. Vi har i disse kampe været meget afhængig af Afrikas næstbedste spiller, Sadio Mané, af Adam Lallana og Alex Oxlade-Chamberlain - og det må man sige har været med begrænset succes, selvom de dog alle tre har haft god andel i de to sejre.

 

Ja, så blev navnet nævnt. Philippe Coutinho. Bliver han solgt, bliver han ikke solgt? Bliver han solgt nu, eller bliver han solgt til sommer? Skal jeg ‘spise’ klamt og ulækkert svensk surströmming eller slipper jeg?

 

I mandags var jeg rimelig overbevist om at det var ikke noget jeg kom til, da jeg storskrydende hævdede, at jeg ville indtage en sådan dåse, eller ihvertfald gøre et forsøg, såfremt han spiller i Barcelona efter den 31. januar.

 

Nu er jeg knap så overbevist længere. Jeg er virkelig træt af transfervinduet allerede og i disse dage er det et helvede at være aktiv på Twitter, hvor der nærmest ikke går en time imellem at en eller anden mere eller mindre velanset journalist, hævder at det nu er en såkaldt ‘done deal’. Det er ret så forfærdeligt.

 

Jeg hiver dog - for nærværende - stadig optimismen frem og gemmer skalkeskjulet lidt væk, selvom det nok er ret så tydelig på og i mig. Jeg kan stadigvæk ikke se hvorfor Liverpool skulle slippe ham nu.

 

Lad os se om jeg må erkende mit nederlag i næste uge, op til eller efter Manchester City-kampen. Den har jeg i øvrigt tidligere kaldt, som kampen hvor City taber for første gang i 17/18-PL-sæsonen.

 

Lige nu? Ja lige nu er det fredag, det er weekend og jeg er bare glad i låget over Liverpool, over Virgil van Dijk, over at have slået Everton, over avancementet og over at vi nu er ubesejret i 17 kampe på stribe.

 

God weekend!

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere