Login

BUSKENS SPECIALLYSE: ÅRETS JULEGAVE
  • Skrevet: 20 december 2017

Hveranden mandag morgen skal jeg helt til Lyngby inde fra Frederiksberg og det sker klokken meget meget tidlig, for at aflevere mit yngste afkom i skole.

 

Det var også tilfældet i mandags. 

 

Den tur, der i øvrigt foregår med offentlig transport og 4-5 skift af transportmidler undervejs, giver mig ofte hvad jeg har brug for, både på turen derop med sønnike og på turen hjem uden sønnike, hvor tankerne for alvor får lov til at flyde. 

 

Ikke overraskende går de fleste af mine tanker på Liverpool FC og mandag morgen, midt i mørke og kulde i ‘grisen’ på strækningen mellem Lyngby Lokal Station og Jægersborg Station, var ingen undtagelse. 

 

Her følte jeg mig pludselig overvældet af og befandt mig i en form for lykkerus. 

 

Selvom det omtrent er en måned siden, at det var Thanksgiving, følte jeg mig taknemmelig. 

 

Selvfølgelig først og fremmest taknemmelig for mine børns ve og vel, min kæreste, mit bonusbarn, mine venner og bekendte - men mest af alt denne morgenstund, over sommerens suverænt bedste indkøb til den røde trøje, af egyptiske Mohamed Salah Ghaly. 

 

For mig, er han nemlig ikke blot årets julegave, han er Å-R-E-T-S gave. 

 

Det stod ret hurtigt klart for mig. Ja faktisk lige så hurtigt som Mo Salah kan løbe, at det MÅTTE der simpelthen bare udkomme en form for ‘Speciallyse’ ud af, omhandlende Mohamed Salah. Alt andet, ville være direkte uforskammet! 

 

For i en juletid, hvor vi skal komme vores nærmeste ved, så er Mo Salah en af mine ‘allernærmeste ikke-nærmeste’. 

 

Han har nemlig - som jeg er tæt på at sige ingen Liverpool-spiller nogensinde så hurtigt har gjort før, taget mig med storm! 

 

Det har jeg et behov for at komme af og ud med. 

 

Folk kan synes, at jeg er bindegal - jeg kalder det at være passionista, som man siger det om personer, der er fuldstændig entusiastisk over noget eller i dette tilfælde nogen. 

 

Jeg er så entusiastisk omkring vores 11’er, at jeg rent faktisk ikke ved, hverken hvor jeg skal starte eller slutte. Jeg er så begejstret for ham allerede, at jeg er sikker på, at uanset hvilke karrierevalg han træffer fremadrettet, så kan jeg tilslutte mig Hilmer Hassings og Jens Unmacks smukke “Love goes on forever” fra 1997; altså fra fem år senere end åbenbaringen Mo Salah, kom til denne verden. 

 

Folk siger: ‘jaja, giv ham lige mere end blot en halv sæson til at vise sit værd, sådan for alvor’. Jeg forstår pointen - men jeg er faktisk ligeglad -han er i min verden allerede nu, lidt legendarisk. 

 

Han har ikke bare taget mig med storm. Han har taget hele Premier League med storm. Han har taget vores kæmpestore fanskare med storm. Han har taget ALT og ALLE med storm. Mit bud er, at selv haderne, er dybt dybt imponeret over hvad han har præsenteret i sit comeback til verdens bedste fodboldliga. 

 

Jeg mener, se ham lige engang: 

 

Bundhamrende sympatisk fyr. Blot 25 år og mindst 7-8 år tilbage på decideret topplan. 

 

En fyr der afslog en luksus-villa hjemme i Egypten, efter at han blev folkehelt i en VM kval-kamp og i stedet bad den rige forretningsmand om at donere et større beløb til sin lille hjemby i Nagrig der ligger i Gharbiya-provinsen. En mand der aldrig glemmer sine rødder og et sted hvor han bygger skoler, donerer penge til det lokale hospital og hvor folket elsker ham helt ind i deres hjerter. 

 

Finurlig, fantastisk og fremragende. 

 

Proptrækker-driblinger med bolden klistret tæt til foden og en indtil videre, unik målnæse. For mig er der lidt forskelligt over ham. Indimellem ser jeg Messi, andre gange ser jeg Arjen Robben og til tider også Neymar. Men mest af alt ser jeg den han er, en sød og rar egypter på blot 1 meter og 75 centimeter, der har tryllebundet mig siden august måned. Ja det startede sådan set allerede så småt i Pre-Season i juli måned. 

 

Statistikken taler sit tydelige sprog: 

 

- Han har spillet 1.932 minutters fodbold om enten point eller avancement for Liverpool, siden ankomsten i sommer - altså 25 kampe - og her har han nettet vanvittige 20 gange, heraf 14 gange i Premier League, hvilket gør ham til den øjeblikkelige topscorer. Derudover har han haft næstsidste fod på bolden 4 gange i forbindelse med en scoring. 

