Login

LFC 2 - WBA 1: SEKS TING VI LÆRTE
  • Skrevet: 23 oktober 2016

Med et mål på - surprise - en dødbold formåede West Bromwich at få lidt spænding ind i de sidste 10 minutter af et opgør, Liverpool ellers havde siddet solidt på. Det hele endte dog med tre point til hjemmeholdet og ingen tegn på opblødning i det anspændte forhold mellem de to holds managers, da Tony Pulis efter kampen forsvandt ned i spillertunnellen uden at give hånd til Jürgen Klopp.

 

dasdsasa

 

Her er de 'talking points' redaktionen har udvalgt fra opgøret.

 

SÅ STARTEDE EMRE CANS SÆSON


Efter en indsats under middel imod Manchester United viste Can endelig det niveau, vi kender fra sidste sæson. Selvom tyskeren i denne sæson spiller en mere fremskudt position med Henderson som den kontrollerende midtbanespiller, viste han imod West Brom, at han har evnerne til at løse denne opgave. Afslutningerne stadig kan og skal forbedres, men det er utroligt vigtigt for holdet, at vi får Can tilbage på det niveau, vi ved, han kan spille på.

/ Søren Rynkeby

 

MÅLMANDSDEBATTEN KOMMER TIL AT FORTSÆTTE

Loris Karius kunne ikke følge sit clean sheet mod Manchester United op med endnu et rent bur mod West Bromwich. Ikke overraskende var det på en andenbold efter en dødbold, Liverpool-forsvaret måtte strække gevær, efter Dejan Lovren og Firmino gik op i den samme hovedstødsduel - og så var McAuley helt blank, da bolden faldt ned for fødderne af ham.

Umiddelbart kan man ikke klandre den unge tyske målmand for målet. Alligevel gik der et kollektivt Karius-suk igennem de sociale medier, da reduceringen var en realitet. For var det måske ikke Karius, der havde givet West Brom hjørnesparket? Var han måske for sen til at komme ud fra sin streg og lukke McAuley, der ikke ligefrem er kendt som en ferm afslutter med fødderne, ned? Kan meget af kaosset omkring situationen ikke tilskrives hele den Mignolet i anden potens'ske vibe af usikkerhed, der omkranser ham?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer med blot konstatere, at på trods af blot tre mål lukket ind og fire sejre i de fem kampe, Karius har vogtet buret i Liverpool, kommer debatten om, om han egentlig er en opgradering på Mignolet til at fortsætte en rum tid endnu. Og hvem mon tager plads mellem stængerne på tirsdag mod Spurs i den lille pokalturnering?

/ Andreas Brøns Riise

 

FARVEL TIL STURRIDGE

Hjemmekamp mod WBA. Daniel Sturridge, Liverpools mest oplagte målscorer, er ikke bare udeladt fra startopstillingen men ender med at sidde på bænken i hele opgøret.

Det ligner begyndelsen til det farvel, de fleste af os nok var klar over ville komme, hvis ikke før så siden.

Sturridge kan ikke være tilfreds og vurderer nok, at han skal videre, hvis ikke Klopp selv fortæller ham det. De to passer ikke sammen - og Wenger i Arsenal vil nok strække sig langt efter englænderen i det kommende transfervindue.

/ Martin Busk

 

FIRMINO ER LIVERPOOLS FØRSTEANGRIBER

Det er ikke nemt at være manager i Liverpool FC. Inden kampen mod WBA havde Liverpool scoret 18 mål i otte kampe og var med afstand det hold, der havde sendt flest afslutninger afsted mod modstandernes mål.

Alligevel var modtagelsen af startopstillingen - med en tilbagevenden til den foretrukne fronttrio - lunken. Er det virkelig nødvendigt at spille med en midtbanespiller - Roberto Firmino - på toppen, når vi møder et hold fra den tunge ende af tabellen på hjemmebane? Tålmodigheden med Sturridge synes for nuværende opbrugt i store dele af fanbasen, men hvad med Divock Origi? Skal han ikke snart have en start? Og hvad med evigt hårdtarbejdende Danny Ings, der har fejret sin tilbagevenden fra en langvarig skadespause med en stribe mål på U23-holdet?

Efter kampen mod WBA står det skrevet, at Liverpool med to mål gjorde sig til ligaens mest scorende hold, og at Roberto Firmino med en assist kom op på at have haft en fod med i 17 Liverpool-scoringer i 2016 - 12 mål og fem oplæg. Dermed er han den offensivspiller i Premier League, der har haft direkte aftryk på flest scoringer i dette kalenderår. Det flydende 4-3-3-system, hvor begge fløje og to midtbanespillere har licens til at søge en position højere på banen end frontangriberen, synes at passe brasilianeren - og resten af holdet - perfekt.

Det er selvfølgelig brandsurt for Divock Origi, Daniel Sturridge og Danny Ings, at der med ingen europæisk bold i denne sæson ikke roteres så meget. Forhåbentlig kan de to yngste af dem godt se, at den situation ændrer sig til næste år, og tager i denne sæson til takke med pokalkampe og indhop.

For Liverpools førsteangriber - han er tidligere midtbanespiller og hedder Roberto Firmino.

/ Andreas Brøns Riise

 

MATIP KAN MEGET VEL BLIVE SÆSONENS INDKØB

Selvom Matip og Lovren uden tvivl vil være utilfredse med ikke at få sæsonens andet clean sheet, er der store fremskidt at spore fra tidligere sæsoner. Ses der bort fra dødbolde, der kollektivt skal forbedres, virker makkerparret Lovren og Matip gennemført solidt, og særligt sidstnævnte spiller en stor rolle i dette.

Camerouneren er rolig på bolden, og han oser klasse i alle de indgreb, han laver. Uanset om han er matchet op imod fysiske stærke eller tekniske og hurtigere angribere, har Matip indtil nu løst opgaven til perfektion. At han så tilmed blev hentet på en fri transfer, kan gå hen og vise sig som sæsonens indkøb i hele Premier League. I samme ombæring ligger Matips tidligere klub Schalke 04 placeret under nedrykningsstregen i Bundesligaen.

/ Søren Rynkeby

 

KLOPP HOLDER IGEN MED INDSKIFTNINGERNE

I sæsonens føreløbig ni spillede Premier League-kampe er 12 ud af Jürgen Klopps 27 indskiftninger sket med mindre end ti minutter tilbage af kampen, og blot seks gange har manageren givet en indskifter mere end tyve minutter til at sætte sit aftryk på kampen (23, 57, 60, 65, 69, 69, 70, 74, 74, 76, 76, 76, 77, 78, 79, 82, 85, 85, 85, 86, 88, 88, 88, 90, 91, 92, 93).

Oftest giver det god mening. Liverpool har generelt spillet godt, og så er der jo ingen grund til at skifte. Dertil kommer, at spilkonceptet i meget høj grad bygger på indbyrdes forståelse, hvorfor man kan argumentere for, at det er forbundet med risiko for at bryde rytmen, hvis man piller ved brikkerne.

I går sad undertegnede dog med en fornemmelse af, at West Broms indskiftning af en ekstra angriber i det 65. minut blev besvaret for sent. Gæsterne havde fra indskiftningen deres bedste periode i kampen, hvor de kom længere frem på banen og fik tilkæmpet sig nogle af de dødbolde, man bare ikke må give dem. Samtidig så især Liverpools midtbane ud til at være løbet en smule trætte - hvilket man ved egentlig ikke kan fortænke dem i.

Alligevel skulle vi frem til det 79. minut, før en ikke helt fit Wijnaldum afløste en ditto Lallana - og helt frem til 88. minut, før Klopp med indskiftningen af Lucas for Coutinho satte prop i (måske ikke så overraskende, når gameplanen var at undgå at lave frispark). Tre minutter senere fik vi så også den rituelle 'nå-hvem-skal-have-kampbonus-for-at-spille-mindre-end-tre-minutter?'-indskiftning.

Kampens forløb in mente og med tanke på, at vi spiller igen allerede tirsdag, kan det godt undre en smule. Måske er Klopp ikke helt enig i den ellers højt besungne trupbredde i denne sæson?

/ Andreas Brøns Riise

Seneste nyheder

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

BEN WOODBURN: NEXT STOP - UDLÅN

Den unge waliser Ben Woodburn bragede ind på scenen i sidste sæson, hvor han efter at have imponeret stort i en meget ung alder på U23-holdet fik først uofficiel førsteholdsdebut i pre-season,...

Skrevet af Andreas Brøns Riise

Læs mere


#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

#KOPCAST (24) - NEDSABLINGEN AF PORTO, EUROPEAN TRAVELLING KOP & LFC HER OG NU

Så kan du godt kaste dig over weekendens opvask, rengøringen eller en anden aktivitet der tager dig næsten 2 timer. For i denne uge har vi både udvidet panelet, men også udvidet...

Skrevet af Daniel Sichlau
Clark James
Flemming Rasmussen

Læs mere


KARAKTERER: VS. FC PORTO

KARAKTERER: VS. FC PORTO

Af Patrick Pilov   ’We’re back!’   Vi er tilbage i knockout-fasen i Champions League, efter ni års fravær… og hvilken genopstandelse det var! 0-5 på...

Skrevet af LFC Denmark Family

Læs mere


BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

BUSKELYSEN: EUROPÆISK MAGTDEMONSTRATION

  Happy Valentines Day, siger jeg bare! ❤️     Før kampen havde jeg et lille håb om en spinkel udesejr, hvis ellers det hele flaskede sig.      Jeg...

Skrevet af Martin Busk

Læs mere