 

- Han har ovenikøbet tilladt sig at brænde et straffespark og særligt indledningsvist på sæsonen, at brænde et hav af oplagte scoringstilbud. Noget han forlængst er tilgivet. Ja selv det faktum, at hans favoritmusik er Justin Bieber, kan jeg tilgive ham for. 

 

- 5 gange har han forladt et kamp som officiel Man of the match i Premier League. 

 

- 3 gange på blot 4 måneder, er han blevet kåret til månedens spiller af Liverpools egne fans. 

 

- 2 gange på de samme 4 måneder, er han kåret til månedens spiller af Barclays Premier League. 

 

- 2 af sine 20 mål er blevet kåret til månedens mål af Sky Sports. 

 

- 2 gange er han kåret til rundens spiller i de 6 Champions League runder der har været afviklet. 

 

- Derudover er han også lige blevet kåret til BBC’s afrikanske spiller i 2017 og jeg lover (næsten) at jeg til september løber, eller ihvertfald gennemfører Copenhagen Half Marathon, hvis ikke også han kåres til årets afrikanske fodboldspiller af det afrikanske fodboldforbund CAF, her den 4. januar. I øvrigt foran Sadio Mané. 

 

Med tanke på sin forrygende første halvdel af 2017 i AS Roma og den endnu mere sublime anden halvdel af kalenderåret i Liverpool, så kan man da vist roligt sige, at Mo Salah har gennemgået et rent jubelår. 

 

Already record-breaking and history-making! 

 

Og nåh ja, så blev han da i øvrigt også lige nationalhelt hjemme i Egypten, da han med scoring nummer 31 og 32 i blot 56 landskampe, først gjorde det til 1-0 og senere i 4 minutters overtid via sit straffespark, nettede til 2-1 mod Congo i den afrikanske VM kvalifikation og dermed sendte sin nation til VM for første gang siden 1990 - og hvor han nu skal prøve kræfter mod blandt andre Luis Suarez og Uruguay til sommer i Rusland. 

 

Kan det blive større end alt det? 

 

Jeg har - dog uden at have været tilbage i statistikkerne - aldrig nogensinde set så vild en start i en ny klub, som den har og fortsat gennemgår i Liverpool. Øj hvor er han vild altså. Det suverænt bedste indkøb i et transfervindue nogensinde, bedømt på den første halvsæson. Det kan ingen være i tvivl om. 

 

Jeg nærer nok ikke den store tro på, at han er topscorer i PL når vi når maj måned. Dertil er han for lidt ‘decideret ‘striker’ som vi ser det med Lukaku, Kane, Agüero m.fl. Men mindre kan bestemt også sagtens gøre det. 

 

Folket havde travlt i sommer med at stemple ham som ‘floppet fra Chelsea’ hvor han jo var på kontrakt med minimal succes i perioden fra 2014 til 2016 og hvor han var på udlån til først Fiorentina og bagefter Roma, inden den italienske hovedstadsklub købte ham. 

 

Her konstaterer og konkluderer jeg bare, at måske er eller har José Mourinho på mange områder, været en dygtig manager, men han er altså decideret elendig til at vurdere hvornår en spiller er færdig hos ham. Mo Salah er blot et af flere eksempler herpå. Andre er Kevin de Bruyne og Romelu Lukaku. 

 

Lad mig slutte hvor jeg startede; nemlig i min overloadede tilstand om hvor vild jeg er med Mo Salah. 

 

Jeg kan ikke få nok af ham og over hvor latterlig god han er - og selvom han blot siger hvad vi alle gerne vil høre, så tror jeg på ham, når han i sit seneste interview udtaler: 

 

“It was while I was at Chelsea, that I first got to play at Anfield. -I can remember I told myself ‘I have to come here one day and play’ after I’d experienced that atmosphere. That atmosphere was unbelievable. Now I am even happier to play for Liverpool here”.

 

“Why were Liverpool the right club for me? Because of many things. I even used to play as Liverpool on the PlayStation on FIFA when I was 18 or 19 as Steven Gerrard, Sami Hyypiä, Jamie Carragher, Michael Owen and Xabi Alonso. I also remembered that atmosphere again and it came into my mind. -I’m very happy here.”

 

I øvrigt, så synes jeg at America’s gamle klassiker fra 1971, A Horse with No Name’ er fremragende og det er indtil videre, den  bedste Mohamed Salah sang, der synges af Liverpool fans Worldwide, inklusiv mig selv, når jeg står plantet ude i brusebadet. 

 

“We bought the lad from Roma and he scores every game. He’s Egyptian and he’s brilliant and Mohamed’s his name. Mo Salah lalala Mo Salah lalala...”

 

Det var egentlig bare det jeg havde på hjerte, så hej igen.

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere